Palmesøndag del 329
(صبي من الجنة, Sabiyy min al-Janna, Tarik Saleh, Sverige/Egypten
Cannes 2022, Bedste Manus (Tarik Saleh) + Prix François Chalais)

Der er et fremragende øjeblik hen imod slutningen af Tarik Salehs Boy From Heaven: Vi følger kampen om hvem der skal være den nye imam ved Al-Azhar universitetet, og så ser vi pludselig hvad der ligner en dokumentarisk beskrivelse af en fredagsbøn. En prædiken formidles via højtalere, og en gigantisk folkemængde beder sammen midt ude på en hovedvej. Hele byen er gået på pause for at høre hvad imamen har at sige. Sikke en magt den mand må have.

Det er blandt andet den slags øjeblikke, den slags billeder, der gør filmen som kunst- og kulturform så væsentlig i den moderne verden. Tarik Salehs film er en plotbaseret thriller, som lige så vel kunne være fortalt via en bog, men filmens visuelle side dokumenterer den verden som konspirationen foregår i bedre end nogen bog kunne have gjort. Jeg siger gerne, at filmen i dag er det sprog, hvormed verden taler med sig selv, og det er f.eks den slags scener jeg bruger som eksempel. Billeder fra ‘Egypten’ kommunikeres til et ret stort publikum, og verden bliver en smule klogere på sig selv.

Det er med andre ord en hæderkronet tradition som Boy From Heaven skriver sig ind i. Men man kan ikke sige at den fornyer den tradition. Det er meget set før.

Fiskersønnen Adam (palæstinensiske Tawfeek Barhom) får et stipendiat til at studere på det prestigiøse religiøse Al Azhar universitet, og er kun lige ankommet til Cairo da storimamen falder død om. Det sætter gang i et farligt spil, for det egyptiske regime vil sikre at deres mand vinder posten, så sikkerhedsagenten Ibrahim (svensk-libanesiske Fares Fares, som jo er særdeles velkendt herhjemme, bl.a. for hans roller i de fire første film om Afdeling Q) rekrutterer Adam som informant. Kampen om pladsen kommer til at involvere både idealistiske dissidenter, folk fra det Muslimske Broderskab, og skumle agenter for regimet, og snart er Adam i livsfare, og Ibrahim såmænd også ude hvor han ikke ved om han kan bunde længere.

Boy From Heaven minder mig om en film som græske Costa-Gavras legendariske Z, der også brugte thriller-genren til at fortælle om hvordan den græske junta undertrykte befolkningen. Det er en effektfuld metode, der dels går op imod uretfærdighed, men også ofte har formået at tale til et ret stort publikum, og dermed rent faktisk hjulpet kampen mod undertrykkelsen.

De sidste år er en række film fra hele verden dog begyndt at behandle diktaturer på en ganske anderledes måde. Argentinske Benjamin Naishtat skildrede f.eks i Rojo ankomsten af den argentinske junta som en snigende blodrus, hvor det langsomt gik op for helt almindelige mennesker, at reglerne for samfundet var ved at ændre sig, og pludselig død og forsvinden blev til hverdag. Titlen Rojo kom af en solformørkelse, der farvede hele verden rød som blod. Lidt samme pointe findes i serbisk-svenske Nataša Urbans The Eclipse, der vandt hovedprisen på CPH:DOX i år, og hvor Slobodan Milošević’ regime i halvfemserne beskrives som en formørkelse: Der blev mindre og mindre af livet og verden som man havde lyst til at forholde sig til, fordi det var forbundet med diktatur og forbrydelser, så mere og mere af livet virkede formørket. Og i polske Jan P. Matuszyńskis Leave No Traces beskrives retsagen om mordet på en ung mand ikke som en krimi-thriller, men som et absurd teater-stykke, hvor regimets angreb på sandheden hele tiden eskaleres.

Fælles for de film, og en række andre, er, at de er optaget af hvordan diktatur og undertrykkelse rent kropsligt og mentalt opleves. Hvordan det er at eksistere i et samfund uden at have rettigheder, hvordan det føles at leve uden sandhed og ret til at tænke og snakke frit. Hvor Z var lavet af en eksileret dissident, så er de nye diktatur-film lavet af folk som har levet med diktaturerne, og oplevet deres effekt på egen krop, og deres formål er ikke så meget at bekæmpe undertrykkelse, som at formidle et autokratisk samfunds destruktive effekt som en advarsel. Tarik Saleh er født og opvokset i Sverige (hans far er fra Egypten), men har med først Cairo Conspiracy (2017) og nu Boy From Heaven haft held med at bruge sin position til at fortælle historier fra et land hvor censuren sikrer at landets egne instruktører ikke kan fortælle dem. Det er der absolut ikke nogen skam i, men det er et ret interessant skift i filmens kulturhistorie, at de her historier nu ikke længere fortælles af folk i eksil som Costa-Gavras, men af folk som Tarik Saleh og Ali Abbasi, der har kæmpet sig op igennem vestlige filmsystemer.

Hvis det virker som om jeg hellere vil tale om alle mulige andre film end Boy From Heaven, så er det ikke forkert. Det er ikke nogen dårlig film, den fortæller ret effektivt den historie den gerne vil fortælle, men den er mere kulturelt interessant end filmisk. Jeg synes det er spændende at vi får så højtprofilerede fortællinger om Egypten fra folk som Tarik Saleh, men jeg synes hverken kamera eller klipning eller lyd er særligt spændende i filmen. Den føles en smule gammeldags, og den føles også en smule distanceret. Der er en scene hvor Adam danser til en koncert, hvilket den religiøse studerende jo nok ikke gør så meget, og den scene minder mig om en tilsvarende dansescene i den tunesiske film Hedi af Mohamed Ben Attia, men i den film kunne man aflæse Hedis frustration over Tunesien post-arabisk-forår i hans eksalterede ansigt. Den slags følelser kan man ikke finde i Boy From Heaven. Den er lidt mere rodet, lidt mindre direkte.

Cannes har haft tre film om Egypten i konkurrence de sidste ti år. I 2012, lige efter oprøret, kom Yousry Nasrallahs After The Battle, der ikke var noget mesterværk, men dog var en brandvarm skildring af efterdønningerne efter den gigantiske omvæltning. I 2018 kom Yomeddine, en international co-production, som jeg følte virkede skabt til et internationalt publikum, og nu er Boy From Heaven så decideret en international film, filmet i Tyrkiet, og med virkelig mange ikke-egyptere i castet. Jeg ved godt der ikke kan være egyptiske film i konkurrence hvert år, der er måske én egyptisk film hvert årti der har fortjent pladsen – og det var i mine øjne sidste årti Mohamed Diabs Clash fra 2016, der i stedet åbnede Un Certain Regard, og som foregår udelukkende i en politivogn blandt anholdte demonstranter – men det er også sigende hvordan egyptiske film bliver mindre og mindre… egyptiske som årene går. Det er stadig billeder om Egypten som verden får at se, og der er flere af dem i Boy From Heaven, der er stærke og glimrende. Men det er ikke helt nok, det er for uklart. Og rent filmisk, i sig selv foruden alt det kulturelle, virker filmen ikke stærk nok til at være Cannes-vinder.