Palmesøndag del 77
(活著, Houzhe, Zhang Yimou, Kina
Cannes 1994, Jury Grand Prix & Bedste Skuespiller (Ge You) & Økumenisk Pris)
Engang ville det have været en stor dag for kræsne cineaster når en ny film fra Zhang Yimou havde premiere – en ny film fra en mand der har vundet én gylden bjørn og to løver. Men The Great Wall, med Matt Damon i rollen som hvid helt der skal hjælpe med at beskytte Kina fra aliens, blev mødt med anmeldelser der strakte sig fra rysten på hovedet til lettere klukleen over dens stupiditet. Men hvad der er mere mærkeligt var at langt de fleste anmeldelser, fra Danmark såvel som USA, blot nævnte Zhang Yimou som manden bag Hero og House of Flying Daggers. At han havde en lang karriere før det, bestående af festival-film der strækker sig fra det avantgardistiske til det episke, det er som om det ikke så meget er glemt, som at det bare virker irrelevant. Hvad har 3D-ekstravanganzaen The Great Wall overhovedet at gøre med Yellow Earth, Chen Kaige’s eksperimenterende og epokegørende film fra 1984, som Zhang var fotograf på? Hele første halvdel af hans karriere er ved at blive ignoreret, hvorfor de mange udviklinger i denne del nærmest er endnu mere ligegyldige.
Det gik virkelig stærkt i Zhang Yimous tidlige karriere. Efter han første gang var i Cannes med Ju Dou (1990) kom Under den Røde Lygte året efter og vandt en Sølvløve i Venedig. De to film var også nomineret til en oscar for Bedste Ikke-engelsksprogede film. I 1992 vandt hans første ikke-historiske film, Historien om Qiu Ju, Guldløven i Venedig. Og på den baggrund blev han inviteret tilbage til Cannes med At Leve, på mange måder hans største film indtil da.
Zhang Yimou har altid været kendt for historiske dramaer, men de fleste af dem er ret fokuserede, og handler om enkelte familier i korte perioder. At Leve, derimod, dækker 25 år, fra borgerkrigen mellem nationalister og kommunister i fyrrerne, over det store spring fremad i halvtredserne, og videre til den anden side af kulturrevolutionen i halvfjerdserne. Hovedpersonen, Xu Fugui, skifter klasse, rejser rundt til fronten med sit skyggeteater, og gennemgår senere utallige lidelser under kommunisternes forskellige mærkværdige idéer. Filmen har et episk schwung, er baseret på en roman – der går endnu længere frem i tid – men har også detaljerne på plads, såsom Fugui’s evner for skyggespil, eller den lokale formands hyldest til den undselige stålklump det er lykkedes landsbyen at smelte sammen: Den vil blive til tre kanonkugler, til henholdsvis Chiang Kai-shek’s seng, spisebord og toilet.
Det er en stor film, og Gu Yue vandt fortjent prisen som Bedste Skuespiller – Zhang’s daværende muse Gong Li kunne også sagtens have fået en pris for rollen som Fugui’s trofaste kone. Men det er samtidig også lidt en film der viser hvorfor Zhang Yimou i sidste ende – og på trods af flere af de aller største filmpriser – ikke er endt blandt de største auteurs. Den er baseret på en roman af Yu Hua, og minder mest af alt om utallige andre episke nationale fortællinger. Alle lande har dem. Det blev ret skjult af, at Zhang’s egen nation, Kina, forbød filmen fordi den tillod sig at være andet end hyldende over de elendige idéer Mao havde i halvtredserne, og det groteske voldskaos der brød ud i tresserne. Der er en direkthed over lidelserne, over sulten og udmattetheden mens alle kræfter går til at støbe dårligt stål, og over ydmygelserne under kulturrevolutionen, hvor pludselig ingen læger er til stede, da de alle er blevet fængslet som ‘intellektuelle’. Men rent filmisk er det ikke nogen voldsomt eksperimenterende film.
Det er så meget desto mere tydeligt, fordi den eksperimenterende udgave af denne film var i Cannes blot året før. Hou Hsaio-hsien’s The Puppetmaster omhandler ligesom At Leve kinesisk historie i den helt store skala, vist gennem manden bag et dukketeater. I modsætningen til Hou’s blanding af dokumentarisme, dukkespil og nærmest etnografi, virker brugen af dukkespil hos Zhang mere som ren kulør. Der er en fremragende scene i At Leve hvor skuespillerne sidder og synger i deres lille teater, afskåret fra omverdenen af det hvide lærred skyggerne falder på, hvor lærredet pludselig flænges tværs over af nys ankomne soldater fra den nationalistiske hær. Det er en sublim effekt, men det virker også stærkt usandsynligt, at en kæmpe hær skulle komme hen til deres lille teater uden de lægger mærke til det. Det er den slags effekter som er ganske typiske for en instruktør som Zhang Yimou, som hører til blandt verdens bedste, men måske ikke de aller aller bedste.
Men hvis At Leve ikke er lige så eksperimentelt overrumplende som f.eks. The Puppetmaster, så klarede den sig fint som konventionel epik. Udover Skuespiller-prisen vandt den også Juryens Grand Prix i Cannes (det var i 94, året hvor Pulp Fiction fik Guldpalmen, og Kieslowski’s Rød blev snydt. At Leve var ikke den næstbedste film det år, men var dog bedre end den film den delte Grand Prisen med, Nikita Mikhalkov’s Brændt af Solen) Senere hen vandt den Bafta som Bedste Udenlandske Film, og var nomineret til en Golden Globe. Men som nævnt blev den forbudt i hjemlandet, hvilket foranledigede Zhang til at skifte stil i hans næste film. Hvis han aldrig genfandt grumheden fra Ju Dou, så var At Leve også sidste gang han tillod sig at være så direkte politisk. Også hans Vejen Hjem beskæftiger sig med kulturrevolutionen, i en fortælling om et par hvis forhold besværliggøres af omskiftelige politiske ordrer, men på en langt mere afdæmpet og indirekte måde. Når Zhang Yimou næste gang lavede en national episk film var det med styrets støtte. Og han har aldrig været nogen stor festival-darling siden.