Burning

Palmesøndag del 240
(버닝, Beoning, Lee Chang-dong, Sydkorea
Cannes 2018, Fipresci Pris + Vulcan Teknisk Pris (Shin Joom-hee, Art Direction))

Lee Chang-dongs Burning er nærmest allerede blevet en klassiker. På den nys udgivne liste over de hundrede bedste koreanske film nogensinde ligger den nummer 1. Lee ramte simpelthen plet. Det mest triumferende ved Burning er næsten, at han gør det på mere eller mindre samme måde som han plejede at gøre, og som måske var ved at ikke rigtig at virke som det gjorde engang. Han er stadigvæk forfatter-instruktør. Burning er baseret på en novelle af Haruki Murakami, og er i høj grad en absolut triumferende skrevet film.

Måden Burning balancerer sit centrale mysterie er helt hamrende eminent. Og det kunne måske bedst gøres af en kunstner der først arbejdede med ord, der var vant til at lade en ting repræsentere en anden, bruge metaforer, sprogbilleder. Det er sjældent at se en så forrygende film, hvor det centrale lige netop er alt det vi ikke ser. I stort og småt. Mange kan lave et mysterie, men måden Lee Chang-dong får eksistensen af en kat til at virke mærkværdigt usikker er simpelthen genial!

Fordi Burning er så nyklassisk, så går jeg i det følgende også ud fra, at folk har set filmen. Der vil derfor være ret massive spoilere, og hvis man ikke har set filmen endnu skal man måske overveje ikke at læse videre.

Filmens portræt af unge mennesker i nutidens Sydkorea føles mindst lige så politisk som Parasite. Hovedpersonen Jong-su er et ungt menneske fra en fattig baggrund der, ligesom de unge i Parasite, tænkte han skulle lave kunst og kultur. Nu er han havnet på et arbejdsmarked uden muligheder, og arbejder med småjobs. Her møder han Hae-mi, som siger hun kan genkende ham fra dengang de var små. Hun har fået plastikoperationer siden, så Jong-su har først lidt svært ved at genkende hende, men de begynder at hænge ud, og har en enkelt gang sex. Herefter tager Hae-mi til Kenya, og da hun kommer hjem har hun mødt en anden ung mand, Ben. Ben har mange penge, men de ved ikke rigtig hvad han laver. De tre unge mennesker hænger ud sammen, og mens de ryger hash siger Ben til Jong-su at hans hobby er at afbrænde drivhuse, og han har tænkt sig at nedbrænde et drivhus som er rigtig tæt på Jong-su. Jong-su begynder herefter at tjekke alle drivhuse i nærområdet. Ingen af dem brændes ned. Men til gengæld forsvinder Hae-mi lige pludselig. Mente Ben noget andet, da han sagde at han ‘brændte drivhuse’? Eller er Hae-mi bare stukket af fordi hun skyldte penge væk?

Burning handler, ligesom Poetry, om at se, men dens behandling af emnet ligger langt bedre til Lee Chang-dongs ret prosa-iske talenter. Forskellen kan egentlig siges ret enkelt: Barnebarnet i Poetry har indrømmet at være voldtægtsmand, men kan det ses på ham? Omvendt er spørgsmålet om hvorvidt Ben myrder kvinder et mysterie, hvordan ser vi beviser nok? I Poetry er det meget direkte, men i Burning ses alting mest ved hjælp af tegn. Vi ser ikke Hae-mis kat, men vi ser en fyldt kattebakke, så vi kan vel konkludere, at der er en kat. Der er så meget vi ikke ser. Er Ben og Hae-mi f.eks kærester? Vi ser dem aldrig nogensinde kysse hinanden, røre ved hinanden, endsige have sex. Og da de er hjemme hos Ben, så er Hae-mi nødt til at spørge om hvor toilettet er, hvilket vel indikerer at hun aldrig har overnattet der før. Men er det bevis nok? Hvornår er der beviser nok til at sige noget som helst?

Burning rammer også lige ned i nogle mere filosofiske aspekter af vor samtids store debatter. For det er som om, at der skal flere tegn til at bevise nogle former for sandheder end andre. Og den post #MeToo-debat som Burning på ret mesterlig vis ramte ned i handler om, hvor nemt det er at komme udenom, at Ben måske nok gør et eller andet grumt ved kvinder. Der er tegn i sol og måne på det, men det ser ud til at han bare skøjter igennem verden, uden at nogen overhovedet stiller spørgsmålstegn ved det. Derimod taler alle ganske åbent om, at Hae-mi da sikkert har gældsat sig, og nu er stukket af fra regningen. Det er to former for dårlig opførsel, men ingen ser tegn nok på at manden har opført sig forkert, og alle ser tegn nok på at kvinden har opført sig forkert. Der er måske nok forskel på hvor mange tegn man har brug for.

Men Burning er ikke bare en plat politisk film, dens behandling er spørgsmålet er nærmest grundlæggende semantisk. For ja, der er da også andre forklaringsmuligheder. Første gang der bliver snakket om at brænde ting er da Jong-su fortæller, at hans far tvang ham til at brænde morens tøj, dengang hun forlod familien. Han drømmer stadig om det bål, fortæller han. Man skal ikke være ret meget freudianer for at konkludere, at der måske er et link mellem ildebrand og forsvundne kvinder inde i hovedet på Jong-su. Og der er et helt psykoanalytisk spor, som er ret fascinerende. Da Jong-su og Hae-mi har sex, så kigger Jong-su på en solplet, der bliver kastet ind på væggen af hendes værelse, genspejlet fra et højt tårn. Når han senere besøger Hae-mis lejlighed, så kigger han ud på lyset, imens han onanerer. Han har lavet et link mellem lys fra tårn og sex med Hae-mi, og det link er da 100% i hans hoved. Sådan er det med os mennesker, vi behandler ikke information ens.

Men der er nogle samfundsmæssige ting. Mænd hos Lee Chang-dong har svært ved at se kvinder. Jong-su kan heller ikke se de mest åbenlyse ting om Hae-mi. Lige før de har sex, så fortæller hun ham, at han engang sagde hun var grim. Så tager hun sit tøj af, og det er ret tydeligt at han ikke længere synes hun er grim. Det kunne næppe være mere tydeligt, at hun har sex med ham for at blive bekræftet, at hun vil se om hendes operation har ændret den måde en tidligere mobber nu ser hende på. Derefter behandler hun ham 100% som en ven, lader ikke til at have skyggen af interesse i ham seksuelt. Men intet af det kan Jong-su se. Han kan ikke håndtere, at en kvinde kan objektificere ham, kan bruge ham seksuelt af egne grunde, og ikke fordi de skal være sammen. Han har, ironisk nok, svært ved at se hende som et subjekt, der kan se ham som et ikke-subjekt.

Subjektivitet spiller en stor rolle i Burning, og den bedste ting er, at det endelig har sat sig i filmsproget. Kameraet i Secret Sunshine og Poetry var meget sådan arthouse håndholdt observerende, lidt på samme måde som Thomas Vinterberg ofte bruger det. Det giver en fornemmelse af, at der ikke bliver manipuleret alt for meget. Med Burning bliver der givet los. Kameraet glider rundt, det kreerer det ene vidunderlige billede efter det andet, og når der igen bruges håndholdt er det for at understrege en subjektiv stemning. Når f.eks Jong-su er nervøs, eller når han kravler op af en skrænt eller, lol, når han onanerer. Det vidunderlige kamera-arbejder skaber den her lettere uvirkelige verden, hvor vi aldrig rigtigt ved om det er virkeligt, eller om vi bliver manipuleret. Det er en fornemmelse Lee før har forsøgt at undgå, men det løfter sig så voldsomt meget, når han giver los. Han er en fiktionens mester, han er genial til plot, han kan kreere og diktere præcis hvordan vi skal have det. Og nu indrømmer han det! Det føles så hamrende godt, og Burning er ganske enkelt chokerende mange niveauer over hans tidligere film, rent æstetisk.

Det er, ganske enkelt, en hamrende god film. En af 2018 konkurrencens bedste. Den mest ligefremme arthouse-blockbuster. Men samtidig også en meta-film, der undersøger eksplicit filmiske spørgsmål. Hvad gør vi ved de ting vi ikke kan se? Hvornår har vi set nok? Hvad med de ting vi ikke vil se? Forfatteren Lee Chang-dong er triumferende god til behandle filmiske elementer semantisk, som en tekst, og skaber her hans med afstand bedste film.