Atlantics

Palmesøndag del 164
(Atlantique, Mati Diop, Senegal
Cannes 2019, Jury Grand Prix & Vulcan Award Special Mention (Claire Mathon, Foto))

Når jeg ser en film, så leder jeg som regel efter noget nyt og anderledes. At jeg ser noget jeg ikke har set før, at reglerne bliver brudt, at der sker noget lidt farligt. Jeg vil gerne have at jeg bliver udfordret. Men. Hvis jeg går efter at blive udfordret, er det så virkelig en udfordring, hvis jeg får hvad jeg går efter? Der er mange film, som helt tydeligvis bruger filmsproget anderledes end mainstream. Hvis man følger med i festival-verden i nogle år, så er det efterhånden også ret tydeligt, at mange alternative instruktører er eksperimenterende og nyskabende, på præcis samme måde… Det eksperimenterende, alternative, uafhængige, kan lynhurtigt blive sin egen genre, med sine egne koder, sine egne signaler. Så det der ofte sker når jeg ser noget som er helt ægte anderledes og nyt, det er at jeg ikke forstår det, afviser det, ignorerer det. Det skete med Atlantics, som jeg så i Grand sidste efterår ifm CPH:PIX. Jeg kunne godt mærke der var noget, men jeg kunne ikke få hånd om det, og så tænkte jeg mest at den nok var lidt rodet og uklar. Heldigvis fik den en chance til, her efter den er kommet på Netflix. Det var mig, der var rodet og uklar. Atlantics er et freaking mesterværk, dybt foruroligende, reelt nyskabende. Jeg tror næsten jeg vil gå så langt som til at kalde det en milepæl.

Mati Diops film er helt tydeligt en genre-hybrid, allerede der er den lidt svær at sætte i bås. Den starter som en kærlighedsfortælling. Ada og Souleiman elsker hinanden, men Ada er lovet væk til den rige Omar. Efter at Souleiman bliver snydt for sin løn på en stor byggeplads beslutter han og en masse andre unge mænd at forsøge sig med rejsen til Europa, og en efterladt Ada gifter sig med den rige bejler. Og så er det at det begynder at blive mystisk. På bryllupsnatten brænder brudesengen. Det rygtes at Souleiman er blevet set omkring gerningsstedet. Kvinder med hvide øjne begynder at vandre rundt på gaden om natten. Og det hele efterforskes af en ung detektiv, der også selv har nogle mærkværdige søvnproblemer. Pludselig er det en genre-film. Eller er det?

Den her hybrid-karakter er imponerende nok på et genreplan. Men det er det at den fragmenterede ubestemmelighed breder sig til alle aspekter af filmen, som gør den så foruroligende og fabelagtig. Søvngænger-damerne vandrer pludselig ud på gaden i flok, som om en helt anden film tog over. Den unge detektiv introduceres aldrig, før han pludselig er en af hovedpersonerne. Det er virkelig svært at svare på hvornår den ene historie slutter, og den anden begynder. Det er som om filmen nærmest går i stykker, og skal stykkes sammen igen.

Og det samme kan siges om den visuelle side. Der er noget dybt foruroligende over visualiteten i Atlantics, fordi den på samme tid virker så sløset, og så alligevel er så åbenlyst gennemtænkt. Det hele er lidt lo-fi, lidt billigt, skuespillerne mumler lidt, det ser lidt digitalt ud, lidt rystet. Og så er det alligevel så kontrolleret, at det ofte føles som om det hele er med vilje. Der er indsat så mange små klip af havet, af himlen, af forskellige møbler såmænd, at der helt tydeligvis er en symbolsk dimension. Eller også var der bare ikke penge til andet end lige at spice det hele op med et par billeder af naturen? Læg dertil også at selve tidsdimensionen er fuldstændig bizar. Lyset er så mærkværdigt. Hold fast hvor lyser gadelamperne kraftigt, og hvor er der mange scener der finder sted i daggry. Der er en søvngængerstemning, morgendis, varmedis, tåge. Neonlys på en bar. Tiden er gået itu.

Det element, som i sidste ende fik mig overbevist om, at Mati Diop ved præcis hvad hun laver, er det store tårn, som sætter hele filmen i gang. Når nu jeg vidste at filmen i virkeligheden handler om Ada, så var det svært ikke at lægge mærke til hvordan indledningen tålmodigt etablerer tårnet som ting, arbejdernes utilfredshed, hvordan det hele i virkeligheden kan spores tilbage til det her tårn. Og det er så mærkelig en ting, en moderne skyskraber, midt i et fattigt område, som overhovedet ikke kan rumme det. Det føles aldrig som en del af den virkelige verden. I hvert fald ikke det virkelige Dakar, det virkelige Senegal. Og det er da heller ikke en virkelig og reel del af den afrikanske verden, for det er jo bygget på lyssky maner, hvor de afrikanske arbejdere bliver snydt så vandet driver. Bogstavelig talt, for de ender jo med at måtte stikke til søs i desperation, på en farefuld færd, hvor mange lider druknedøden. Det her tårn er, på en meget reel måde, ikke en del af den afrikanske virkelighed! Det er bare placeret i Afrika, men afskåret fra afrikanerne, bygget op af helt andre grunde end hvad den lokale virkelighed har brug for.

Og her vil jeg komme med en samlet tolkning af hele filmen, og dens plads som milepæl i moderne filmhistorie. For de her tårne. De er tegn på noget relativt nyt i verdenshistorien. Det er globaliseringen, og hvordan internationale pengestrømme, via finansverdenen, har afmonteret store dele af virkeligheden fra tid og sted. Lande som Senegal er vitterligt på en eller anden måde afmonteret fra den virkelige verden, råstofferne er ikke en senegalesisk ting, de er noget som store firmaer kan tjene penge på. Sådan er det i store dele af verden, regeringerne styres af kleptokrater, der hvidvasker værdier, får dem sendt i eksil på ejendomsmarkederne i udenlandske storbyer, uddeler arbejdskontrakter til venner og bekendte, som ikke rigtigt har andet formål end at sætte en proces i gang, hvorfra kan fuskes så og så mange penge ned i lommerne på dem med de rigtige forbindelser. Det her tårn. Det har intet at gøre det her sted, med den her tid. Det hører vitterligt til i en helt anden verden, et sted lige så tæt på London som det er på Dubai. Og den fornemmelse har aldrig været så stærk som i de flimrende billeder i Atlantics.

Fornemmelsen af hvordan globalisering virkelig fragmenterer store dele af den fattige verden, på en helt anden måde end kolonialisering gjorde, det har jeg aldrig set skildret som i Atlantics. Det er et helt nyt billedsprog, fragmenteret, flimrende, halvvejs amatøristisk og skramlet, halvvejs umanerlig gennemtænkt og mesterligt udført. Der er en nerve her. Mati Diop var den første sorte kvinde i hovedkonkurrence nogensinde. Den første fra Senegal i hvert fald i mange, mange år. Hendes film viser en vej frem, det kunne blive et blueprint for de næste tyve års filmkunst fra en hel stribe af nationer. Nigeria har f.eks. en af verdens største filmindustrier allerede, men det hele er så billigt og skramlet, at det aldrig kommer på festivaler. Jeg kunne sagtens se en Atlantics blive lavet i Nigeria, eller i Tanzania og Etiopien, andre lande med low-budget eksplosioner, eller alle mulige andre steder. Der er så meget energi, så meget håb, så meget materiale i den her mærkværdige, drømmende, flimrende, mesterlige film. Den er helt unik og enestående. Indtil videre. Måske er der hundredevis af film som minder om den om ti år. Så er den mindre unik og enestående. Men sandelig en milepæl.

Næste Uge: En instruktør, som er nyskabende på en lidt mere sædvanlig måde. Den russiske Andrei Zvyagintsev, og hans film The Banishment og Loveless.