Palmesøndag del 390
(Leos Carax, Frankrig
Cannes 2012, Prix de la Jeunesse)
Leos Carax var 51 år gammel, da Holy Motors havde premiere i Cannes i 2012, og hovedrolleindehaver Denis Lavant var kun 50. Det er yngre end konkurrenter fra samme årgang som Ulrich Seidl, Lee Daniels og Jacques Audiard. Det føles måske bemærkelsesværdigt, især fordi Holy Motors var så meget en comeback-film, 13 år efter Carax havde instrueret sin sidste film, og Lavant havde haft sin sidste mesterlige rolle i Claire Denis‘ Beau Travail. De var unge dengang.
Men det er også bemærkelsesværdigt hvor relativt unge de to stadigvæk var, kunstfilm-verden taget i betragtning, eftersom Holy Motors er en af de vildeste gammelmandsfilm, der nogensinde er lavet. En træt og vemodig film, om en mand i sidste del af sin karriere. En mand, der ikke føler tingene er som før, og som driver mod livets afslutning.
Samtidig er det selvfølgelig også en af de vildeste og mest energiske film, der har været i Cannes, og den vandt da også Ungdommens Pris dernede. Men set i dag er det slående hvor elegisk og mismodig den er om filmkunstens sidste vejrtrækninger. Særligt fordi tingene ser så meget værre ud i dag.
Titlens hellige maskiner henviser egentlig til den limousine, der fragter Mr Oscar (Levant) rundt i Paris fra job til job. Men i virkeligheden er det naturligvis filmapparatet, kameraerne og fremviserne, som er de hellige motorer. Motorerne, der spandt filmmateriale rundt inde i kamera og fremviser, dengang alt var analogt og på celluloid, og som ingen steder er at finde længere, efter filmverdenen er blevet fuldstændig digitaliseret. Det bliver flere gange antydet: Mr Oscar har en samtale med en mystisk gammel mand, spillet af Michel Piccoli, om hvordan han savner de store kameraer der plejede at optage ham, og til sidst snakker limousinerne sammen om, at menneskene ikke længere gider den slags store maskiner som dem selv, men vil have noget småt og lydløst, som man aldrig bemærker. Holy Motors er selv digital, af økonomiske grunde, men den er en hyldest til den gammeldags materialitet: Til celluloid, til tunge kameraer, som man måtte bygge hele skinnebaner for at få til at bevæge sig som man ville. Og så først og fremmest til de mennesker, der bruger deres kroppe og liv til at lave film. Først og fremmest skuespillerne, men også alle de andre, inklusive naturligvis auteurs som Carax’ selv.
Plottet er så simpelt, som det er sært. Mr Oscar har ni ‘møder’ i løbet af den her dag, og de møder viser sig så at være, at han skal spille en række sketches. I virkeligheden er der ti af den slags sketches, men på den ene eller anden måde tæller én af dem ikke med. Oscar spiller først en rumænsk tigger, derefter indspiller han et par scener på greenscreen, og så skal han bl.a. være med i et par melodramatiske sekvenser, og et par krimi/thriller-plots, foruden han giver den fuld gas som Monsieur Merde, et grønklædt stumt monster, der bortfører Eva Green, i en sekvens inspireret af Godzilla. Præcis hvad det hele skal til for, hvem der får noget ud af det, er svært at sige. Men vi kommer da igennem de fleste slags filmisk kvalitet: Der er noget socialrealisme, noget spænding, humor, satire, store følelser, familiedrama, endda en musical-bid.
Det er ikke alle sekvenserne, der i sig selv er lige fascinerende. Højdepunktet er for mig den vidunderlige musikalske entr’acte, hvor der spilles harmonika til den store guldmedalje. Scener som f.eks den hvor Mr Oscar skal hente en ung pige fra en fest, og skælder hende hæder og ære fra for at være upopulær, er sjovt skrevet, men filmisk ikke særligt interessante. Selv den enkleste sketch forbliver dog dybt mærkværdig. For hvorfor er det, at Oscar skal skælde den unge pige ud? Til at starte med tænker man, at han er hyret som reservefar til at hente hende, men hvorfor skal han være så decideret led? Hvem får noget ud af det? Vi ser ham senere ligge døende, mens en ung kvinde græder over ham, og det virker måske terapeutisk, men så viser det sig, at hun også er skuespiller. Så hvem er det de spiller for? Hvem får noget ud af det her?
