rsz_2maxresdefault

Okja

Palmesøndag del 95 af 1716

Det er som om alle anmeldelser af Bong Joon-ho’s Okja skal starte samme sted: Med at fortælle hvad der skete da den havde premiere på Cannes i foråret 2017, hvor kritikerne først buhede da Netflix’ logo løb over skærmen, og derefter for alvor råbte og skreg da filmen til at starte med blev vist i forkert format. Men til sidst var der stående applaus. Jeg er lidt ligeglad med den forkerte ratio – det kan ske, suk – men historien om Netflix interesserer mig en del. Det er pudsigt at Netflix fik hele to film med i konkurrence, selvom de ikke ville vise dem i franske biografer. Og for mig er det ekstra pudsigt, at det drejede sig om to instruktører, der aldrig havde været i konkurrence før, Bong Joon-ho samt Noah Baumbach, med The Meyerowitz Stories. Det er altid sværere at få debutanter med – Netflix stod for to ud af blot fem debutant-film – så det er såmænd ret godt gået. Men hvad er det så for to instruktører, og to film? Bong nu, Noah senere.

Bong Joon-ho skulle have været i konkurrence før. Han har taget den normale stige i Cannes – The Host i Directors Forthnight i 2006, Mother i Un Certain Regard i 2009 – og han er elsket af de franske kritikere, i så høj grad at Cahiers du Cinema placerede The Host som nummer 4 på deres liste over bedste film fra 00’erne. Det er da meget godt gået. Og derudover er Bong’s seneste film før denne, Snowpiercer, et rimelig fantastisk actionbrag, rå og konsekvent og tankevækkende, men den nåede vist ikke at blive færdig til tiden, så den fik først premiere i løbet af sommeren. Foruden debuten Barking Dogs Never Bite, en lowbudget komedie, kan hans film inddeles i to grupper: Mord-opklaringer (Memories of Murder, Mother) og effekt-film (The Host, Snowpiercer, Okja) Effekt-film er en bred pensel, men det er mest fantasien og effekterne som binder monsterfilmen The Host sammen med sci-fi tog-filmen Snowpiercer og Okja, en relativt ubestemmelig film om en lille pige og hendes muterede supergris.

Direktøren for fødevarefirmaet Mirando, Lucy Mirando (Tilda Swinton) sætter gang i et 10-årigt stunt, hvor en gruppe af super-grise skal opfodres hos bønder over hele verden, hvorefter de skal sammenlignes og den største og bedste skal findes. Det giver ikke rigtig mening, det virker som alt for mange penge at bruge på et marketingsstunt, for at dække over det ret åbenlyse, at grisene naturligvis er unaturlige og genmuterede, men lad det nu ligge. Den ene gris, Okja, vokser op hos den unge pige Mija (Ahn Seo-hyun) og hendes bedstefar Heebong (Byun Hee-bong) i de maleriske koreanske bjerge, hvilket jo naturligvis er det bedste sted i verden at vokse op, så hun bliver naturligvis den bedste gris i verden. Hvilket betyder firmaet tager hende til New York. Hvilket betyder Mija stikker af for at bringe hendes elskede supergris hjem igen. Og så står kampen naturligvis mellem den lille pige, det store onde konsortium, og en tredje gruppering, ALF, Animal Liberation Front, en gruppe øko-terrorister ledet af Jay (Paul Dano).

Det lyder måske forvirrende. Der sker rigtig meget i en Bong Joon-ho film, og de skifter gerne stemning meget hurtigt. Det er ekstremt tydeligt i Okja, som åbner med en stærk satirisk udlægning af et pressemøde hos Mirando i 2007, hvor Lucy holder hof og giver den fuld gas med corporate speak, mens der indlægges klip af animationer og andre videoer. Og derefter kommer der en lang passage med Mija og Okja i Korea, uden replikker, uden plot, blot sjove og idylliske scener af en pige og hendes gris i et helt utrolig lysegrønt landskab. Det går fra storm til stilhed, på et splitsekund. Og så tilbage igen, og frem, og tilbage, ganske mange gange i løbet af de næste to timer. Her er mit problem: Jeg synes de overgjorte scener er ret forfærdelige. Tilda Swinton spillede også med i Snowpiercer, og jeg havde det også ret svært med hendes karakter dér, men det var alligevel så overgjort at det næsten fungerede. Her er hun bare irriterende. Og Jake Gyllenhaal er endnu mere irriterende som Johnny Wilcox, en afdanket tv-stjerne, hvis dyre-program ikke er noget længere i USA, og som frygter at Okja vil tage hans plads som Mirando’s maskot. Han er overgjort, hysterisk, og det hjælper ikke på det at han til tider ligner en parodi på en homoseksuel mand.

