Palmesøndag del 432
(Tre piani, Nanni Moretti, Italien
Cannes 2021)
Der er et virkelig interessant spil i Nanni Morettis omfangsrige filmografi mellem Nanni Moretti, kunstneren, og Nanni Moretti, mennesket. Da han var ung udgjorde mennesket Nanni Moretti en stor del af attraktionen ved hans film. Hans komiske fysiske bevægelser var basis for en masse små scener, og selvom hovedpersonen hed Michele Apicella havde man tidligt på fornemmelsen det var en tynd forklædning som den virkelige Nanni Moretti tog på, og at de mange holdninger og problemer som Michele rendte rundt med, i virkeligheden lige så meget handlede om Moretti selv.
Det var aldrig rigtig rigtigt, allerede i Morettis debutfilm havde Apicella et barn, noget som Moretti først fik over tyve år efter. Og i de senere ‘Michele Apicella’-film var der en dynamisk vekslen mellem om Apicella var et alter ego, eller en helt anden karakter. Først var han filminstruktør, i en position meget lig Moretti. Så var han seriemorder. Derefter lavede Moretti i halvfemserne dagbogs-agtige film, men skiftede så i nullerne fokus over til noget meget mere fiktionelt, for til sidst i Min mor at lade Margherita Buy spille en typisk Moretti-rolle som filminstruktør med rodet privatliv. På et tidspunkt får hun i en drøm at vide, at hun laver den samme film hver gang, at hun skal prøve at gøre op med alle rutinerne og lave noget helt nyt. En udmærket lille joke fra en instruktør, hvis virke også som få andre kunstnere har levet i spændet mellem forskel og gentagelse.
Desværre forsøgte Moretti selv at tage rådet til sig i sin næste spillefilm. Three Floors er ulig noget som helst andet Moretti har lavet. Baseret på et romanforlæg af den israelske forfatter Eshkol Nevo, som ikke minder ret meget om en Moretti-fortælling. Moretti selv spiller bare en lille birolle, som endda forsvinder ud af filmen. Stilen er til tider nærmest anti-Moretti’sk. Det er som om, at snarere end at komme videre er Three Floors et forsøg på at lade Moretti-kunstnerfiguren forsvinde. Men desværre bliver der ikke puttet andet godt ind. Og så bliver resultatet en forbløffende tom og kedelig film.
I det mindste er det ret imponerende at Three Floors kan være så tom kedelig, når der samtidig sker så utroligt mange ting i filmen. Tag f.eks bare åbningsscenen. En dør går op, og højgravide Monica (Alba Rohrwacher) går ud på vejen, desperat efter at finde en taxa der kan få hende på fødegangen. Så speeder en bil forbi hende, rammer en anden kvinde, og kører direkte ind i huset, hvor den er liiiiige ved at ramme en ung pige. Bag rettet sidder Andrea, søn af de to dommere Dora og Vittorio (Margherita Buy og Nanni Moretti), og han er beruset. Så på ingen tid har vi en fødsel, et dødsfald, en ung mand på vej i fængsel, og en lille pige med en stor forskrækkelse. Det bliver værre endnu, for pigen plejer at blive passet af en gammel mand ved navn Renato, som da han rammes af demens forsvinder væk med pigen en aften. De bliver fundet igen, men pigens far Lucio frygter, at Renato har gjort noget slemt. Og Monica frygter derudover at hun vil blive ramt af en fødselsdepression, for det gjorde hendes mor.
Og det er bare setuppet. Der er mere end én sag om pædofili i filmen, som i øvrigt også strækker sig over ti år, og på et tidspunkt er der ud af ingenting et racistisk angreb på en genbrugsbiks, med molotov-cocktails og det hele. Det er alt alt alt alt for meget, voldsomme begivenheder springes let henover, og der er nogle mærkværdige ting ved plottet jeg simpelthen ikke kan få til at passe sammen.
Hvad der til gengæld ikke er i filmen, er ret meget genkendeligt Moretti’sk indhold. Der er stort set ingen humor, referencerne til italiensk politik er diffuse og abstrakte. Der er ikke engang noget vandpolo eller nogen Sachertorte, eller de andre små sjove detaljer der går igen hos Moretti. Fotograferingen af Michele D’Attanasio er totalt personlighedsfri. Musikken af Franco Piersanti er melodramatisk og anmassende. Nærmest alle involverede har lavet gode ting før, men det virker ikke som om nogen som helst kan få det her materiale til at fungere.
Alene længden. To timer er generelt for lang tid for en Moretti-film, eftersom de i høj grad lever af at være energiske. Men den her film er som drænet for energi, og så bliver den bare ved og ved og ved. Og alle trasker bare rundt i det ene plot efter det andet, indtil deres karakterer bliver fuldstændig glemt inde bag ved mængden af kedsommelige forviklinger.
Der gik seks år mellem Min mor og Three Floors. I mellemtiden lavede Moretti dog dokumentaren Santiago, Italia (2018), der på ualmindeligt normal dokumentar-vis fortalte historien om hvordan den italienske stat tog imod politiske flygtninge fra Pinochets Chile. Det er så stilistisk neutral en film, at det kunne være lavet af hvem som helst, men i en ret morsom scene ser vi en tidligere militærmand sidde i fængslet og plædere for sin sag, og sige filmen jo må kigge på det upartisk, hvorefter Moretti kommenterer lige så tørt ‘Jeg er på ingen måde upartisk’. I den film var den politiske Moretti der stadigvæk, i det mindste. Så hvorfor også gemme ham væk i den næste film? Han nærmede sig de halvfjerds, lavede generelt kun en film hvert fjerde-femte år, og så valgte han den her bog som sit næste projekt?
Jeg kan næsten kun få det til at give mening som en eller anden form for selvdestruktion. Som et forsøg på at få det alt sammen væk, ‘Michelle Apicella’, ‘Nanni Moretti’ fra halvfemser-filmene, ‘Giovanni’ fra dramaerne, der alligevel var baseret på Morettis eget liv. Som Vittorio er han bare streng og fraværende over for sin søn, og så bliver han sparket i maven, og efter et stykke tid er han ikke med i filmen mere. Enhver anden kunne have spillet den her rolle.
2021 var ikke nogen specielt god årgang i Cannes. Men den anden film jeg virkelig ikke syntes fungerede, Francois Ozons Alt gik godt, havde i det mindste et lidt sjovere problem: Ozon blev ved med at bruge skæve vinkler og filmiske tricks, selvom hans historie ikke passede til det, hvilket fik filmen til at føles tom og uvedkommende. Morettis film er endnu mere tom og uvedkommende, og der er ingen som helst sjove tricks ved den. Jeg frygter måske Moretti havde en voldsom depression eller noget i den retning. Hvilket jo kan ske. Men det ville ikke gøre Three Floors til en mindre ligegyldig måde at bruge to timer på.