Shoplifters

Palmesøndag del 126
(万引き家族, Manbiki Kazoku, Hirokazu Koreeda, Japan
Cannes 2018, Guldpalmen)

What a difference three years make. Da Hirokazu Koreeda sidst var i Cannes var det i 2015 med Søstre, en film der byggede videre på, og forbedrede, stilen fra Min Søns Familie, men som ikke gjorde det store væsen af sig. Koreeda havde sagt, at Min Søns Familie var et mainstream hit der ville give ham lov til at lave sin egen type film i en fem års tid, men man kunne ikke rigtig mærke den idé på Søstre, og det kom ikke bag på mig da Efter Stormen året efter var degraderet til sidekonkurrencen Un Certain Regard. Men til gengæld kom det så bag på mig at Efter Stormen var aldeles fremragende, måske den bedste film Koreeda havde lavet i et årti, helt frisk og personlig i filmsproget, i modsætning til det ellers lidt glatte udtryk han havde haft med de to foregående film. Og allerede året efter, i 2017, denne gang til Venedig festivalen, var Koreeda klar med en ny film, hans første krimi, den glimrende Det Tredje Mord, der dog ikke fik den store opmærksomhed herhjemme. For blot et halvt år efter var der endnu en Koreeda film klar, og denne gang var den i hovedkonkurrence i Cannes igen, og ta-da, så var Koreeda pludselig Guldpalme-vinder. Det er dælme noget af et comeback.

Man mærker også med det samme på Shoplifters at Koreeda har noget på hjerte. Den indledende scene, af en mand og en dreng der stjæler fra en butik, er filmet så nøgternt, så præcist, at det leder tanken hen til Bressons Pickpocket, hvis ikke navnene allerede gjorde det. Koreeda er naturligvis ikke Bresson, og har ikke siden de aller tidligste indie-dage virket som om han havde ambitioner om at være Bresson, men det er stadigvæk rart at mærke at han stadigvæk har styr på filmhistorien, og kan andet end de polerede og behagelige kamerabevægelser han lod til at fokusere på i hans to seneste Cannes-nominanter.

Samtidig er Shoplifters i høj grad en opsummering for Koreeda. Plottet, om en familie af småkriminelle, der forsøger at overleve på bunden af det japanske samfund, minder en del om plottet i hans tidlige hit Nobody Knows fra 2004, en film han selv fortalte var baseret på en idé han havde gået rundt med i femten år. Side-tematikken hvor den ene voksne kvinde arbejder som sex-arbejder, minder om et hans mere mærkelige vildskud, Air Doll fra 2009. Idéen om at de her mennesker selv har skabt en familie på tværs af blod og gængse idéer om familieforhold bygger videre på idéer fra Min Søns Familie og Søstre, og endelig er der genbrug af skuespillere der har fyldt en del hos Koreeda før, især Lily Franky der endelig får en hovedrolle efter at have været så fremragende som Yudai i Min Søns Familie, og naturligvis legendariske Kirin Kiki, for hvem Shoplifters blev en af de sidste film inden hun døde som 75-årig i september 2018, og som tidligere havde været med i Koreedas Still Walking (2008), I Wish (2011), Min Søns Familie, Søstre og Efter Stormen.

Hvad Shoplifters først og fremmest gør er at tilføje alle de her velkendte elementer en sjælden seriøsitet hos den sene Koreeda. Det er slående at sammenligne måden sexarbejde bliver behandlet på i Air Doll og Shoplifters. Koreeda forsøger et stykke hen ad vejen at beskrive den samme ting, hvordan forholdet mellem mennesker er blevet så udhulet, at folk betaler hinanden for noget der minder om menneskelig kontakt. Men i Air Doll er han nødt til at lave en art fantasy-narrativ for at turde tale om det, og det bliver aldrig rigtig rørende. De få scener vi ser fra en sex-klub i Shoplifters emmer af realisme, af kedsomhed, af mekanik, og de rammer langt hårdere end den hele film Koreeda før lavede om samme emne. Det er en understregning af hvad ‘socialrealisme’ egentlig betyder: En realisme, en vished om reelle sociale sammenhænge. Plottet i Shoplifters er ret ekstremt, og involverer både en art kidnapning og usømmelig omgang med lig, men man tror på det alt sammen, for det er baseret i virkeligheden. Fordi Shoplifters foregår på en virkelig social baggrund, så tror man på at der er mange som den lille familie, mens plottet om børneombytning i Min Søns Familie byggede på en utrolig sjælden hændelse.

Men de to film bygger alligevel i høj grad på samme tematik: Hvad vil det sige at være i familie med hinanden, udover det rent genetiske. Det er også derfor forholdet mellem ‘far’ og ‘søn’ er det stærkeste i Shoplifters, hvilket understreges af den fremragende slutning. Det er forhåbentlig slutningen, der skaffede filmen Guldpalmen, for indtil da er filmen lidt en opsummering, og lidt usammenhængende. Selvom æstetikken er befriende nøgtern, så er der heller ikke den samme fornemmelse af noget nyt som der var i andre konkurrencefilm fra det år såsom Det Vilde Pæretræ eller Lazzaro den Lykkelige. Det er meget den slags film man får priser for, fordi de så fint opsummerer en stærk karriere. Og det gør den virkelig, den binder næsten alle Koreedas hidtidige film sammen til et stærkt hele. Så meget af hans filmografi har handlet om folk, der forsøgte at lave anderledes fællesskaber, selv vælge hvad der binder dem sammen, i stedet for bare at acceptere hvad samfundet siger. Det gælder Mellem Liv og Død, hvor de nyligt afdøde skal vælge det bedste minde fra deres liv. Det gælder Distance, om unge der valgte at være med i en selvmordskult, det gælder Nobody Knows om børn der bliver tvunget til at danne deres egen lille familie, og det kan ses i Still Walking hvor en familie forsøger at fortsætte efter at være ramt af en stor tragedie, og det ses naturligvis i Min Søns Familie og Søstre. Det er skåret helt indtil benet i Shoplifters, hvor familien er valgt helt fra bunden af, og så begynder Koreeda virkelig at problematisere fænomenet, at diskutere hvad der så sker når f.eks. børnene ikke er helt lige så glad for at blive valgt til den her familie, som de voksne der selv har valgt dem er det. Det er en rigtig auteur-film, en moden, stærk, problematiserende film. Den havde jeg ikke set komme for fem år siden. Men jeg vil stadigvæk sige, at selvom Koreeda har været i Cannes nu fem gange, så er hans bedste stadigvæk tre af dem der ikke kom med. Mellem Liv og Død, Still Walking og Efter Stormen. Koreeda har haft en mærkelig karriere, hvor han ofte har lavet film man ikke forventede af ham, og det har Cannes nogengange lidt svært ved at håndtere. Det er egentlig ret fint at se ham blive belønnet med den store pris, for en film der næsten fortjener det.

Shoplifters kan streames bl.a. på Filmstriben

Næste uge: Nu har jeg skrevet lidt om Guldpalme-vinderen fra 2018, så tænkte jeg at skrive om den tilsvarende vinder fra året før. Ruben Östlunds The Square har netop været vist i dansk tv, så den skriver jeg da lige lidt om.