Palmesøndag del 83
(鬼子来了, Guizi Lai Le, Jiang Wen, Kina
Cannes 2000, Jury Grand Prix)

Engang imellem laver Cannes-instruktører mærkelige ting, der punkterer idéen om ‘Cannes-filmen’ som en eller anden elitær sfære fjern fra den almindelige filmverden. To eksempler fra sidste år: Australske Justin Kurzel fulgte op på Snowtown, vinder af en pris i Semaine de la Critique i 2011, og Macbeth fra hovedkonkurrencen 2015, med filmatiseringen af computerspillet Assasin’s Creed. Men det er kun det næstmest mærkelige. Prisen tog kinesiske Jiang Wen, hvis Devils on the Doorstep vandt Jury Grand Prix i 2000, det år hvor Lars von Trier og Dancer in the Dark vandt hovedprisen. Han var i 2016 meget fjernt fra den elitære og snobbede festival-verden. Han spillede Baze Malbus i Star Wars – Rogue One.

Det passer meget godt til Jiang Wen, der er en af de mere mærkværdige skikkelser i nyere kinesisk film. Han startede som skuespiller, spillede med i vigtige film som Red Sorghum (Zhang Yimou) og Black Snow og den populære tv-serie A Native of Beijing in New York. Han debuterede som instruktør i 1994 med In the Heat of the Sun, der blandt andet baserer sig på hans egen opvækst under kulturrevolutionen. Den havde premiere samme år som Zhang Yimou’s At Leve, der også modigt skildrede den ellers meget tabubelagte periode under kulturrevolutionen. En sammenligning er nærliggende, og her er det ret tydeligt at Jiang’s værk er en langt mere personlig, kantet, facetteret ting. Den fik kritik for at skildre den traumatiske periode for positivt, men det er rigtigere at sige, at den er skildret gennem øjnene på et ungt menneske, som reelt ikke ved hvor mærkværdigt og forfærdeligt de ting han oplever egentlig er. Det minder mig om, at Tarkovskij’s Ivans Barndom af kommunister blev anklaget for ‘vestlig individualisme’, men på anden vis virker det på mig mere kritisk end Zhang’s traditionelt historiske film. Zhang kritiserer regimet for datidens forbrydelser, men han skildrer stadig historie som objektivt god og dårlig, og ligger i At Leve fint i tråd med regimets holdning i halvfemserne. Jiang, derimod, skildrer historie som subjektivt, pointerer dermed også at regimet rent faktisk hjernevaskede befolkningen til at tro datidens omstændigheder var normale, og stiller derved også implicit spørgsmålstegn ved, om forholdene i halvfemserne så måske også er forkerte.

Jiang Wen gik skridtet videre i hans anden film Devils on the Doorstep, der omhandlede Anden Verdenskrig. Da jeg læste Historie på universitetet forklarede en af mine professorer os, at Anden Verdenskrig i virkeligheden burde siges at have varet fra 1937-1945, det vil sige fra Japans invasion af Kina og frem til kapitulation efter atombomberne. Det kan knap overvurderes hvor voldsom, modbydelig og betydningsfuld krigen i Kina var, betydningsfuld sådan set for hele verdenshistorien. Og i mange henseender er det stadig et åbent sår i Kina. Jiang Wen’s udgave var naturligvis både idiosynkratisk og kontroversiel. I en lille landsby tæt på den kinesiske mur bliver to japanske fanger overrakt til Ma Dasan (spillet af Jiang selv), til at starte med blot indtil en modstandsgruppe kan vende tilbage og tage sig af dem, men de kommer aldrig igen, og pludselig sidder den lille landsby med to japanere skjult for den lokale kaserne. Jiang skildrer det som en sort komedie, nærmest lidt a la Allo Allo, filmer det i sort-hvid, med skiftende kamera-indstillinger, nogen gange håndholdt og rystet, nogen gange langsommeligt observerende, nogen gange ekspressivt med zoom og bevægelse. Det er en stilistisk sammenblanding, nærmest postmoderne i sin blanding af tilgange.

En scene er emblematisk, fyldt med mange bevægelser hen mod døren, drømmende sekvenser med folkene i samurai-tøj. De japanske fanger hører en lyd, og forestiller sig hele landsbyen er krigere på vej for at henrette dem. Da de venlige beboere kommer med mad råber den ene skældsord efter dem, men tolken forklarer at det er venligheder, japanere lyder bare altid som om de er vrede. For ja, det mest kontroversielle ved filmen er nok, at Devils on the Doorstep langt hen ad vejen er en komedie. Omend en utrolig kynisk én af slagsen. De to japanske soldater er den fanatiske Hanaya (Teruyuki Kagawa, fantastisk i Tokyo Sonata) og tolken Dong Hanchen (Ding Yuan), og som her har Dong for vane at oversætte ikke hvad der bliver sagt, men hvad der passer i hans eget kram. En lang sekvens hvor landsbyen og den lokale kaserne holder fest sammen nærmer sig det karnevaleske, men senere hen bliver latteren utrolig kynisk og sort. Jiang kom i klemme hos de kinesiske myndigheder for hans ukonventionelle vinkel på krigen, men han kom også i klemme hos japanerne for den ganske direkte skildring af massakrer og krigsforbrydelser. Der er død og blod i spandevis, og i den sidste halve time kommer latteren mest som reaktion på hvor håbløst det hele er, og hvor umuligt det er for de helt almindelige landsby-beboere at forholde sig neutrale, og forblive i sikkerhed. Lidt som hvis Inglourious Basterds ikke endte med at Hitler blev skudt i smadder, men istedet med at tyskerne myrdede løs, og Hans Landa slap afsted med det.

