Palmesøndag del 392
(Un homme qui crie, Mahamat-Saleh Haroun, Tchad
Cannes 2010, Jury Pris)
Der er ikke ret mange lande i Afrika, der har ressourcerne til at skabe en stor auteur, og Tchad er alligevel et værre land at komme fra end de fleste. Ifølge wikipedia er der én enkelt biograf i landet, som i øvrigt også har været plaget nærmest konstant af diktatur og borgerkrig siden selvstændigheden, og som er et af verdens fattigste lande overhovedet.
Mahamet Saleh Harouns debutfilm hed da også Bye Bye Africa, hvori han selv spillede en filmskaber ved navn ‘Haroun’, der vendte hjem til Tchad efter mange år i eksil, forsøgte at lave film i hjemlandet, men til sidst måtte opgive, og rejse væk. Og Haroun har da heller ikke villet være en ‘afrikansk’ instruktør. Han har sagt om ‘panafrikansk’ film: ‘This movement has now run its course […] There is no African cinema. There is cinema in each country. We have to create a new utopia’ (James S. Williams; Ethics and Aesthetics in Contemporary African Cinema).
Denne utopi, et fortløbende filmværk om Tchad, er over 25 års filmarbejde blevet et ret ambitiøst foretagende. Mahamet Saleh Haroun er på den vis en af de mere unikke filmstemmer i verden. Omend film som A Screaming Man helt ærligt stadigvæk lider en smule af det grundlæggende problem. Det er en flot film, men også en billig og simpel film, hvis billede af Tchad ikke føles så unik som mange andre store nationale instruktørers billeder.
Haroun er dedikeret til at skildre Tchad, men han har ikke selv boet der siden 1982, hvor han emigrerede til Paris. Ifølge Williams’ bog skyldtes det, at han blev såret i en af landets evindelige borgerkrige, og derefter flygtede. Så han har haft landets voldelige historie helt inde på livet, og det fylder da også en del i hans film. F.eks Daratt (2006), der foregår kort efter et regime har tildelt landets krigsforbrydere amnesti – vist nok en ting der sker i ny og næ i Tchad – hvorefter en ung mand selv tager ud for at hævne sig på den mand, der slog hans far ihjel, omend de to mænd i stedet danner et nyt komplekst fader-søn forhold. Fædre og sønner fyldte også i Abouna (2002), hvor to drenges far pludselig forlod familien uden et ord. De så et glimt af ham i en film i biografen, stjal en filmrulle, og blev sendt på koranskole, hvorefter filmen også kom til at handle om religion og politik.
Så ja, krig og politik er det ene spor i Harouns filmografi, fædre og sønner er det andet. De to ting forenes også i A Screaming Man. Adam er tidligere svømmemester i Centralafrika, kaldes stadig ‘Champ’ af sine bekendte, og arbejder nu sammen med sin søn Abdel ved en svømmepøl på et luksushotel, hvor gæsterne for langt størstedelens vedkommende er udlændinge. Uden for hotellets glitrende og sikre verden er Tchad igen ramt af borgerkrig, radioen fortæller om regeringens utallige sejre over de onde oprørere, som dog alligevel synes at komme tættere og tættere på hovedstaden, ligesom de lokale myndigheder presser hårdere og hårdere på, for at få Adam til at bidrage til krigsindsatsen. Så da Adam en dag bliver degraderet, og sønnen Abdel overtager hans gamle job, så lader Adam i stedet staten rekruttere Abdel som soldat. Hvilket hurtigt viser sig at være en ekstremt dårlig idé, for Abdel havde en gravid kæreste, og medierne har mildest talt ikke været ærlige om, hvor slemt det står til på fronten.
En ting jeg har bemærket ved mange fattige landes filmkunst er, at instruktørerne så gerne genindspiller nogle af de helt klassiske gamle filmplots. F.eks findes der udgaver af Cykeltyven fra ret så mange lande, for man skal egentlig bare have en hovedperson og en cykel, og så kan man ellers filme scener rundt omkring i en by, og dermed skildre bylivet. A Screaming Man virker i stedet som om den bygger på F W Murnaus The Last Laugh fra 1924, hvor Emil Jannings spillede en mand, der blev fyret som dørmand på et luksushotel. Pointerne er lidt det samme: Begge hovedpersoner ligger al deres selvopfattelse i deres jobs, og går derfor helt itu, da de bliver for gamle og bliver degraderede. I Murnaus film er det en kritik af Weimar-republikkens klassesamfund, mens det hos Haroun bidrager til et portræt af en nation fuldstændig opløst af evindelige konflikter samt korruption og dårlig ledelse. Idéen om, at Adam skulle kunne finde andet i sit liv, der kan give ham samme identitet som svømmerollen, er komplet utopisk. Så i stedet sender han sin søn i livsfare.
Man fornemmer hele plottet allerede i det skønne longtake, der åbner filmen. Her ser vi først flimrende vand, og så dukker pludselig to mænd op. De dykker om kap, ser hvem der kan holde vejret længst. Det kan den unge mand, hvilket han tydeligvis ikke altid har kunnet. Et lille opgør mellem Adam og Abdel er hermed sat i gang. Det er en ret vidunderlig filmisk måde at lave et sådant anslag, og filmen er fuld af den her slags stærke filmiske valg. Scenen, hvor Adam går i gang med sit nye job som løfter af den ødelagte port ind til hotellet hver gang en bil dytter af ham, er også vidunderlig og nærmest stumfilmskomisk, mens den gamle mand render rundt fra port til port, for at åbne dem manuelt hele tiden. Sjovt, men naturligvis forstår vi hvor ydmygende det må være for en mand som Adam.
Som nævnt endte Haroun i Paris, og man kan egentlig godt sige, at han er en del af den franske filmindustri. De støtter hans arbejde, han har også lavet et par film om afrikanske migranter i Frankrig, og det giver derfor også god mening, at han er endt som fast inventar i Cannes. Hans status hænger derudover også på, at han vitterligt er den eneste filmiske skildrer af Tchad, og landene i nærområdet har heller ikke nogen nationale auteurs. Centralafrika, med sin komplekse historie, ofte komplekst forbundet – nu er der f.eks igen borgerkrig i Sudan, som folk frygter skal brede sig ind over grænsen til Tchad – bliver først og fremmest skildret kunstnerisk af Mahamat-Saleh Haroun. Så derfor er han naturligvis værd at bruge tid på.
Og så er det jo ekstra heldigt, at han har det her filmiske overskud. A Screaming Man er præget af tålmodighed, af vilje til at lade billederne fortælle, til at gøre det komisk, surrealt, tragisk når det skal være det, en lille smule symbolsk i ny og næ. Og så har Haroun tanker om Tchad, som ikke bare er politiske. Hans film handler som nævnt om fædre og sønner, de handler om mænd, og om den arv mændene giver videre til næste generation, i et land præget af konstant konflikt. Særligt i den visuelle skildring af Adam og Abdel, af deres håb og frygt, af måden de bevæger sig på, forholder sig til folk omkring sig på, finder Haroun noget specielt, som virker som noget specifikt Tchad’sk.
Men at være den store nationale auteur i Centralafrika er ikke det samme som at være den store nationale auteur i f.eks Tyrkiet, eller Thailand, eller Danmark. Der er simpelthen bare færre penge, man kan ikke gøre det samme med det filmiske sprog. Harouns film flytter derfor ikke rigtig filmkunsten så meget fremad. Men han viste med A Screaming Man, at han havde noget nyt på hjerte, både i forhold til plot og billedsprog.