Palmesøndag del 331
(Le otto montagne, Felix van Groeningen & Charlotte Vandermeersch, Belgien/Italien
Cannes 2022, Jury Pris)
Cannes har det særligt de sidste år med at vælge de samme instruktører igen og igen, og deres nye navne er som regel instruktører med en del film på bagen, hvis stil allerede er velkendt. Så det er sjældent der er så meget decideret overraskende med i konkurrence. Men De otte bjerge, den kom sgu bag på mig. Den troede jeg ikke den belgiske instruktør Felix van Groeningen havde i sig. Man kunne måske også derfor tænke at æren bør tilfalde debutant-instruktøren Charlotte Vandermeersch, der dog har arbejdet med van Groeningen før, så det giver heller ikke helt mening (de to danner i øvrigt par).
Men et eller andet sted er der blevet fundet en æstetisk dybde, som overhovedet ikke var der før. Det føles næsten som en debut-film, fyldt med virkelig fascinerende idéer, men måske ikke helt helstøbt endnu. Den slags er der godt nok sjældent ret meget af i hovedkonkurrence, så det er forfriskende.
Felix van Groeningen har lavet en del film før, og en del af det er tidligere kommet til Danmark. Oscar-nominerede The Broken Circle Breakdown og hans amerikanske debut Beautiful Boy med Timothée Chalamet er ret kendte, og det flamske gennembrud The Misfortunates kunne indtil for nylig ses på MUBI. De tre film har en del til fælles: De handler meget om forældre og børn, og har en ganske særlig tilgang til social arv. I Beautiful Boy tumler faren med, om det er hans skyld at hans søn er blevet narkoman, eller om det bare var noget udefrakommende. I The Broken Circle Breakdown skændes forældrene på et tidspunkt om hvorvidt en af dem har skylden for at deres datter fik kræft. Og i The Misfortunates har en arbejdsom og flink kvinde fået fem dovne og fordrukne sønner, hvoraf den ene får en søn med et stærkt kunstnerisk talent. Det er et velkendt spørgsmål, om det er arv eller miljø, der former vores liv, men van Groeningen smider en joker i puljen, og spørger om det muligvis bare er rene tilfældigheder?
En anden ting, som går igen i van Groeningens film, er valget af råmateriale. Både The Misfortunates og Beautiful Boy er baseret på delvist eller helt selvbiografiske bøger, der handler om unge mennesker, der senere hen begynder at skrive. De otte bjerge er en filmatisering af Paolo Cognettis roman af samme navn, en delvist selvbiografisk fortælling, om en ung mand, der gerne vil være kunstner. Så langt er det samme tematik. Men i centrum af fortællingen er ikke far og søn, men derimod venskabet mellem de to mænd Pietro (Luca Marinelli, der burde være kendt og elsket også i Danmark for pragtpræstationen i titelrollen i Martin Eden) og Bruno (Alessandro Borghi). De mødes som børn, da Pietro ankommer med sine forældre til en lille landsby, som er blevet så menneskeforladt, at der kun er ét eneste barn tilbage: Bruno. De to drenge hænger ud hver sommer i et par år, men da Pietros forældre undersøger om de kan tage Bruno med til Torino for at han kan komme i en ordentlig skole, vælger Brunos far i stedet at tage ham med væk fra området, og de to børn ser ikke hinanden i femten år.
De mødes først igen efter at Pietros far er død – familietematikken er ikke helt væk: Pietro og hans far har et meget kompliceret forhold, og senere finder han ud af at Bruno i de mellemliggende år nærmest har været erstatningssøn mens Pietro har tumlet rundt langt væk hjemmefra – hvor de hjælpes ad med at bygge den hytte oppe i bjergene, som faren drømte om at bygge. Og den hytte bliver derefter omdrejningspunktet for endnu en række somre, hvor vi følger de to mænds liv, med opture og nedture og svære ambitioner.
