Tale of Tales

Palmesøndag del 47
(Il racconto dei racconti, Matteo Garrone, Italien
Cannes 2015)

Cannes årgang 2015 havde et helt særligt særpræg: Rigtig mange europæiske instruktører lavede deres første film på engelsk. Joachim Trier, Yorgos Lanthimos, Paolo Sorrentino og Matteo Garrone. Og Nanni Moretti’s Min Mor handlede om en filmoptagelse hvor amerikanske John Torturro var hentet ind for at spille hovedrollen. Det var store film, fyldt med store stjerner, og med liberal brug af vold og flotte effekter. Af dem var det nærmest kun Yorgos Lanthimos, der blev bedre af det, hans surreelle univers passede overraskende godt til en pan-europæisk stil med irske, franske og græske stjerner. Omvendt, så var den film der led mest under dette skifte nok Tale of Tales. Et miskmask af stjerner fra Frankrig, USA, Italien, Mexico, og en lidt overfladisk film, der drukner i sine effekter.

Garrone havde lavet noget der minder om et moderne eventyr med Reality, men her tog han fat i den ægte vare. Tre fortællinger fra den legendariske italienske eventyr-samling Pentameron af Giambattista Basile. Om bizarre hændelser i tre forskellige kongedømmer, hvis herskere har maleriske navne som Longtrellis, Strongcliff, og Highhills, men disse navne optræder kun på rulleteksterne, så jeg vil istedet kalde dem Kong Loppeven, Kong Liderbuks og Dronning Hønemor. Dronning Hønemor (Selma Hayek) ønsker sig intet andet end en søn, så da hun og hendes mand (John C. Reilly) får at vide af en mystisk seer at hun vil blive gravid hvis kongen dræber et søuhyre og dronningen æder dets hjerte slår de til. Men det er naturligvis mere indviklet end som så, for der er en pris der skal betales, og femten år senere er dronningen enke, og hendes søn har en identisk tvilling født af kokkepigen der kogte hjertet. Og dronningen kan ikke udstå at sønnike har et stærkere bånd til hans tvilling end til hende. Og så blir det tragisk. Kong Liderbuks (Vincent Cassel) har efterhånden været igennem samtlige kvinder i hans kongerige, fornemmer man, men en dag hører han en gudesmuk stemme han ikke har hørt før, og bliver besat. Den viser sig at tilhøre en ældgammel dame, og så bliver det tragikomisk. Og Kong Loppeven (Toby Jones) forsømmer sin halvvoksne datter for i stedet at holde en kæmpe loppe med selvskab, og senere får han hende ved et uheld gift med en kæmpe. Og så bliver det dramatisk.

Tre fortællinger, som ikke har ret meget med hinanden at gøre. Der er kun enkelte overlap når de tre regenter tager til hinandens fester. Rent tematisk er det heller ikke let at regne ud hvad der foregår. Noget med… at regenterne forsømmer deres pligter, og så bliver de på en eller anden måde straffet? Garrone sagde dengang, at de gamle eventyr havde mange tematikker, som også var relevante for den moderne verden, men det er som om han kløjs i det. Ja, karakterne virker ganske moderne, som hønemødre og liderbukse, men hvorfor bruge så mange penge på at lave et kostumedrama, hvis man alligevel bare fortæller den slags banale fortællinger? Han får dem gjort alt for normale, alt for kedelige.

Eventyr-universerne er heller ikke ret skarpt trukket op. De føles ganske tomme. Når effekterne sætter ind, f.eks. med søuhyret eller kæmpeloppen, kan det blive ganske smukt, men som helhed er cinematografien ikke noget at råbe hurra for. Der bliver brugt smukke italienske landskaber, og scener er optaget på ægte gamle slotte, Castel del Monte, Sammezzano, Donnafugata, men det bliver også lidt problematisk. For de gamle slotte føles ikke som levende kongedømmer, det føles i stedet mærkeligt ruinøst. Alt ser for gammelt ud.

Det minder mig om Deleuze. Han skrev om ‘Krystalbilledet’, et film-billede, hvor man både kunne se det som billedet skulle forestille og det som det i virkeligheden var. F.eks. i den her film: På en og samme tid ser vi slotsrummene som storslåede kongeslotte og som forladte ruiner. Man kan hele tiden fornemme det dobbelte. Hvilket er en mærkelig effekt, en interessant effekt, men i sidste ende også en virkelig undergravende effekt. For hvorfor er den her film lavet? Det virker som det ultimative europæiske prestigeprojekt, med stjerner og kæmpe budget og score af Alexandre Desplat. Et tegn på hvor vital en kultur Italien har, både før og nu. Og i stedet føles det som ruiner med smarte gobeliner lagt over. Det fungerer ikke som prestigeprojekt, og jeg bliver også træt af at det skal være så prestigiøst. Der mangler vildskab, der mangler energi.

Den film som Tale of Tales skulle have været var også i Cannes i 2015. Den hedder Arabian Nights og er instrueret af portugisiske Miguel Gomes. Seks timer med 9 fortællinger fra kriseramte Portugal, gjort fantastisk med talende haner, eksploderende søuhyrer, og – vigtigst af alt for en filmnørd – smuk kornet celluloid. Den insisterer på hvilken overflod af kreativ historiefortælling der findes i Portugal. Det bliver til et prestigeprojekt, der illustrerer hvor stærkt et land Portugal er, selvom det stadig føles punk og eksperimenterende. Den er et mesterværk, hvor Tale of Tales er et fejlskud. Det er så meget mere et fejlskud, fordi det føles som den helt forkerte vej efter Gomorra og Reality. Her viste Garrone, at han kunne skabe et fantasmogorisk Italien ud af næsten ingenting, og at han mestrede at blande virkelighed og uvirkelighed på mange forskellige måder. Med Tale of Tales fik han mange mange flere ressourcer stillet til rådighed, men kunne ikke rigtig stille noget op med det, og hans forsøg på at blande realistiske hverdags-temaer ind i det uvirkelige gjorde det bare tamt.

Helt kort var Cannes 2015 nok det år hvor man tydeligst kunne mærke finanskrisen. Den blev særligt hård på grund af den europæiske sparepolitik, der gik hårdt udover kulturbudgetterne, og dermed også filmstøtten. Det var også i 2015 at den islandske Blandt mænd og får vandt sidekonkurrencen Un Certain Regard, den nok største pris til den islandske filmbølge, der hovedsagligt opstod netop fordi instruktørerne måtte genopfinde sine virkemidler da de havde langt færre ressourcer til rådighed. Det blev også low-budget vejen der fik dansk film gennem krisen. Men i starten af årtiet, der førte kampen om ressourcerne i stedet til prestigiøse projekter. Matteo Garrone var sådan set parat til at indtage tronen som bedste italienske instruktør i de år, og var inden festivalen gik i gang faktisk bookmakernes favorit til at vinde Guldpalmen. I stedet blev Tale of Tales den eneste gang han måtte gå tomhændet hjem fra Cannes. Arabian Nights vandt Palm Dog prisen for bedste medvirkende hunde. Måske Garrone lærte en ting eller to fra festivalen? Han genfandt ihf formen et par år efter.

Serien om Matteo Garrone fortsætter med Dogman

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *