Palmesøndag del 61
(そして父になる Soshite Chichi ni Naru, Hirokazu Koreeda, Japan
Cannes 2013, Jury Pris + Special Mention fra Økumenisk Jury)
Eftersom kritik er subjektivt, og der ofte er tegn der peger i flere retninger, skriver jeg nogen gange ting jeg godt ved det er ret nemt at modsige. Jeg påstod Nobody Knows var den emblematiske Koreeda film, den hvor han virkelig fandt sig selv. Men i så fald, hvorfor fulgte han så op på den film med nogle af sine mindst succesfulde film? Hvis Nobody Knows er hans personlige gennembrud, hvorfor gik der så ni år før han blev inviteret tilbage i hovedkonkurrence i Cannes? Tja, det er jo svært at sige, men i interviewet jeg linkede til i teksten om Nobody Knows siger Koreeda at han har lyst at prøve noget helt nyt efter at have tænkt/arbejdet på Nobody Knows i 15 år, hvilket i 2006 blev til den ikke succesfulde samurai-film Hana. Tanken om at prøve noget andet var sikkert også hvad der ledte til den bizarre manga-filmatisering Air Doll fra 2009, om en oppustelig sexdukke der bliver vakt til live – som faktisk blev inkluderet i Un Certain Regard det år, mærkeligt nok. I mellem de to film fulgte en anden personlig sag, Still Walking i 2008, der nok er Koreeda’s mest vellykkede familiefilm, og sagtens kunne have konkurreret om en af de største filmpriser, men i stedet blev lanceret på Toronto festivalen, måske i håb om en oscar-nominering?*. Heller ikke I Wish fra 2011 var den store succes.
* Det var i så fald det forkerte år til den strategi, eftersom 2008 var det år hvor sødsuppe-filmen Departures, om en cellospillende bedemand, tog både det japanske biografpublikum og oscar-akademiet med storm, og vandt Bedste Udenlandske Film.
Min Søns Familie, derimod, havde succes. Ikke nok var den inkluderet i hovedkonkurrence i Cannes – første gang Koreeda var det i 9 år – den vandt også Jury-prisen. Det blev Koreeda’s største kommercielle succes i hjemlandet Japan. Og den gik sin sejersgang over hele verden, heriblandt Danmark. Dog på en anden skala. Som japansk Cannes-vinder blev den herhjemme solgt som arthouse-film til Grand-publikummet – som jeg begejstret regner mig selv til. Men med den her film har Koreedas stil virkelig udviklet sig derhen hvor det er det svært at se at filmen skulle være specielt kunstlet i en japansk sammenhæng, langt hen ad vejen er det en familiefilm med søde børn og store stjerner. Der er i hvert fald ikke meget ‘independent’ fornemmelse tilbage i filmen. Jo, der er måske en smule mere smerte end ofte i familiefilm, i et plot der omhandler to drenge der er blevet forbyttet ved fødselen. De to familier, den ene domineret af den travle arkitekt-far Ryota, den anden knap så domineret af den forvirrede og barnlige elektriker Yudai, må finde ud af hvad de skal gøre, om blodets bånd trumfer seks års samliv. De små børn virker mest af alt forvirrede, og som om de ikke helt forstår hvorfor de skal bo hos hinanden, men til tider er deres smerte helt reel.
Mange internationale undergrundsfilmscener trækker på amatørskuespillere, men i Japan var der en gruppe af traditionelle stjerner i svøb som en bølge af unge instruktører – Naomi Kawase, Shinji Aoyama, Hirokazu Koreeda m.fl. – kunne trække på i halvfemserne. Eksempelvis brugte Koreeda skuespilleren Tadanobu Sato både som fortabt ungkarl i Maborosi og efterladt i Distance, Sato blev senere actionskuespiller der spillede ronin i Takeshi Kitano’s Zatoichi, Genghis Khan i oscarnominerede Mongol, og såmænd også havde en rolle som Thors ven Hogun i Marvels Thor. Med en levende tv- og pop-scene er der unge skuespillere nok også til indie-film, noget man også ser i USA. Men Koreeda’s brug af kendisser føles alligevel anderledes med castingen af den 44-årige heartthrob Masaharu Fukuyama, der i Japan i høj grad er kendt for hans sukrede guitarballader som ‘Sakura Zaka’ og ‘Niji’ (som egentlig er en ret fin sang…). Hvis Thomas Vinterberg castede Simon Kvamm i hovedrollen på sin næste film, så ville vi nok også regne med det var et ret populistisk valg – selvom de i udlandet sikkert ville blive overraskede over den ukendte skuespiller med de ret intense øjne. Min Søns Familie er fin og lun og populær, ganske som dens hovedrolleindehaver. Her er det som om det endegyldigt er slut med den ‘anti-film’ der fandtes i billedsproget hos Koreeda i 90’erne.
Min Søns Familie var Koreeda’s første samarbejde med fotografen Mikiya Takimoto, der også fotograferede Søstre – som er en mere modig og kantet film. Billedsproget er skarpt og digitalt, og kameraet bevæger sig ofte smagfuldt rundt i de realistisk møblerede lejligheder. Der er ‘kvalitet’ over billederne, de er ikke anonym metervare som f.eks. ofte i Oscar-film. Men der tages ikke mange chancer, og det er svært at se nogen indre nødvendighed i kameraarbejdet, det synes ofte som om der tages de let svære valg fordi det er sådan en stjerneinstruktør skal gøre. Koreeda har 18 år efter hans debut ikke nogen særlig Koreeda’sk visuel stil, snarere er hans ‘auteristiske’ kendetegn bundet til emnevalg og tematik. Sorg, afsagn, og familiegenvordigheder.
Det er nu tredje gang jeg ser filmen, og den bliver altså ikke dybere og bedre. Den er meget som den var efter første gang. De gode øjeblikke er de samme. Det skal dog også siges, at Koreeda rent teknisk er kommet op på et meget højt niveau, og Min Søns Familie indeholder nogle umanerligt dejligt håndterede sekvenser. Payoffet til lille Keita’s klaverøvelser er skønt: Han sidder til konkurrence og spiller med to fingre, rammer fint tonerne. KLIP til lille pige der spiller Burgmüller’s Arabesque, ikke fejlfrit, men sikkert nok til at vise præcis hvor dårlig Keita er til at spille. Eller den bedste sekvens, henimod slutningen, hvor Ryota endelig beslutter sig til at lege med. Han sidder alene på sit kontor, kan høre Ryusu og mor Midori lege med lasergeværer, og pludselig siger Ryusu at de skal ind til far. Kiggen omkring efter våben. Klip til kameraet på døren der langsomt åbner. Nu fra den anden side. Og der sidder far og sigter med sin guitar. POW -> klavermusik og lege-montage. Den slags scener er ren sødsuppe, men det er eminent eksekveret sødsuppe. Hirokazu Koreeda er kommet en lang vej siden 90’erne, og rigtig meget af vejen er gået i den forkerte retning, væk fra en eksperimenterende, personlig og kantet anti-film, og hen mod harmløse familiedramaer. Men når han rammer plet er det nu stadigvæk godt nok.