Palmesøndag del 330
(브로커, Beurokeo, Hirokazu Koreeda, Japan/Korea
Cannes 2022, Bedste Skuespiller (Song Kang-ho) + Økumenisk Pris)
Efter Hirokazu Koreeda i 2013 fik en kæmpe publikumssucces i hjemlandet med Min søns familie udtalte han: ‘I think it’s probably bought me five years of getting to make the films I want.’ Det var sjovt sagt dengang, men viste sig at være nærmest profetisk. Fra 2015 til 2018 udgav Koreeda en film om året, inkl karrierehøjdepunktet Efter stormen (2016), mærkværdigheden Det tredje mord (2017) og kulminerende med Guldpalmevinderen Shoplifters (2018). Man kunne have troet at en Guldpalme ville købe ham endnu en god periode, men i stedet har hans karriere fuldstændig knækket over. Sandheden (2019) måtte han til Frankrig for at lave, og så var der pludselig pause inden han så har lavet Regnen skyller alt bort (2022) i Sydkorea, og herefter lavet tv-serien The Makanai: Cooking for the Maiko House for Netflix.
Det er dybt bizart at en Guldpalmevinder på den måde mister sin plads i sit hjemlands filmbranche, og et svaghedstegn for den japanske filmindustri, der efter sigende er i økonomisk krise. Det er gået ud over Koreedas særlige tone, at han nu skal lave hver film under helt nye omstændigheder. Men pudsigt nok passer det ganske ok til Regnen skyller alt bort, en af hans bedre film. Denne film er nemlig præget af en nærmest opgivende melankoli, der nemt kunne være blevet for klæbrig i det polerede filmsprog Koreeda arbejdede med i 10’erne, men som fungerer når det bliver leveret mere nøgternt og afdæmpet.
Regnen skyller alt bort gentager en tematik fra flere Koreeda-film, hvor en gruppe karakterer danner deres egen lille familie, men derudover er der unormalt meget plot over filmen. De to mænd Sang-hyeon (Song Kang-ho, kendt fra film af både Park Chan-wook og Bong Joon-ho, inkl Parasite) og Dong-soo (Gang Dong-won) stjæler babyer der er blevet efterladt ved en såkaldt ‘babybox’, og sælger dem til par der gerne vil adoptere udenom systemet. Men da den unge mor So-young (Lee Ji-eun) vender tilbage og spørger efter sit barn er de to mænd nødt til at indvie hende i deres ulovlige praksis, hvorefter de tre rejser med den lille baby ud for at sælge ham. På vejen samler de endnu en lille dreng op fra det børnehjem hvor Dong-soo også voksede op, og således er de pludselig blevet en familie med tre voksne og to børn. Og derudover forfølges de både af politi og af et par gangstere, for der ligger nogle ret voldsomme forbrydelser i periferien af fortællingen.
Måske lyder det spændende, men det er det ikke rigtigt. Det er ret hurtigt tydeligt, at den lille pseudo-familie ikke har nogen reel chance for at forblive på flugt på den lange bane, hvis politiet virkelig vil have fat i dem, hvilket de småkriminelle karakterer også selv virker fuldstændig indforstået med. Og så er der mange ting i plottet, som aldrig kommer til at give mening. Koreeda er ikke så interesseret i plot, som han er i at skabe en stemning, så forvent ikke fornemt eksekverede twists og moralske grå karakterer der skal vaske tavlen ren. I stedet lever Regnen skyller alt bort i de scener, hvor karaktererne mest af alt bare hænger ud. De bruger utrolig lang tid på det børnehjem hvor Dong-soo voksede op, hvor der bliver plads til at diskutere adoption og forældreløse børns mulige fremtid. Og senere bruger de lang tid i en forlystelsespark, fordi de lige må vente en dag på at få en plan ført ud i livet. Vi bruger også virkelig meget tid på at se politibetjentene spise mad og snakke, mens de forsøger at overvåge folk.
Regnen skyller alt bort er en stemningsfilm, og ligesom Koreedas fremragende Efter stormen rammer den en stemning af samfundsforfald så altomfattende, at det nærmest er som et vejrfænomen – her har de danske distributører ramt meget godt med oversættelsen af titlen fra det engelske Broker. Det er ikke så meget socialrealisme a la Shoplifters, de fleste af karaktererne tjener penge og klarer dagen og vejen. Men det er et samfund hvor mangt og meget går til spilde, hvor børn ikke kan leve op til deres potentiale, hvor kvinder bliver holdt fast af sexisme, hvor mænd har mistet deres gamle autoritet, og ikke ved hvordan de skal skabe en ny. Koreedas billede af Sydkorea er dermed ikke så forskelligt fra hans billede af Japan, når det kommer til stykket.
Visuelt er der alligevel forskel, for Koreeda har brugt en koreansk fotograf, nemlig Hong Kyung-pyo, hvis billeder folk nok har set før i film som Burning og Parasite. Regnen skyller alt bort er en langt mere æstetisk afdæmpet film, men der er noget af den samme geometri over det nogle gange. Koreeda opdyrkede i nogle af sine sene japanske film et meget bevægeligt og stramt orkestreret billedsprog, hvor det nærmest føltes som om man var på tur med instruktøren, hvilket passede fint til de stramt skrevne feelgood-fortællinger. Det ville ikke passe til film som Efter stormen og Regnen skyller alt bort, hvor vi i stedet finder ro, lidt skæve og sløsede kompositioner, og til tider en smule fragmenteret klipning. Det er ikke overvældende, det føles hverken desperat eller indigneret. Det er som et opgivende suk, kun lige holdt oppe af ønsket om alligevel lige at gøre tingene en smule bedre ved at fortælle om dem.
Koreeda har netop været i København for at introducere en række af sine film – jeg så selvfølgelig intet, jeg har et spædbarn pt – hvilket understregede hvordan han er blevet den absolut største japanske instruktør herhjemme, særligt siden Min søns familie. Han er blevet den instruktør, som fortæller danskerne om stemningen i Japan for tiden – desuagtet at de sidste års største japanske film selvfølgelig var Hamaguchis Drive My Car, men den er for abstrakt og meta til rigtig at være samfundsbeskrivende. Det fascinerende ved Regnen skyller alt bort er, at det er som Koreeda fortsat formidler en stemning, der føles som en videreførsel af hans japanske stemninger, selvom han nu ikke kan lave de film han vil i Japan, og hans film derfor egentlig fortæller om Sydkorea i stedet.
Men når netop filmen handler om spild af potentiale, så er det rigtigt, at plottet ganske fint viser hvordan Sydkorea ikke sætter ordentlig pris på sine borgere. Men at Koreeda nu er nødt til at filtrere de her stemninger gennem internationale produktioner, det siger mindst lige så meget om hvordan Japan behandler sine kunstnere.