De tre tidligere film af van Groeningen jeg har set, har alle en anden ting til fælles: De er fortalt ukronologisk. Der klippes frem og tilbage i tid, tragedier indvarsles, der ses tilbage på mulige forklaringer på nutidens problemer. De otte bjerge, derimod, skrider langsomt men uimodståeligt fremad. Der er en voiceover, som ser tilbage, men der vises ikke klip ude af rækkefølgen. Til gengæld er klipningen ret fremragende, og formår at være næsten lige så forvirrende, som hvis der blev sprunget mærkeligt i tid. Ofte springes der ting over, som så snakkes om senere. Vigtig info forholdes, mens vi omvendt ser ting, der virker vigtige, men viser sig at være den slags petitesser der findes i alle lange venskaber. Nogle gange bliver der også bare forvirret med vilje, som når pludselig der står ting med mærkelige bogstaver på busserne, og vi først lidt senere får at vide, at Pietro er taget til Nepal. Det fungerer langt bedre end de tidligere spring i tid, som nogle gange virkede som om de skulle dække over, at plot’sne faktisk manglede lidt logik her og der. Plottet i De otte bjerge mangler også logik, men det understreges netop af æstetikken, hvorfor det tydeligere kommer til at virke som meningen. Det virker bare som vore liv, som også ofte mangler logik.
På et tidspunkt i Cognettis roman står der: ‘[A]lle mennesker har deres foretrukne højde i bjergene, et landskab, som ligner dem, og hvor de trives.’ Det er meget bogens fortælling, kampen for at finde sit helt rette landskab, om det skal være byen, bjergene, Nepal. At filmen fungere så godt skyldes i høj grad hvordan fotograferingen, af Ruben Impens, understøtter den pointe. Det er voldsomt meget flottere end noget van Groeningen nogensinde før har lavet, og Impens har ellers også fotograferet hans tidligere film. Det hjælper selvfølgelig at så meget af filmen foregår oppe i bjergene, der får man en del foræret, men det er ikke hele forklaringen. Kameraet har også sin helt egen måde at indfange verdenerne, gerne lidt skævt, med rigtig mange linjer, men ikke megen symmetri. Inde i byerne er der streger over det hele, fra rør, veje, ledninger, der nærmest holder karakterne fast. Ude på landet er der også altid streger, men her er det kantede bjergsider, klippefremstød, spraglede planter og enge. Der er en form for frihed her, en bevægelighed. Ironisk nok ser naturen ofte ud til at være mere i bevægelse end byerne, der synes stivnet i rette linjer. Det plejer ellers at være i byerne man siger ting går stærkt. Her er der en ret særlig slags vitalisme.
Men det er stadig en lidt vag og kantet vitalisme. Ja, der er kraft over det når de to smukke mænd bygger huse, eller bader i skovsøer, men ellers sidder de bare i mørket og stener og drikker vin, for der er jo ikke nogen elektricitet. Da Pietros venner drømmer skønmaleriske drømme om at bo i naturen skyder Bruno dem hurtigt ned. Der er en eller anden helt særlig nuanceret fornemmelse for natur, og dermed også for ikke-natur, for nærmest hele den moderne verden, i De otte bjerge, som jeg aldrig før har bemærket hos van Groeningen.
Det er ret fascinerende. Men. Det er også stadigvæk lidt uafklaret. Det er lidt vagt, det er stadig meget ‘et eller andet’. Her føles De otte bjerge som en debutfilm. Det føles som noget helt nyt fra belgierne. Og det er også lidt nødvendigt måske at kalde den ‘lovende’. For der er også en masse ting jeg ikke forstår, som ikke mærkes stærkt nok i filmen. Karakteren Pietro virker uafklaret, han bliver kunstner, men vi lærer aldrig hvad hans forfatterskab handler om, og om det har noget med bjergene at gøre – i bogen bliver han filminstruktør af film om bjergbestigere. Hele filmens centrale metafor, hentet fra buddhismen, om ‘otte bjerge’ i den store verden er svær at sammenkoble med de to unge mænd i centrum, desuagtet at de skærer det ud i pap over vin. Hvad er det helt konkret de får ud af at være på det bjerg, udover at det passer til dem? Her formår van Groeningen og Vandermeersch ikke at finde det sidste æstetiske mesterskab, der for alvor havde gjort De otte bjerge til et mesterværk. Det kan man jo håbe de gør i deres næste film. Men jeg frygter da også lidt, at de går tilbage til van Groeningens gamle stil, der gav ham Oscar-nomineringer og en karriere i USA…