Les Misérables

Palmesøndag del 227
(Ladj Ly, Frankrig
Cannes 2019, Jury Pris + Vulcan Teknisk Pris (Flora Volpelière (klipning) & Julien Poupard (fotografi))

En gang imellem skal man fange øjeblikket. Ladj Lys Les Misérables er baseret på en kortfilm han lavede i 2017, men dens indledning kunne aldrig være lavet før året efter. Her ser vi mange af filmens unge karakterer i ekstatisk jubel over det franske fodboldlandsholds triumf ved VM i 2018. Der er mange gode ting ved Les Misérables, men få er så fantastiske som da den melankolske musik sætter ind henover billederne af jublende masser på Champs Elysée, og ordene ‘Les Misérables’ viser sig. I dag er de glade. Men de er stadig fortabt.

Den indledning placerer Les Misérables stensikkert i tid. Juli 2018. Derudover er filmens største styrke, at den er næsten lige så stensikkert placeret i rum. Montfermiel, en trøstesløs forstad til Paris. Plottet i Les Misérables er set en del gange, f.eks i Training Day eller danske Shorta fra i år. Men få film har så stensikker en fornemmelse for miljø, hvilket hæver Les Misérables over mængden.

Den unge betjent Stephane Ruiz har første dag på nyt arbejde. Han følger derfor de to betjente Chris og Gwada rundt i kvarteret, mens de med mere eller mindre lovlige midler holder orden over det hele. Det er dog en af de dage hvor tingene eskalerer. En lille dreng, Issa, har stjålet en løveunge fra et cirkus, hvilket er på vej til at starte en konflikt mellem cirkus-folkene og den gruppe der også står for lov og orden i kvarteret. Betjentene sætter derfor hårdt ind for at finde Issa, men det provokerer de unge drenge på gaden, som begynder at kaste med ting. Hvilket får en betjent til at miste besindelsen. Og pludselig er det en kamp mod uret at få tingene til at falde til ro igen.

Forskellen på Shorta og Les Misérables: Shorta er indvandrer-slang for betjent, og har mere eller mindre konstant fokus på betjentene. Les Misérables er jo titlen på en fransk roman, der her kommer til at gælde den etnisk sammensatte befolkning i forstaden, og filmen har da også stor fokus på at beskrive den verden de bevæger sig i. Fokus på politi vs fokus på forstadsbefolkning. Det gør filmen så meget mere levende. Det er lidt pudsigt, for betjentenes opførsel i Shorta er langt mere uforsvarlig og tydeligt racistisk, men alligevel virker det langt hårdere i Les Misérables. Fordi karakterne i Les Misérables i langt højere grad er skildret som karakterer i egen ret. Ikke som engle, men som mennesker.

Tag f.eks det faktum, at ro og orden i høj grad bliver opretholdt af hvad betjentene kalder ‘det muslimske broderskab’, en gruppe muslimer med store skæg og kjortler, der forsøger at holde de unge rødder væk fra gaden. Jeg tror aldrig jeg har set hvad der lader til at være ret fundamentalistiske muslimer skildret som en positiv kraft i en dansk film, hvilket ikke tager bort fra, at det selvfølgelig er dybt problematisk at det er moskéen, der er det eneste mulige tilbud til de her unge mennesker. Den slags nuancer havde hjulpet i Shorta.

Eller scenen hvor betjentene chikanerer nogle unge piger. Chris lader mest til bare at lægge mærke til at de er lækre, og da Stéphane spørger ham hvorfor de skal stoppe siger han ‘Kan du ikke lugte hash?’, hvilket i sammenhængen virker som en totalt dårlig undskyldning. Men så kommer vi derhen, og der er faktisk en joint på jorden. Men Chris lader alligevel til mest at være optaget af at være dominerende og gøre dem utilpasse. Hvilket nærmest bare gør det endnu værre, end hvis der intet påskud havde været. For unge mennesker ryger jo hash, det gjorde jeg også lidt som yngre, men der kom sgutte nogle betjente og var nederen over for mig. Hvordan ændrer man den uretfærdighed, når det stadigvæk er ulovligt at ryge hash?

Eller tag den dramatiske begivenhed i centrum. Issa er en idiot, vi ser i filmens start at hans far nærmest er ved at give op med ham. Han stjæler en løve fra et cirkus, hvilket nærmest sætter gang i en bandekrig, der er folk med økser, og der er trusler om pistolskud. De unge drenge er unægtelig truende over for betjentene, og havde det været USA havde de tre betjente kunne decideret plaffe dem ned og sagt de var bange bagefter, og intet ville være sket. Det er et kort øjeblik at Gwada mister besindelsen, han sigter ikke efter Issa, men han rammer en ung dreng i håndjern lige i øjet. Det er umuligt at forsvare, umuligt at bortforklare, det er, da det bliver filmet af en drone, en situation der kan sætte alt i brand. Også selvom ingen er døde.

Ladj Ly forstår det her, han skaber situationer der afdækker den strukturelle uretfærdighed, i stedet for at det er situationerne i sig selv som er dødsens uretfærdige. Som i Spike Lees Do the right thing, så foregår filmen en brandvarm sommerdag, hvor temperamenterne nemt koger over. Men det gør det jo i alle kvarterer, det er bare dødsens farligt i et kvarter, der altid balancerer på et knivsæg. Det sociale miljøportræt er tegnet fabelagtigt op, og virker ret meget som en krudttønde, der bare venter på et blive sat i brand.

Jeg er rigtig godt tilfreds med den slags film, og egentlig behøvede vi overhovedet ikke at snakke om, at hverken fotografering eller klipning til gengæld kan siges at være sådan helt vildt original. Men det bliver vi så alligevel lige nødt til at strejfe, for det gik simpelthen hverken værre eller bedre end at klipper Flora Volpelière og fotograf Julien Poupard delte Vulcan prisen for bedste tekniske bidrag. Hvilket for mig at se er relativt uforståeligt, og da især når Claire Mathon kom på andenpladsen og fik en ‘Special Mention’ for hendes nyskabende fotografering af både Atlantics og Portræt af en kvinde i flammer. Det rammer ret meget ved siden af. Og da især fordi det misser hvorfra værdien er kommet i den her film, den er skabt af folk der kender miljøet, der er amatører med, rigtig mange børn, alle gør det virkelig godt her. Det er ikke de professionelle filmskabere, der har formået at få noget værdifuldt ud af det. Så Vulcan-prisen var en af de mere mærkværdige priser i 2019.

Dermed ikke sagt, at Les Misérables er en grim film der er dårlig klippet. Det er den bestemt ikke. Men dens kvaliteter, de kommer i aller højeste grad lige præcis fra dens fokus på, og brug af, de miserable selv.