Parasite

Palmesøndag del 226
(기생충, Gisaengchung, Bong Joon-ho, Sydkorea
Cannes 2019, Guldpalme + Vulcan Teknisk Pris Artistic Direction Mention (Lee Ha-jun)

Jeg så for nylig en der skrev, at den største musikhistorie sidste årti vel rimelig åbenlyst var globaliseringen af pop-musikken. K-pop, reggaeton, afrobeats. I 2020 er Bad Bunny fra Puerto Rico den mest spillede på Spotify, og koreanske BTS bliver udnævnt til årets entertainere af Time. Noget lignende er også ved at foregå i filmverdenen, omend langsommere, og i mindre skala. Gennem årtiet har der været historier om, at amerikanske film bliver tilpasset det kinesiske marked, men der er vel reelt stadig kun én film der kan siges at have vundet på den amerikanske hjemmebane: Parasite ved Oscar 2019.

Parasite triumferede over det hele, fra Cannes, til utallige lokale prisuddelinger – den vandt f.eks også både Robert og Bodil – inden den endte med den helt store triumf som årets film i USA. Da jeg genså den her et år efter, så forstår jeg også virkelig godt hvorfor. Den skelner kapitalismens globale krise, fra en vinkel vi ikke normalt ser den, den er meget klar om sin koreanske kontekst. Men den koreanske kontekst, den virker helt ærlig mere relevant end de fortællinger som engelsksprogede film har givet os…

Parasite er ikke den typiske fortælling om social uretfærdighed som vi kender det fra f.eks Ken Loach. Der er ikke som i Jeg, Daniel Blake et fortvivlet opråb om at blive hørt som borger, ej heller som i Sorry We Missed You en forundring over at arbejdslivet er blevet så hårdt. Kim-familien holder det meste af tiden humøret højt, og skaffer sig selv jobs med snilde og moralsk fleksibilitet. De er åbenlyst amoralske, og udtrykker heller ingen solidaritet med den tidligere husholderske da hun desperat prøver at få dem til fortsat at give hendes skjulte mand mad. Den slags hærdede arbejdere, der også fusker for at komme frem i livet, kan man sige Ken Loach også har skildret før i film som Raining Stones, men her bliver det kombineret med en nostalgisk tale om hvor meget mere solidarisk arbejderklassen dog var før i tiden. Den slags er der intet af i Parasite. Ej heller er der egentlig noget tegn på at nogen rigtig opfatter sig selv som tilhørende nogen ‘klasse’.

Jeg er ikke ekspert i koreanske forhold, men det flugter alligevel meget godt med min forståelse af Sydkoreas historie. Landet har en post-kolonial historie, hvilket påvirker alt inklusive klasse-opfattelsen. Japan koloniserede landet indtil 2. Verdenskrig, mere eller mindre amerikansk støttede regimer stod derefter som bolværk mod kommunismen, og det var først i halvfemserne at demokratiseringen kom. Der er ikke en halvfjerdser-periode man kan se tilbage på, hvor arbejder-partier forsøgte sig med økonomiske reformer, i stedet er der traumatisk borgerkrig og blodige studenter-oprør. Der er en national fortælling, en anti-diktatorisk fortælling, men ikke på samme måde nogle klasse-fortællinger.

Det er da også meget svært at forstå Kim-familien som arbejderklasse, dertil er de alt for elitære. Moren er tidligere medaljevinder i atletik, og børnene er overuddannede. Ki-woo er reelt en fremragende engelsk-tutor, og Ki-hung har artistiske evner, men de har ikke været i stand til at komme ind på de universiteter de gerne vil. Det er efterhånden en ret velkendt historie, Sydkorea fik efter demokratiseringen en af de højeste uddannelsesrater i verden. Alle tog en højere uddannelse, i håb om at kunne blive en af dem, der ville få del i det nye og bedre samfund. Andelen af gymnasie-elever der fortsatte på en videregående uddannelse er dog på det seneste faldet dramatisk, fra 90% i 2004 til 68,9% i 2017 ifølge wikipedia. Det er ikke arbejderklasse unge med en egen subkultur, det er internationalt orienterede og højtuddannede unge, der har fået at vide de tilhørte en ny og fri generation, men som alligevel sidder fast i de samme fastlagte mønstre, ligesom deres forældre. Eller, for nu at bruge en detalje der går igen i Parasite, de har stadig den samme lugt.

