Palmesøndag del 258
(Portrait de la jeune fille en feu, Céline Sciamma, Frankrig
Cannes 2019, Bedste Manuskript (Céline Sciamma) + Queer Palm + Vulcan Award Special Mention (Claire Mathon, Foto))
Portræt af en kvinde i flammer er en film om intimitet. Hvad er det, vi lægger mærke til hos hinanden? Hvad er det, vi forelsker os i? Hvad er det, vi husker?
Og det er en film om kunst. Især portrætkunst. Hvordan ‘fanger’ en kunstner sit motiv? Hvad er det, vi lægger mærke til? Hvad er det som bliver hængende, længe efter vi forlader biografen?
Det er i sammenstødet mellem de to ting, mellem en hjerteskærende romantisk fortælling, og en intellektuel meta-film, at Portræt af en kvinde i flammer bliver helt unik. Den svinger frem og tilbage, kan aldrig sættes i bås, indtil den slutter med en legendarisk god slutscene. Meget passende for en legendarisk god film.
Engang i 1700-tallet ankommer kunstneren Marianne (Noémie Merlant) til en lille fransk ø. Hun skal i smug lave et portræt af Hélöise (Adèle Haenel), som skal sendes i forvejen til Hélöises forlovede, så han kan se, hvordan hun ser ud, inden de gifter sig. De to unge kvinder tilbringer dagene sammen og kommer langsomt tættere på hinanden. Om aftenen maler Marianne så ud fra de skitser, hun i smug har fået foretaget dagen igennem. Der sker ganske mange ting i den her film, og alligevel kan den føles en smule plotløs. De to kvinder er fanget på den lille ø, fanget i deres liv, og deres tid sammen vil slutte, når maleriet er færdigt. Der bliver ikke taget så mange dramatiske valg i den her film. Men også korte forhold kan sætte sig meget tydeligt fast, hvis de brænder kraftigt nok.
Det kan være fristende at læse Marianne, portrætmaleren, der er specialist i kvindeportrætter, som et portræt af instruktøren, Céline Sciamma. Sciamma har igennem hele sin karriere fokuseret på portrætter af fortrinsvis unge kvinder. Water Lillies skildrede tre piger der mødte hinanden gennem synkronsvømning. Som navnene nok også viser, så fortsatte Tomboy og Girlhood stilen.
Noget af det, som Sciamma især har været god til, er at fokusere på, hvor meget bevægelse og gestik betyder for den, vi er. Det er ikke overraskende, at hun har beskæftiget sig med synkronsvømning, måske den mest gennemregulerede form for kvindebevægelse, der findes i vore dage. Men også en film som Tomboy synes nærmest at fortælle hele sin historie via den måde, som dens unge hovedpersoner leger sammen, dens store centrale plot-pointe bliver aldrig rigtig italesat, men bliver mest pinefuldt fastslået, da hovedpersonen tvinges til at skifte tøj til en mere piget kjole. I en film som Girlhood spiller hår og frisure også en stor rolle. Sciamma er ganske enkelt eminent til at skildre karakterer via detaljer, det være sig påklædning, gestik, små handlinger, etc.
En af de ting, som gør Portræt af en kvinde i flammer så endeløst fascinerende, er de mange samtaler om, hvordan Marianne egentlig er i stand til at fange et andet menneskes væsen ved hjælp af noget så abstrakt som maling og pennestrøg. Når hun fortæller Hélöise om alle de ting, hun har lagt mærke til: hvordan hun løfter sine øjenbryn, bider sig i læben, så er det også ret tydeligt, hvor kort vej der er fra det kunstneriske portræt og til forelskelsen. Men hvad der også gør Sciamma generelt, og Portræt af en kvinde i flammer i særdeleshed, så unik, er, at den også er helt klar over, at den er nødt til at bruge nogle helt særegne teknikker, hvis den skal fungere som kvinde-portræt.
På et tidspunkt bliver Marianne spurgt, om hun maler efter nøgenmodel, og hun siger, at hun kun må male nøgne kvinder. Men hun ser det ikke så meget som et spørgsmål om blufærdighed, som om kontrol: De ‘store’ motiver i malerkunsten er mytologiske, og de involverer derfor nøgne mænd, så hvis kvinder ikke kan male nøgne mænd, så er de effektivt holdt ude i periferien af kunstverdenen. Det er en evig aktuel diskussion, også i vore dage hvor mainstream-filmens centrale tema er maskuline superhelte – Lucrecia Martel har fortalt, at Marvel sagde, hun ikke skulle instruere actionscener, hvis hun blev hyret til Black Widow – og hvor det amerikanske tv-program Saturday Night Live for nylig beskrev temaet for årets Oscar-nominerede som ‘white male rage! / white male rage!’ Det er stadig sådan, at nogle emner ses som vigtigere og mere værd end andre, så det kan virke helt revolutionerende, når vi i en kort scene ser Marianne vågne med menstruationssmerter og dele en natlig intim snak med den kvindelige hushjælp, mens de laver en art varmepude.
Det kan siges på mange forskellige måder: Céline Sciamma er en af verdens p.t. vigtigste instruktører, fordi hun er så unikt optaget af at skildre kvindeliv. Og det fører til, at hun laver film ulig mange andre, fordi andre vælger andre emner. Men det fører også til, at hun er nødt til hele tiden at finde på nye metoder og teknikker, hvilket gør en film som Portræt af en kvinde i flammer til en endeløst innovativ oplevelse.
Og vi kan lægge fokus anderledes: Sciamma er ikke kun god, fordi hun skildrer kvinde-liv, men også fordi hun skildrer kvinde-liv. Der er simpelthen sådan en varme og fornemmelse af liv i Portræt af en kvinde i flammer, at den burde kunne sætte sig fast hos alle, også selvom feministisk innovation måske ikke er det første, man søger i sine film.
Portræt af en kvinde i flammer har humor, kærlighed, tårer. Det er ofte en smule undertrykt, sammensnøret. Men det kommer til sidst. Jeg har ikke set en film gå op i en højere enhed på så fabelagtig vis, siden Jafar Panahis 3 Kvinder. Må det blive Sciammas gennembrud og teoretiske holdepunkt, så vi kan se på mange flere liv de næste mange år.