Det fik mig til at tænke en del over køn hos Bong Joon-ho. Jeg var virkelig overrasket over Wilcox-figuren, men det er samtidig også pudsigt, at Tilda Swinton, en af de mest kendte androgyne skuespillerinder, har været skurk i flere af Bong’s film. Heltene, derimod, er små piger (The HostOkja) eller mandlige muskelbundter (hurra for Chris Evans i Snowpiercer). Der er godt nok også mange unge kvinder / piger, der bliver myrdet i hans film. Men på den anden side… Der er antydningen af et homoseksuelt forhold blandt to medlemmer af ALF, og selvom det forbliver ved antydningen er det noget af det mest omsorgsfulde og kærlige jeg har set mellem to mænd i nogen mainstream-film. Og selvom de er usympatiske er karakterer som Lucy Mirando i Okja og moderen i Mother også ganske komplekse. Det er mudret. Men sådan er der så meget i Bong Joon-ho’s film.

Bong Joon-ho må være en mester i antydningens kunst i politiske film. Han evner vitterlig at strejfe et emne og bruge det. Han forstår ikonografi. I The Host kommer monsteret af at den amerikanske hær – som har baser i Sydkorea – dumper kemikalier, noget som skete i virkeligheden. Mod slutningen opstår der en kæmpe demonstration mod styrets håndtering af monsteret, og monsteret gasses med ‘Agent Yellow’, en tydelig hilsen til Agent Orange fra Vietnam-krigen. Det er ikonografi fra virkelige skandaler, og virkelige demonstrationer, blandet ind i en monsterfilm. Snowpiercer, med sit tog strengt inddelt i plads til de rige og de fattige, spillede stærkt ind i et post-krise opgør med de rigeste. Og Okja kører naturligvis på en fødevare-kritik (Mirando er naturligvis firmaet Monsanto, der er centrum i ret så mange skandaler og konspirationer) men bruger også undervejs billeder der nærmere bringer tankerne på holocaust.

Bong Joon-ho er bare ganske enkelt en god billedskaber. Han kender et godt billede når han ser det, og har ingen skrupler med at kopiere det. Og i modsætning til så mange andre kopister i filmens verden, så indoptager han andet og mere end blot andre film. Han er ganske enkelt en god film-skaber, man kan mærke hans film rigtigt. Der er en scene hvor Mija forsøger at knuse en glasvæg ved at hoppe ind i den, og at hun hopper ind i glasset vises to gange. Thump-THUMP siger det, komplet ulogisk, for hun kan jo kun ramme det én gang, men det føles rigtigt alligevel. Det er den feeling en god instruktør vel altid skal have, og da især en god mainstream-instruktør. Og Bong’s film føles virkelig ofte helt rigtige. Og Okja er måske den af hans film der føles aller bedst. Så mange gode sekvenser, fra de idylliske billeder af Korea, over til fænomenal brug af sange man ikke lige så komme, og til små lydløse scener, som én hvor Jay kommunikerer til Mija via skilte med tekst. Der er noget over farverne i den sekvens, som jeg har svært ved at få ud af hovedet. Det behøvede virkelig ikke at være noget, det er bare lidt information der skal gives fra én person til en anden, men farverne, altså!

Hvis Cannes insisterer på at vise mere mainstream-agtige film, så har jeg ikke noget imod at de vælger Bong Joon-ho. Han er lidt overfladisk i hans udnyttelse af politisk ikonografi, men det er på den anden side at foretrække frem for mere tunge og prætentiøse film som f.eks. Denis Villeneuve’s stupide SicarioSå Okja er altså en stærk film fra en instruktør, der formår at forene bredt attraktive film med et i det mindste pseudo-dybt ikonografisk lag, som såmænd er sjovt, snarere end frustrerende, at tænke over. Og det er sådan set ikke så lidt. Og så var Bong Joon-ho oven i købet en fransk darling i forvejen. Hvis Netflix gik målrettet efter en Cannes-deltager, der stadig ville have bred appel, så er Okja rimelig godt ramt.

Vi får se om det samme kan siges om Noah Baumbach.