True Detective S02E04 Down Will Come

I sidste uge funderede jeg lidt over, hvad det var der havde gjort Taylor Kitsch’s Paul Woodrugh så PTSD. Var det massakre på civile eller var det bøsse-sex? I denne uge fik vi så svaret, og det var naturligvis: Både og. Det er emblematisk for hvor overlæsset den her sæson har været, der har været så mange personer, baghistorier, sidehistorier, konflikter, tematikker, sidespor, og det er ret tydeligt, at Nic Pizzolatto ikke har formået at få det formet ned til en fornuftig fortælling. Første afsnit kom aldrig længere end til baghistorie, og selvom det har været mere medrivende siden da, så har det stadigvæk været komplet uoverskueligt at skulle navigere i. Det afsluttende shoot-out passede perfekt til denne sæson: Det var overdrevet, overvældende og komplet forvirrende. Men mere om det længere nede.

Helt ærligt kunne jeg meget godt lide afsnittet. Sæsonen har kastet så mange spor og personer og tegn ind på scenen, og det var som om den nu begyndte at følge op på noget af det. Vi fik Antigone’s far og søster ind igen, som ellers virkede komplet overflødige i afsnit 1. Vi fik mere opfølgning på Borgmester Chessani, som virker som en mulig hovedskurk. Vi fik endda forklaret hvad der var sæsonens allerførste billede: De røde vimpler på en mark. De markerer forgiftede landarealer, fra industri og minedrift, der jager landbefolkningen fra deres jorder. Det er hele pointen med True Detective: Råd, gift, mørke og ondskab breder sig i USA, og alle undtagen de ægte detektiver lukker øjnene. Det var derfor sæson 1 trak så meget på horror-troper, og det var derfor de forsvandt til slut: De indviklede konspiratoriske forbrydelser i True Detective stilles op som rent mørke, og langt de fleste insisterer på at kigge derind så lidt som muligt. Men hvem er de ægte detektiver i denne sæson? Ikke Paul, han nægter at indse hvem han selv er, og insisterer på at han var uskyldig i Black Mountain affæren fordi han blot gjorde som der blev sagt. Heller ikke rigtig Ray, selvom han måske kan komme efter det, men han skjuler sandheden om sin søn, og er ikke smart/ædru nok til at gennemskue hvad der foregår omkring ham. Bestemt heller ikke Frank, som ikke blot lever på en løgn om at hans beskidte fortid vil kunne vaskes ren, men som også konstant gemmer over pletter og døde planter. Antigone? Hun synes at mærke den drift mod mørket, som også Rust Cohle havde i første sæson. Da hun diskuterer hendes mor med hendes søster siger hun: ‘Those moments, they stare back at you. You don’t remember them, they remember you. Turn around, there they are. Staring.’ Som den eneste har hun erkendt, at hun ikke kan lukke øjnene.

Jeg holder mere og mere af Antigone og Rachel McAdams, og såmænd også af Colin Farrell og Ray Velcoro. Men det er også svært ikke at holde mere af en person, der blev introduceret så elendigt som Ray blev tilbage i afsnit 1. Nu giver han sønnike noget at huske ham på, som om han har indset at han har tabt kampen derom. Fin scene. Til gengæld synes jeg ikke Taylor Kitsch har specielt meget at byde ind med, og hans karakter virker nærmest overflødig. Og Vince Vaughn spiller ganske enkelt ikke Frank Semyon ret godt. I dette afsnit lagde jeg mærke til, hvor meget Frank snakker om sprog og vendinger. Han siger: ‘How’s that? Specifically.’ ‘The dead trees, the present from the stork, are gonna be what they call moot points.’ ‘You know the word ‘louche’?’ Han har en sprog-glæde, en opfindsomhed, som hverken er forklaret i karakteren, og som Vince Vaughn for sjældent fremstiller. Vaughn støder hver eneste replik fremad, som om Frank er konstant stresset og fortravlet, hvilket passer til situationen, men ikke replikkerne. Der mangler lag i den præstation, vi mister fornemmelsen af hvor Frank kommer fra, hvornår han begyndte at samle ord til sig, hvordan han opfatter sig selv. Det gør hele hans færd for at reclaime hans gamle gangster-indtægter kedelig og repetitiv.

Men alt det virker blot som fyld, i forhold til det afsluttende skyderi. Holy fuck!?! Det startede voldsomt, og så blev det da godt nok bare støt og roligt værre. Det var ikke helt på niveau med one-take action-scenen fra tilsvarende midtpunkt af første sæson, men det var da godt nok effektivt. Også til at få luget lidt ud i det overvældende ensemble af politimænd. Men alligevel var det svært at finde rundt i. Med den californiske setting, den hurtige eskalering og de mange dødsfald, så mindede scenen mig meget om det berømte skyderi fra Michael Mann’s Heatmen der er den vigtige forskel, at i Heat kender vi på daværende tidspunkt både til politi og forbrydere, og det fatale sammenstød føles tragisk fra begge sider. Her aner vi intet om de mexikanske forbrydere, vi ved ikke hvem der har hyret dem, vi ved ikke om der var et narko-laboratorium de forsøgte at beskytte, vi forstår intet af hvorfor i alverden de forsøger at undslippe ved at myrde tonsvis af politifolk og forbipasserende, hvilket så snart man tænker efter virker lidt kontraproduktivt. Det er igen blot kaos, råd, mørke. Til sidst, efter den sidste skurk har mødt sit endeligt, står de tre detektiver  igen tilbage, som de gjorde i slutningen af første afsnit, nu chokerede, rådvilde, målløse over den ondskab de har sluppet fri. Det er et fint callback, og det er helt generelt fint at sæsonen begynder at cirkle rundt om sig selv. Men vi er helt ærligt ikke meget klogere end vi var for fire uger siden, er vi vel?

Extra: 

* Ugens Cohen-tekst er et sammenkog:

“The war was lost / The treaty signed / I was not caught / I crossed the line / I was not caught / Though many tried /I live among you / Well-disguised / I had to leave / My life behind / I dug some graves / You’ll never find / The story’s told / With facts and lies / I had a name / But never mind / Never mind / Never mind / I live the life / I left behind / I live it full / I live it wide / Through layers of time / You can’t divide / My woman’s here / My children too / Their graves are safe / From ghosts like you / In places deep / With roots entwined / I live the life / I left behind / The war was lost / The treaty signed / I was not caught / Across the line / I was not caught / Tho many tried / I live among you /Well-disguised”

Det er godt nok langt, og det meste af det går igen fra introerne til de tidligere afsnit. Jeg ved ikke helt rigtig hvad tanken bagved er, men den spiller meget godt med på idéen om, at mørket er i blandt os, og langt de fleste siger ‘never mind’.

* Ray Velcoro har en kæmpe stor aura, og den er grøn og sort. Det betyder enten at han er sur og hævngerrig. Eller også er han en moodring.

* Antigone blev fyret for sexchikane. Jeg ved ikke hvor Pizzolatto vil hen med det her. Vil han afsløre hykleri, eller kan han bare kun skrive om kvinder via deres sex-liv?

* Frank Semyon går bestemt ikke ind for adoption. Hans syn på børn og lidelse var nihilistisk nærmest som Rust Cohle. På en eller anden led tvivler jeg på, at der er en omvendelse på vej a la ‘The light is winning!’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.