Tale of Tales

Palmesøndag del 47
(Il racconto dei racconti, Matteo Garrone, Italien
Cannes 2015)

Europæisk film står ved en korsvej. Som alle andre filmindustrier i verden har piratkopiering slået bunden ud af hjemmevideo-markedet, med deraf følgende dalende indtjening overalt i branchen. Men eftersom den europæiske film-model er baseret på statslig filmstøtte, og eftersom hele Europa har været ekstra langvarigt ramt af krisen grundet vore politikeres fantastiske spare-politik, så er branchen ramt dobbelt hårdt. Kampen om finansiering er blevet ekstra-hård. Hvorfor kampen om europæisk films selvforståelse også bliver ekstra hård. Hvilke film skal der laves? Hvad er det som er specielt vigtigt at lave film om i disse år?

Mere end noget tidligere år synes det er være grund-problemet for dette års Cannes festival. Nu har jeg stadigvæk kun set et par af filmene, men indtil videre er det tydeligt at se gevaldige krisetegn. Filmene i hovedkonkurrencen er desperate efter opmærksomhed, og fyldt med store stjerner, er gerne på engelsk, og med liberal brug af vold og flotte effekter. Listen over europæiske instruktører der lavede engelsksprogede film er ganske lang: Joachim Trier, Yorgos Lanthimos, Paolo Sorrentino og Matteo Garrone. Og Nanni Moretti’s Min Mor handler også om en filmoptagelse hvor amerikanske John Torturro er hentet ind for at spille hovedrollen. Næste Palmesøndag kommer til at handle om Justin Kurzel’s Macbeth, der slutter sig til film som Denis Villeneuve’s Sicario, og måske endda Hou Hsiao-hsien’s The Assassin i gruppen af film der bruger genremarkører til at komme længere ud. Men hvis nogen film lider under dette, så er det Tale of Tales. Der dels er et miskmask af stjerner fra Frankrig, USA, Italien, Mexico, og dels er en lidt overfladisk film, der drukner i sine effekter.

_mg_0021

Tre fortællinger fra den legendariske italienske eventyr-samling Pentameron af Giambattista Basile. Om bizarre hændelser i tre forskellige kongedømmer, hvis herskere har maleriske navne i såsom Longtrellis, Strongcliff, og Highhills, men disse navne optræder kun på rulleteksterne, så jeg vil istedet kalde dem Kong Loppeven, Kong Liderbuks og Dronning Hønemor. Dronning Hønemor (Selma Hayek) ønsker sig intet andet end en søn, så da hun og hendes mand (John C. Reilly) får at vide af en mystisk seer at hun vil blive gravid hvis kongen dræber et søuhyre og dronningen æder dets hjerte slår de til. Men det er naturligvis mere indviklet end som så, for der er en pris der skal betales, og femten år senere er dronningen enke, og hendes søn har en identisk tvilling født af kokkepigen der kogte hjertet. Og dronningen kan ikke udstå at sønnike har et stærkere bånd til hans tvilling end til hende. Og så blir det tragisk. Kong Liderbuks (Vincent Cassel) har efterhånden været igennem samtlige kvinder i hans kongerige, fornemmer man, men en dag hører han en gudesmuk stemme han ikke har hørt før, og bliver besat. Den viser sig at tilhøre en ældgammel dame, og så bliver det tragikomisk. Og Kong Loppeven (Toby Jones) forsømmer sin halvvoksne datter for i stedet at holde en kæmpe loppe med selvskab, og senere får han hende ved et uheld gift med en kæmpe. Og så bliver det dramatisk.

