Palmesøndag del 225
(La princesse de Montpensier, Bertrand Tavernier, Frankrig
Cannes 2010)

‘No one does period better than Tavernier. Everything else is a pale joke, a badly glued moustache, stilted expositional dialogue, and antique furniture.‘
Carloss James Chamberlin, for Senses of Cinema

Bertrand Tavernier er vitterlig god til at skildre Historie. Der er noget helt særligt over film som Let Joy Reign Surpreme (1975), Rent bord (1981) og Selve livet og intet andet (1989). Hans perioder føles som steder hvor folk rent faktisk lever, som ikke bare er opstillet for at en film skal udspille sig, men reelle verdener, hvor også andre ting foregår ude i periferien. Hans verdener er nødt til at leve i sig selv, for hans fortællinger handler ofte netop om hvordan der sker ting som hovedpersonerne ikke har kontrol over, hvad end det er regenten i 1700-tallet i Let Joy Reign Surpreme, der ikke rigtig har styr på hvad der sker i Frankrig, eller kunstnerne i film som En søndag på landet, Round Midnight og Daddy Nostalgi, der, i modsætning til mange kunstnere på film, agerer i en social kunst-verden i konstant omvæltning, som de ikke selv er herre over.

The Princess of Montpensier er måske den mest rendyrkede ‘periode’-film Tavernier nogensinde har lavet, med en handling om store følelser i et miljø af fyrster, fyrstinder og sågar kongelige. Man kan godt forstå det var adgangsbilletten til en tilbagevenden til Cannes efter tyve år. Og det er også fint nok. For selvom noget helt sikkert går tabt, når historie og plot fylder så meget i forhold til de tidligere film, så er det en stor fortælling Tavernier har givet sig i kast med, og han formår at tilføre den ret meget unikt Tavernier’sk. Og Cannes vil jo altid gerne have gamle mænd med i konkurrence, og så kunne man dælme finde værre ting end over-middel Tavernier.

The Princess of Montpensier er vitterlig en stor historie, for det er en filmatisering af et af de vigtigste værker i fransk litteraturhistorie, Madame de la Fayettes historiske roman af samme navn fra 1662. Handlingen udspiller sig et århundrede tidligere, i en periode hvor Frankrig var præget af religiøse krige mellem katolikker på den ene side og protestantiske ‘huguenotter’, en konflikt der også udviklede sig til en generel kamp om kongedømme og magt. Det var i forbindelse med den her konflikt at Bourbon-slægten, Frankrigs sidste kongeslægt, kom til magten, hvilket dog sker efter filmen slutter.

Filmen og romanen handler i stedet, ganske typisk for Tavernier, om hvordan den her store Historie påvirker mennesker. Melanie Thierry spiller Marie, som på dansk nok er ‘fyrstinden’ af Montpensier, en ung kvinde, oprindelig markise af Mézières, der egentlig er forelsket i hertugen af Guise (Gaspard Ulliel), men som da de politiske realiteter ændrer sig i stedet bliver gift med fyrsten af Montpensier (Grégoire Leprince-Ringuet). Men Guise er stadig forelsket i hende, og hun i ham. Da fyrsten bliver kaldt til hoffet i Paris bliver Marie tilbage sammen med fyrstens ven greven af Chabannes (Lambert Wilson), en nobel mand, der også hader de meningsløse religionskrige, men som uheldigvis også forelsker sig i Marie. Og da pludselig kongens bror, hertugen af Anjou (Raphaël Personnaz), kommer forbi, ja så forelsker han sig sørme også i den smukke kvinde. Og så bliver fyrsten godt nok jaloux, hvilket forværrer forholdet yderligere, og fyrstinden vil virkelig godt have en anden mand. Men det er ikke ret nemt at have en affære med så megen krig rundt omkring.

Det er en ret kompleks fortælling, og måske kan man godt lidt mærke, at det er baseret på en meget tidlig roman, for ikke alt giver lige meget dramatisk mening. Men så vidt jeg kan se er der visse berømte scener, der bestemt bliver fint forløst, som da Guise og Anjou ser markisen mens hun sejler i en lille båd på vandet, eller da alle fem hovedpersoner, den smukke kvinde og de fire mænd som alle sammen er forelskede i hende, spiser en enkelt middag, hvor stemningen er sådan rimelig anspændt. Og klimaks, der udspiller sig under massakren på ‘Bartolomæusnatten’ i 1572 er også med, naturligvis. Det er mere dramatisk end Tavernier normalt har arbejdet.

Men derudover laver Tavernier virkelig mange scener, hvor han får formidlet sine ting på filmisk vis. De mange slagscener er f.eks rimelig unikke, roligt kamera-arbejde – det første trackingshot er rimelig vildt! – tydeligvis koreograferede bevægelser af heste og mænd, men samtidig absurd kaotisk og planløst. Der er ingen strategi eller taktik, der er bare meningsløs død og vold og folk som desperat forsøger at holde sig i live. Det er ikke nobelt, det er ikke spændende, men det er heller ikke et forsøg på at skabe indlevelse som f.eks Saving Private Ryan. Det er grimt og dumt og nok ikke historisk korrekt i forhold til hvad jeg kan læse mig til, men bestemt et blik på hvad krig er for noget. Og det er sådan set det vigtigste, det er derfor Tavernier er så god til at lave Historie.

Der er flere unikke scener, f.eks brylluppet mellem Marie og fyrsten. Her ser vi først hvad der må være en af filmhistoriens kedeligste banketter, et måltid mellem folk der ikke kender hinanden – slægterne skal som sagt bindes sammen af politiske årsager – hvor de gamle mænd alligevel kloger sig om alt. Derefter viser filmen bryllupsnatsritualet i sin kejtede misogyni, hvor Marie er ulykkelig og nervøs, fyrsten er lidt irriteret over at hun ikke er mere med – ‘har din mor intet lært dig?’ spørger han surt mens hun ligger helt stille – og alle andre sidder udenfor for at lytte med til at det nu også går for sig som det skal. Da vi hører et enkelt forskrækket smertens-piv løber kvinderne straks ind til parret og hiver lagenet ud, og jep, der er blod! Alt er godt. Kæft den scene er i virkeligheden som noget fra en horror-film, men det er sgu nok ret historisk korrekt.

Al den slags småting er der stadigvæk plads til, men ikke lige så meget som der plejer, dertil går der lidt for meget tjubang og følelser og storpolitik i den. Filmen kan heller ikke helt undgå at lide af, at dens centrale kærlighedshistorie er lidt sær. Hertugen af Guise er en historisk person, en virkelig nederen historisk person, og det er ikke fordi vi decideret skal heppe på han får fyrstinden, men det gør det så også omvendt lidt svært at skildre hende sympatisk, når hun det meste af tiden bare længes efter en fanatisk katolsk massemorder (Guise ledte massakren på tusindvis af hugeunotter, han var virkelig nederen). Her er der nogle historiske idéer, og en måde hvorpå historie og fantasi blandes sammen, som gør filmen lidt forvirrende at følge med i.

Der er en historisk pointe ved romanen og filmen, som man i dag nok skal læse sig til, men hertugen af Anjou siger på et tidspunkt, at han er virkelig sur på Guise, og gerne ville duellere ham, fordi de begge er forelsket i den samme kvinde, men at han ikke kan sætte sit liv på spil som kongelig. Den sætning har noget historisk ironi: Hertugens bror døde senere, og hertugen blev konge som Henrik d. 3., og han røg så meget i totterne på Guise, at kongen beordrede ham myrdet, hvilket dog så provokerede katolikkerne så meget at kongen selv blev myrdet året efter. Ser vi i den her fortælling grundstenen til den konflikt, der til sidst endte med at tage livet af dem begge? Det havde vi måske ikke behøvet, det gør i sidste ende bare plottet lidt for forvirrende…

Det er lidt der The Princess of Montpensier ender med at ligge. Det er en ret god film, for Tavernier er virkelig god til at lave det her. Men der er ikke ret meget af det, som han ikke har gjort bedre før, og den er slået så stort op, og baseret på så stor en fortælling, at der heller ikke rigtig er plads til nok af alt det som Tavernier er bedst til. Men noget af det er der plads til. Det var eneste gang efter 1990 at Tavernier lige fik lov at være med i den største konkurrence. Hvis endelig det skal være, så var det sgu meget godt. Han lavede stadig virkelig gode scener, som nærmest ingen andre end ham kunne lave.

Serien om Bertrand Tavernier begyndte med Une semaine de vacances