Jiang Wen’s individualistiske skildring af kulturrevolutionen var kontroversiel. Hans satiriske skildring af verdenskrigen var en skandale. Det hjalp naturligvis ikke, at Jiang selv, uden om den kinesiske stat, sendte filmen til Cannes før den var blevet godkendt af censuren, hvor den som nævnt oven i købet gik hen og vandt Grand Prix, anden-præmien, efter Lars von Trier’s Dancer in the Dark. Det var et angreb på regimets autoritet, som de ikke tog let på. 7 års karantæne fik Jiang Wen fra filmverdenen, omend det på typisk diktatorisk vis ikke helt passer, og det virker til at det på nogle områder har været lidt vilkårligt indført. Han fik lov at spille skuespil i et par film undervejs. Men der gik syv år før han igen fik instrueret en film, og han har aldrig været helt så direkte politisk siden. The Sun Also Rises fra 2007 har jeg ikke set, men den har ry for at være en bizar og ikke helt vellykket stilistisk sammenblanding. Let the Bullets Fly fra 2011 var endnu en historisk komedie, denne gang om krigsherre-tiden efter Qing-dynastiets fald, hvor en gruppe banditter udgiver sig for at være en korrupt guvernør og hans følge, og kommer i konflikt med den endnu mere korrupte lokale stærke mand. Den film, med legendariske Chow Yun-fat i hovedrollen, blev den på det tidspunkt største kinesiske kommercielle succes nogen sinde. Det er også en forbløffende underholdende film, med actionsekvenser, komik, og skarpt tegnede karakterer i nærmest episk konflikt. Gone With the Bullets fra 2015 var en mere sær meta-komedie, ligeså forrykt og episk i sit plot, men med en historie knyttet op omkring indspilningen af den første kinesiske langfilm Yan Ruisheng er det også en film der er meget selvbevidst om at have med film at gøre, også i Jiang’s typisk postmoderne stil.

Jeg har skrevet det gentagende gange før, men i kinesisk film taler man ofte om ‘generationer’. Generationen der brød igennem i slut-firserne/start-halvfemserne, med navne som Chen Kaige, Tian Zhuangzhuang og Zhang Yimou kaldes den femte generation, og de uafhængige og low-budget inspirerede instruktører der har været arthouse-hits de seneste årtier, navne som Jia Zhangke, Lou Ye og Wang Xiaoshuai kaldes den sjette generation. Jiang Wen falder lidt mellem de to stole. Han debuterede efter den ene bølge og før den anden. Og hans film passer heller ikke rigtigt ind. Han har ikke det konventionelt episke instinkt som femte-bølge-folkene, ej heller den ungdommelige individualisme som sjette-bølge-kunstnerne. Han laver historiske film, men med et postmoderne tilsnit. Han kommer fra populær-filmen, fra en skuespiller-rolle, og han laver film der giver plads til stort skuespil i ganske teatralske omgivelser. Det er ikke realisme, det er ikke kameraet som skaber verdenen, det er de store armbevægelser og den stiliserede tilgang til fortællingen. Det gør ham ret unik i en kinesisk sammenhæng. Det er i mine øjne også interessant, at han stadigvæk laver utæmmelige og bizarre historiske fortællinger, mens femte-bølge-folk som Zhang Yimou og Chen Kaige i høj grad føles tæmmet af regimet i deres historiske film, der sjældent bryder med den konventionelle politiske linje. Der var en følelse af dissident-indstilling i deres tidligere film, men da de fik muligheden faldt de let og elegant ind i et system hvor deres film til tider næsten føles som propaganda. Jiang Wen, derimod, han har altid været for sær. For individuel. For satirisk. Dermed bliver han aldrig rigtig politisk farlig. Men heller aldrig tæmmet. In the Heat of the Sun og Devils of the Doorstep lover en ung auteur, som aldrig rigtig blev til noget. Jiang Wen skiftede lidt stil efter hans påtvungne pause, og selvom jeg holder meget af hans seneste film, så er de en del mere glatte og tju-bang agtige, og det er ikke helt overraskende at Gone With the Bullets måtte have premiere i Berlin, og at Devils on the Doorstep er eneste gang han har været i Cannes. Jiang blev mere populistisk. Men han mistede aldrig sit bid.

I USA har der netop været en retrospektiv af hans fem film, og med hans rolle i Star Wars er der måske potentiale for at han kunne blive mere kendt. Det ville være en positiv udvikling, for en unik kinesisk instruktør, som er ret overset i dagens filmlandskab. Og Devils on the Doorstep er blandt hans aller bedste.