Palmesøndag del 391
(Leos Carax, Frankrig
Cannes 2021, Bedste Instruktør + Cannes Soundtrack Award (Sparks))
Den slags opera/musicals, som man kalder ‘gennemkomponerede’, dvs hvor alt er sat til musik/performance, har et ret stort problem: Det er virkelig svært at fortælle plot i sang. Sang er godt til følelser, men der er en grund til man joker om opera, at det kan tage to timer for en karakter at dø. Det er rigtig godt at synge om smerte, lidelse og død, og så går plottet i stå. Hvis til gengæld man skal forklare, at der er knas i ægteskabet mellem en stand-up komiker og en operasangerinde, og at det måske skyldes professionel jalousi, så begynder det at blive lidt svært. Man kan godt, man kan endda få det til at rime, men det kommer så måske til at tage så lang tid, at plottet går i stå. Og så var der måske overhovedet ikke tid til at standupkomikeren kunne synge en god sang om at hvordan det føles at være jaloux.
Leos Carax’ Annette er teknisk set ikke gennemkomponeret, der bliver snakket i ny og næ. Men i mere teoretisk forstand er den gennemkomponeret. For dens karakterer performer altid. Henry McHenry, den selvdestruktive bad boy stand-upper spillet af Adam Driver, er altid performativ. Fordi han enten står på en scene. Eller fordi han udenfor scenen er kendt, har et image, og derfor altid har maske på. Det er som ‘gennemkomponeret’ dissektion af performativitet, at Annette rigtig fungerer, og bliver en væsentlig Carax-film.
Men det gør så også, at den lider af det samme som så mange andre gennemkomponerede værker. Det går for langsomt, den kan aldrig finde en rytme, og måske var det mere besvær end godt var, at det hele skulle være så performativt. Det giver aldrig rigtig plads til de store følelser.
Henry McHenry kalder sig for ‘The Ape of God’, og hans stand up er mest af alt mumlende konfrontatorisk, mens han trasker rundt i en badekåbe, og til sidst mooner publikum (stand up scenerne er ekstremt usjove og ikke særligt godt filmet heller, hvilket bestemt er et problem for filmen, omend det også nærmest bliver surreelt hvor dårlig McHenry er). Det er aldrig rigtig klart hvorfor ham og operastjernen Ann Defrasnoux (Marion Cotillard) forelsker sig i hinanden, men det gør de altså, bliver endda gift og får et barn, Annette, der spilles af en marionetdukke. Men ægteskabet løber ind i problemer, da McHenrys karriere begynder at gå ned af bakke, og Ann begynder at drømme, at McHenry i virkeligheden er voldelig og abusive. Og senere har lille baby Annette måske det vildeste talent af dem alle tre, hvilket får tingene til yderligere at køre op i en spids.
Det er en ofte tilbagevendende indvending om genrer der dyrker æstetikken, såsom f.eks den ‘cinema du look’-bølge hvor Leos Carax startede sin karriere, at det alt sammen er overflade uden substans og dybde. Hvilket naturligvis er noget pjat, æstetik og billeder kan være lige så substantielle og ‘dybe’ som så meget andet. En mere reel indvending er, at der er så meget fokus på stærke billeder og ting som fungerer i isolation, at det går ud over helheden, går ud over plottet. Det er mere en smagssag, men der kan godt være noget om det. Når f.eks Alex i Mauvais Sang sprinter gennem byen til David Bowies ‘Modern Love’, så har det egentlig ikke så meget med plottet at gøre. Put for mange af den slags scener i en film, og du har ikke noget forståeligt plot tilbage. Hvilket ret meget er, hvad der sker med Mauvais Sang. Hvorfor jeg så omvendt synes det er klart den bedste Carax-film, for jeg går ikke så meget op i plot.
Man kunne have forestillet sig, at det samme ville ske med Annette. At filmen ville være den ene musikalske sekvens efter den anden, alle sammen fremragende hver for sig, men med en sammenhæng, som var virkelig svær at afkode. Det kunne have mindet en del om Holy Motors. Men det er rent faktisk det modsatte, som sker. Annette er ekstremt omhyggelig med at forklare plot plot plot. De enkelte sekvenser underlægger sig helhedens logik, og der er ikke ret meget, hvor der bliver skejet ud.
Det betyder ikke, at filmen ikke er flot, eller at den ikke af visuelt afvekslende. Vi går fra et pladestudie og til både stand up- og opera-scener, hvorefter vi både er ude på havet, på en klub, en øde ø, et fodboldstadium. Der er visuelle idéer overalt. Men få af scenerne får så meget plads, at de er i fare for at krænge filmen itu, sådan som f.eks sexscenen i Pola X gør det. Det hele er overraskende afdæmpet af en Carax-film at være. Og når f.eks der bruges meget lang tid på en scene hos politiet – som tager så lang tid fordi alle skal synge – så føles det lidt som om Carax og hans manuspartnere har fokuseret forkert.
Det ligger ellers lige til højrebenet for Carax at lave en musical om performere. Hans film har altid handlet om performere, om gøglere, gadeakrobater, hvad end Mr Oscar havde gang i i Holy Motors, og de har altid været båret af en afsindig musikalitet: En rytmik i klipningen, der har fået ham sammenlignet med MTV, og en modulation af æstetikken, som når han var bedst også har gjort farvekomponeringen musikalsk. På en måde giver det mening at kalde alle hans film for ‘gennemkomponerede’. Men på grund af det kvælende plot, så er Annette måske den Carax-film, hvor der er mindst musikalitet over æstetik og klipning. Hvilket er paradoksalt og ret uheldigt.
Til tider virker Annette nærmest som en nøglefilm, der dykker ned i hvad der befinder sig under lagene af performance. Henry McHenry er altid på, og kan kun bearbejde sine problemer ved at performe dem, overgøre dem, blæse dem ud af proportioner, og kan derfor aldrig indgå i helt kedelige og normale relationer. Han er den mørkeste udgave man kan forestille sig af de mange karakterer som Denis Lavant har inkarneret for instruktøren. De begik også ofte forbrydelser, behandlede ofte dem tæt på sig overfladisk og ubetænksomt, mens de sprintede videre opfyldt af store følelser. Men aldrig som Henry McHenry gør det.
Så hvad end man ellers mener om Annette, så er det da i hvert fald en Carax-film. Det var kun hans sjette film i en snart fyrre-årig lang karriere, og for første gang i lang tid var det ‘bare’ en Carax film: Ikke et comeback som Holy Motors, ikke en produktionsmæssig katastrofe som De elskende fra Pont Neuf, ikke en reaktion på fiasko som Pola X. Det er en meget ren film, på den led. Jeg tror derfor den, desuagtet den hører til hans dårligere film, har gjort noget rigtig godt for hans karriere og filmografi. Men en musical uden særlig meget æstetisk musikalitet bliver altså aldrig rigtig godt.