Jeg er så langt fra den første til at påpege, hvor meget af samfundskritikken i Parasite der bliver formidlet visuelt, via rum og indretning. Kim-familien bor nede i en fugtig kælder, hvorimod Park-familien bor i en villa, der immervæk er et scenografisk mirakel. Nede i villaens kælder lurer hemmelighederne og de for alvor udstødte. Hen imod slutningen vælter et gigantisk regnvejr nedover byen, og alt vandet flyder fra de riges huse oppe på bakkerne, og ned og oversvømmer de fattige nede i bunden. Det er meget tydeligt, at der er et visuelt hierarki i det samfund filmen skildrer, selvom mange af karaktererne ikke rigtig vil se det.

Men selvom det ikke er en original indsigt, så vil jeg alligevel igen fremhæve hvor absurd eminent brugen af rum og scenografi er i den her film. Det er ikke fordi kameraet finder hidtil usete vinkler at filme fra, eller imponerer med eksperimenterende klipning, men måden personerne fordeler sig i rum, og måden lyset falder ind i pågældende rum, det er simpelthen så virtuost lavet. Højdepunktet under regnvejret, hvor til sidst Kim-familien løber rundt i byen i overvældende total-billeder, kan nærmest sammenlignes med John Fords billeder af Monument Valley, så nærmest ikonografisk ætsende er det.

Da jeg genså den, så blev jeg bare mere og mere overvældet af, hvor stærkt rummene er brugt. En lille detalje er f.eks de små flashbacks der kommer hvor de to tidligere ansatte tænker tilbage på tiden da de arbejdede for arkitekten Namgoong, hvordan parret danser rundt i den vidunderligt smukke stue. Det er overvældende hvor meget arbejde der er gået med at få sådan et par sekunder til bare at ramme helt rigtigt, for det er samtidig en hel samfundsvision vi får præsenteret her, hvordan parret har følt sig en priviligeret tilskuer til arkitektens genialitet. De har ikke følt sig som udnyttede arbejdere, de har følt sig som meget heldige at de sådan kunne få del af frugterne af et planmæssigt mirakel. Og selvom de nu har mistet alt, og manden hænger ud i en kælder, så har det ikke fået dem til at genoverveje om der måske er noget galt. Manden vil bare gerne blive hængende. Da det ikke kan lade sig gøre rammes han af et morderisk vanvid, men det er Kim-familien det går ud over.

Det er de der glimt af indsigt, som gør filmen så relevant, tror jeg. Kim-familien der finder ud af, at de alle lugter af deres hjem. Omend far Ki-taek her bare siger, at de er heldige de overhovedet er nødt til at skjule hvor de kommer fra, det viser hvor langt de er nået. Hvilket, nej, det burde det ikke gøre i et velfungerende samfund, der burde man aldrig have grund til at skjule hvor man kommer fra. Ki-taek fortæller i bilen at forholdet mellem chauffør og passager er en art sammenhold , men senere hører han hvordan Park-parret alligevel ikke rigtig kan holde dem ud. Især deres lugt. Til sidst under massakren er det tydeligt for alle, hvor lidt de betyder for de rige, ingen vil hjælpe hans datter, og far Park tager sig stadigvæk til næsen, og så slår det klik.

De her klik. De er så genkendelige. Jeg tror f.eks alle unge filmanmeldere har øjeblikke hvor man tænker ‘vent, hvor prekær er jeg egentlig?’ I rigtig mange brancher, så kommer fastansættelserne eller forfremmelserne aldrig nogensinde, selv med forældre-hjælp udebliver de helt store gevinster på boligmarkedet, det er faktisk som om der stadigvæk er graverende uligheder i det danske samfund. Hvilket jeg altid godt har vidst, men som hvid mand er det svært at acceptere, at det skulle være mig det går ud over. Det slår vist klik hos rigtig mange for tiden, som man også kan se rundt omkring i verden.

Men den her ulighed, den eksisterer også i diverse vestlige filmbrancher. Al respekt for Ken Loach, men manden er 84, hans karakterer på min alder er aldrig sådan rigtig genkendelige. Ej heller føler jeg mig altid specielt genkendt i amerikanske film, hvoraf de største også stadig laves af folk som er endog mange årtier ældre end mig. Det hele er lidt gerontokratisk, og sjældent præget af alt for friske indsigter.

Her må man bare sige, at vesten er blevet overhalet indenom. Parasite er en fremragende film om global ulighed, med almene og friske indsigter, formidlet i et filmsprog der rammer plet på art-film målskiven. Personligt havde jeg givet Guldpalmen til Atlantics eller Portræt af en kvinde i flammer, to film der rent stilistisk falder mere i min smag, og som jeg også vil påstå er mere nyskabende rent filmisk. Men Oscar til Parasite? Ja tak! Og det er meget svært at benægte, at det er en af de vigtigste film i moderne filmhistorie. Den signalerer et magtskifte. Og jeg har f.eks svært ved at forestille mig den ikke skal optræde ret fint på næste års all time liste fra Sight & Sound.