Ja, det gør publikum jo. Vi identificerer os, får medfølelse, bliver spændte, nynner med. De hellige maskiner skaber følelser. Én af de uomtvistelige kvaliteter ved Holy Motors er, at den vitterligt hele tiden skaber følelser, selvom den er så åbenlyst falsk. Man får vitterlig ondt af den unge pige med den forfærdelige far, selvom filmen er helt åben omkring, at det ikke er virkelighed. Man kan tage metadiskussionen, at vi altid godt ved film ikke er virkelighed, og Holy Motors derfor ikke gør noget mærkeligere end f.eks Titanic, men alligevel, den formår at jonglere med et væld af følelser, og på meget kort tid skabe en sketch, der til tider rammer virkelig hårdt. Når til sidst Kylie Minogue kommer og snakker med Mr Oscar om det liv de engang havde, og synger sangen ‘Who were we’, skrevet med popgruppen Sparks, der senere lavede musikken til Carax’ Annette, så er der ikke et øje tørt, selvom vi på det her tidspunkt er så filtret ind i metalag og sceneskift, at det er helt umuligt at vide, hvad der er sandt og falskt længere.
Men den scene rammer nu også så hårdt, fordi det virker som om den handler om Mr Oscar og en kollega – omend scenens konklusion sætter spørgsmålstegn ved dette. Men de to gamle elskende snakker om hvordan de har brugt deres liv på deres arbejde, og ikke længere helt forstår hvad de har tabt, og hvor de er endt henne. Scenen rammer også ekstra hårdt for fans af Carax, fordi den synes at handle om hans eget liv. Mr Oscar er her stylet så han lidt ligner de få billeder vi har af den ret pressesky instruktør, og tematikken om at en kunstnerisk karriere ikke helt er gået som ønsket føles også ualmindeligt Carax’sk i 2012. Der er en ekstrem melankoli her, over spildt liv, spildt kunstnerisk potentiale, som ikke rigtig modvirkes af, at Holy Motors er en ret så fantastisk film, der ikke kunne laves af andre end Carax efter en lang pause. Læg dertil spekulation om, hvorvidt Minogues karakter er en hilsen til Yekaterina Golubeva, der spillede den kvindelige hovedrolle i Pola X, nok var Carax’ partner – der findes i hvert fald en datter ved navn Nastya Golubeva Carax – og som døde i 2011, bare 44 år gammel.
Hvis man kender sin Carax, så er Holy Motors således en ekstra givende film. De scener, som Mr Oscar indspiller foran en greenscreen i den anden sekvens, synes også taget fra tidligere Carax-film: Henholdsvis løbescenen fra Mauvais Sang og sexscenen fra Pola X. Men man behøver ikke at kende Carax for at fornemme en gigantisk melankoli, den bliver meget tydeligt formuleret filmen igennem. Jeg tror dog trods alt filmen rammer hårdest, hvis man er investeret i filmmediet, ja måske endda også ser det som ‘helligt’.
At overgangen fra celluloid til digital film var en kæmpe omvæltning, det er vist ingen hemmelighed. Der er stadigvæk enkelte instruktører, såsom Christopher Nolan, der kæmper imod, men helt generelt har hele filmkunstens materialitet ændret sig markant på stort set ingen tid. Og hvor de tidlige år med digitale billeder bød på radikalitet og nytænkning fra f.eks Michael Mann (Collateral, der stadig ser helt ubegribelig ud) og de danske Dogme-brødre, så ligner film for tiden sig selv fra den analoge tid, det er bare glattere og klarere, og føles meget mindre ægte. Superhelte-film optages rutinemæssigt foran greenscreen, hvorefter baggrunde sættes ind efter hvor i filmens fortælling man indsætter samtalen, og for tiden eksperimenteres der med at bruge AI-genererede statister, frem for at skulle betale mennesker af kød og blod hele tiden.
De sidste par år har COVID-epidemi og strejker så også lige givet et par ekstra nyrestød til kunsten. Ligesom nedskæringer på kulturstøtte og populistiske regeringers angreb på kunstnerisk frihed også har gjort skade. Filmmagasiner og festivaler lukker eller er i permanent krise, unge instruktører går over til streaming og tv i stedet, og helt generelt sker der næsten ikke noget nyt længere. Udover at flere og flere af de gamle mestre dør. Det er nemt at være negativ.
Jeg har det da også som om filmmediets snarlige død er et tema i virkelig mange film for tiden. Ikke mindst hvis filmene kommer fra ældre instruktører, der under alle omstændigheder snart selv forsvinder ud af filmverden. Det ses måske ekstra meget i Cannes i år, hvor både Francis Ford Coppolas Metropolis og Paul Schraders Oh Canada er blevet præsenteret delvist som statements om filmkunst og -kunstneres død. Derfor er det måske igen ekstra bemærkelsesværdigt, hvor unge de var, dem der lavede Holy Motors. Og hvor tidligt den kom, for hele tolv år siden. Filmmediet er trods alt stadigvæk ikke dødt. Og både Carax og Lavant lever og laver stadig film. Men Holy Motors er heller ikke bare en film om død, det er en film om liv, om mennesket som den hellige motor, der bare bliver ved og ved med at leve og i tilfældene Mr Oscar/Denis Lavant/Leos Carax ikke kan stoppe med at lave kunst. Tragedien kommer af, at de ikke har haft mulighed for at lave mere. Det må være hårdt for en hellig motor bare at spinne i tomgang.