Palmesøndag del 389
(Leos Carax, Frankrig
Cannes 1999)
Bølger kommer og bølger går. Genier består. Den franske bølge af glat firser-æstetik, kaldet ‘cinéma du look’, strandede hurtigt i enten flops (Jean-Jacques Beineix) eller bevægelser mod mainstream (Luc Besson), så for eftertiden er det nærmest kun Leos Carax, der står tilbage. Lidt ironisk, for han gik nærmest 25 år, fra Mauvais sang (1986) til Holy Motors (2012) uden en succes, og hvis man skal sige én film slog bølgen ihjel, så må det være Carax’ De elskende fra Pont Neuf (1991), hvis budget var eksploderet så voldsomt, at selv dens kultstatus var en økonomisk katastrofe. Men set fra vore dage, efter datidens kontroverser har lagt sig, og efter et par sene film har sikret eftermælet, så står Carax som en af de instruktører post-Nouvelle Vague, der har lavet den mest helstøbte filmografi.
Måske det kan skyldes, at Carax, på trods at hans unægteligt overvældende fokus på ‘look’, på stil, på æstetik, i bagspejlet må ses som en umanerlig personlig instruktør? Han har brugt alter ego’er, lavet film om at være ung da han selv var ung, om at være outsider da han selv var outsider, og diskuteret filmkunstens historie på højt plan. Der er faktisk en kerne hos ham, hvor skudsmålet mod ‘look’-filmene ellers var, at det var ren overflade.
Der er også helt sikkert en kerne i Pola X, omend det måske er her problemet ligger. For filmen kan sagtens ses som at handle om at være kunstnerisk utilpas, at være knudret, at have trang til det abjekte og ubehagelige og kommercielt ubrugelige. Det gør dog ikke filmen mindre knudret og ubehagelig. Det gør næsten kun problemet større. Dermed bliver Pola X nok instruktørens dårligste.
Carax’ virkelige navn er Alex Christophe Dupont, og ‘Leos Carax’ er et anagram af Alex Oscar. Han er kendt for sit samarbejde med Denis Lavant, hvis karakterer altid hedder enten Alex eller bliver kaldt for Mr Oscar. Alene derfor ligger det lige for at opfatte ‘Alex’ karaktererne som et alter ego. Carax debuterede som bare 23-årig med Boy Meets Girl (1984), hvor en ung mand ved navn Alex drev rundt i den parisiske forårsnat, drømte om at blive filmskaber, og mødte den unge kvinde Mireille (Mireille Perrier). Plottet er lidt lige meget, men den sort-hvide æstetik er umanerlig smuk.
Mauvais sang (1986) er nok min personlige favorit blandt Carax’ film. Plottet er en del mere komplekst – noget med en farlig sygdom, det er egentlig en kupfilm, og der er et trekantsdrama oveni – og egentlig lidt uforståeligt, men Lavant er vidunderlig som Alex, og Juliette Binoche har nærmest aldrig været bedre end hun er som den kun lidt femme fatale agtige Anna. Og så er æstetikken helt vanvittig: Rigtig meget grå og hvid og sort, men så med enkelte pletter af primærfarver, så det nærmest ligner malerier af Mondrian. Eller noget fra de mange reklamer, der også er Mondrian-inspirerede. Lige meget hvad er scenen hvor Alex sprinter gennem gaderne med David Bowies ‘Modern Love’ på soundtracket et af mine personlige højdepunkter fra firsernes filmkunst, en perfekt blanding af fart, farver og kropslighed, der føles som en logisk fortsættelse af nouvelle vague folkenes fokus på ungdommelighed og filmisk energi, men som stadig er helt sit eget. Stadigvæk kun 25 år gammel havde Carax lavet et mesterværk.
Men ‘moden’ kunne man lige knap kalde ham, og herefter gik det galt. Da jeg tog filmfag i gymnasiet i 04-05 så vi De elskende fra Pont Neuf i undervisningen som eksempel på postmoderne film, og det var en af de bedste film på pensum, men for Carax’ karriere var det en katastrofe. Det er ikke så nemt at få lov til at filme på en stor bro som Pont Neuf i Paris, så Carax valgte at bygge en gigantisk kopi i Sydfrankrig, hvorefter et par uheld og forsinkelser medførte astronomiske fordyrelser af hvad der egentlig var tænkt som en lille film. Lavant og Binoche har dog stadigvæk fantastisk kemi som de to elskende, og filmen er fyldt med ikoniske scener, og hvis ikke dens tilblivelseshistorie var så kaotisk havde det ikke været nogen kontroversiel film, men endnu en imødekommende og medrivende film fra en stadig meget ung instruktør.
Pola X er dog tværtom kontroversiel, og ikke spor imødekommende. Det er en løs filmatisering af Herman Melvilles roman Pierre; or, The Ambiguities fra 1852 (den franske titel er kort for Pierre ou les ambiguïtés + at det er tiende manus-draft der blev brugt). Pierre (Guillaume Depardieu) er en ung forfatter, der har haft stor succes med sin debutroman, skrevet under pseudonymet Aladdin, og kaldet et generations-definerende værk. En dag møder han den mystiske Isabelle (Yekaterina Golubeva), der påstår at være hans halv-søster, hvilket Pierre, der tydeligvis har et komplekst forhold til sin afdøde diplomat-far, ikke finder særlig usandsynligt. Pierre stikker af fra sit aristokratiske liv, for at bo med Isabelle i Paris, og det indebærer en social deroute, der mere ligner noget fra 1800-tallet end fra 90’erne, mens Pierre kæmper med at skrive en bog der rammer virkelighedens mørke realitet, selvom hans udgiver mener den er dårlig og uudgivelig.
Jeg tror en stor del af problemet ved Pola X kommer fra, at den er skrevet i en 1800-tals virkelighed, og omsat til en postmoderne verden, der ikke længere passer til den fortælling. ‘Gotisk’ er bogen blevet kaldet, og ja, med sine enorme mængder incestuøse følelser, kæmpe dramatiske gestusser, og mystiske skift i karakterers måder at handle på, så kan det føles ret gotisk. Det er også groteskt hvor hurtigt Pierre falder igennem samfundet, han går direkte fra at bo på et kæmpe gods, og til at må blive hos en gruppe kunst-punk outcasts, der spiller dissonant el-guitar, bygger bomber, og altid går klædt i sort. Mens han i øvrigt holder op med at barbere sig, og slår sit ben, så han må gå med stok. Han kan åbenbart kun tjene penge på at skrive, Isabelle kan ikke noget som helst, og da Pierres eks Lucie vil hjælpe, foreslår hun at hun kan tjene lidt penge som lærer til foråret. Hvorfor ingen af dem får job i et supermarked, eller noget i den dur, forstår jeg ikke helt, men det gør bestemt fortællingen mere dramatisk.
Herman Melvilles roman ramte dog heller ikke sin samtid. Den blev et notorisk flop, blev kaldt vanvittig af kritikerne, og er aldrig rigtig blevet senere opdaget sådan som Moby Dick og Billy Budd blev det. Det incestuøse forhold chokerede også i samtiden, plottet virkede usammenhængende, og folk forstod hverken stil eller sprog. Og alt det samme kan egentlig siges om filmen. Det ér bare helt grundlæggende en bizar fortælling, og Carax gør intet for at gøre den mindre kontroversiel eller bizar. Tværtom skruede han også op for det, og inkluderede bl.a. en usimuleret sexscene, der stadigvæk virker grænseoverskridende her 25 år efter.
På et tidspunkt siger Pierres forlægger til ham, at han skal droppe at lave den mørke kunst, for hans kunstneriske kvalitet bunder i hans naive overfladiskhed. Det lyder som noget nogen kunne have fortalt Melville, som slog igennem som purung med de eksotiske eventyrsromaner Typee og Omoo, inden han skrev de i samtiden miskendte mesterværker som han i dag huskes for. Det virker også som noget man kunne have fortalt Leos Carax, mens han gik fra at lave stilistiske genre-stykker som Mauvais sang og over til den meget mærkelige Pola X. Dermed ikke sagt at Pola X er på niveau med Moby Dick, for det er den godt nok ikke. Men Pierre/Melville/Carax virker alle tre som om de følte sig kaldet til at lave noget andet end populær kunst. Pola X begynder med det berømte citat fra Hamlet: ‘The time is out of joint—O cursèd spite / That ever I was born to set it right!‘ som vi hører mens vi ser på sorthvide billeder af bombefly og eksplosioner. Kunstneren som Hamlet, der er kaldet til at afdække samtidens sandheder med sin kunst. En indledning som Carax i øvrigt har sagt var inspireret af krigene i det tidligere Jugoslavien i 90’erne.
Men lad os bare sige, at der ikke afdækkes ret mange sandheder med Pola X. Det er et bizart værk, der ikke føles en pind mere realistisk end Mauvais sang. Det er bare langt mindre æstetisk godt. Dermed ikke sagt det er værdiløst, Carax er for dygtig en filmskaber til at der ikke er fyldt med stærke billeder og sekvenser, men der er mindre end i Cinéma du look filmene en kerne inde bagved. Eller jo, der er en kerne, men kernen virker som om den består af kunstnerisk frustration, af uvished, af modvilje mod at gentage den succesfulde fortid, men uden nogen produktiv vej fremad. Det hele ender mørkt og koldt. Hvilket måske er den ærligste fremstilling af, hvor Carax stod i sin karriere? I det mindste er der intet postuleret positivt over Pola X, det er vitterlig bare mørke og nihilisme. Og ret flotte billeder. Af den grund kan jeg ikke hade den. Men jeg rangerer den nok stadig lavest i Carax’ filmografi.