_fMG_0809.jpg

Tre fortællinger, som ikke har ret meget med hinanden at gøre. Der er kun enkelte overlap når de tre regenter tager til hinandens fester. Rent tematisk har jeg heller ikke helt let ved at regne ud hvad der foregår. Noget med… at regenterne forsømmer deres pligter, og så bliver de på en eller anden måde straffet? Men det er ikke nemt at regne ud, for eventyr-universerne er ikke ret skarpt trukket op. De føles ganske tomme. Når effekterne sætter ind, f.eks. med søuhyret eller kæmpeloppen, kan det blive ganske smukt, men som helhed er cinematografien ikke noget at råbe hurra for. De smukke italienske landskaber bliver brugt, og scener er optaget på ægte gamle slotte, Castel del Monte, Sammezzano, Donnafugata, men det bliver også bare problematisk. For de føles ikke levende, det føles ruinøst.

_MG_9426bis.jpg

Deleuze. Han skrev om ‘Krystalbilledet’, et film-billede, hvor man både kunne se det som billedet skulle forestille og det som det i virkeligheden var. F.eks. i den her film: På en og samme tid ser vi slotsrummene som storslåede kongeslotte og som forladte ruiner. Man kan hele tiden fornemme det dobbelte. Hvilket er en mærkelig effekt, en interessant effekt, men i sidste ende også en virkelig undergravende effekt. For hvorfor er den her film lavet? Det virker som det ultimative europæiske prestigeprojekt, med stjerner og kæmpe budget og score af Alexandre Desplat. Et tegn på hvor vital en kultur Italien har, både før og nu. Og i stedet føles det som ruiner med smarte gobeliner lagt over. Det fungerer ikke som prestigeprojekt, og jeg bliver træt af at det skal være så prestigiøst. Der mangler vildskab, der mangler energi.

Den film som Tale of Tales skulle have været var også i Cannes. Den hedder Arabian Nights og er instrueret af portugisiske Miguel Gomes. Seks timer med 9 fortællinger fra kriseramte Portugal, gjort fantastisk med talende haner, eksploderende søuhyrer, og – vigtigst af alt for en filmnørd – smuk kornet celluloid. Det føles som et svar på krisen, dels ved at være lavet billigt og kollektivt, dels ved at insistere på hvilken overflod af kreativ historiefortælling der stadig findes i Portugal. Den er et mesterværk, hvor Tale of Tales er et fejlskud. Og endnu mere et fejlskud, for den film som Tale of Tales skulle have været har Matteo Garrone sådan set allerede lavet. Hans Reality er måske ikke noget mesterværk, men den har en bemærkelsesværdig blanding af det eventyrlige med det nutidigt italienske. Fortællingen om en syditaliensk drømmer, der tror han er udvalgt til en bedre fremtid – at være med i Big Brother – bliver fortalt med drømmende musik og mærkværdige billeder, og er en langt bedre og mere indsigtsfuld blanding af drøm og virkelighed end Tale of Tales. Og indledningen, der foregår til et bryllup hvor temaet synes at være Versailles, er langt mere psykedelisk. Tale of Tales er blevet en langt mere normal eventyrfilm, og paradoksalt nok betyder det at den er blevet langt mindre fabulerende eventyrlig.

cassel_ok

Europæisk film står ved en korsvej. Hvad vil vi? Hvilke film vil vi se? Vil vi se kolossale prestigeprojekter baseret på vores fortid, med stjerner i alle roller? Vil vi se Tale of TalesTordenskjold og Kold? Eller vil vi se små, billigere, bizarre projekter som Arabian Nights, Guldkysten eller bølgen fra Island eller, når nu vi taler Italien, film som Miraklerne eller Lost and Beautiful? Det er et åbent spørgsmål, og publikum vil nok hellere se prestigeprojekter med filmstjerner, og fred være med det. Men er det det som Cannes skal stå for? Tale of Tales skulle aldrig have været en Cannes-film, for den skulle have været rendyrket cheesy mainstream. Den skulle først og fremmest have været langt sjovere, og mindre selvhøjtidelig. Som det er nu, så er den da værd at se, men må alligevel defineres som et fejlskud. Og dem var der vist rigeligt mange af i hovedkonkurrencen i 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *