I aften spiller to af de helt store i København. Caetano Veloso og Gilberto Gil er måske ikke navne som alle kender, men deres bedrifter i Brasilien i tresserne er fuldt på højde med hvad Beatles og Stones lavede i England, Bob Dylan og Byrds i USA, og Savage Rose og Steppeulvene i Danmark. De revolutionerede brasiliansk musik, ganske enkelt, og talte magt-strukturerne midt imod. Forskellen er så bare, at magt-strukturen i Brasilien var et militær-diktatur, så der var reel fare på færde for de her to. De endte da også med at måtte gå i eksil i slutningen af årtiet.

Men den del af historien, og deres legendariske tresser-albums, er rimelig kendt og elsket, i hvert fald i de mere smarte rock-kredse. ‘Tropicalia’, som de to musikere opfandt og udviklede, sammen med Gal Costa, Os Mutantes og flere andre, er et buzz-ord, så smart at det har været navnet på en Beck-single. Lidt mindre anerkendt er det, at da de to fyre blev ældre op igennem halvfjerdserne, fortsatte de sådan set med at udgive sublim, og ganske sær musik. Caetano Veloso hævdede i hans selvbiografi, at han stadig har rekorden for mest tilbageleverede album i Brasilien for pladen Araçá Azul, en bizar blanding af jingles og musique concrete, som han af en eller anden grund mente måtte være den rigtige måde at følge op på monster-sællerten Transa. 

Men tag også en ballade som den her, ‘O Leãozinho’ fra Bicho fra 1977. På sin vis er det jo en helt simpel guitar-ballade, og den bliver da også spillet som sådan konstant og hele tiden. Sidst Veloso spillede i København gik der et suk gennem publikum, da de hørte de første akkorder, og hele den portugisisk-kyndige del af salen sang med. Det er en fantastisk sød ballade. Men hvad faen er det for noget med den fløjten? Hvem faen finder på det? Det ligger blot i baggrunden, fløjter tydeligt med på sangen, men lyder også som om det fløjter for sig selv, så fjernt i lydbilledet er det. Det er en genial detalje, det er en mester, der har eksperimenteret med støj, lydkollager, musique concrete, minimalisme. Og har fået en ordentlig spandfuld bossa nova ind med modermælken.

Det er en legendarisk sang. Som er blevet opført og fortolket konstant i snart 38 år. Og jeg skal forhåbentlig høre den igen i aften!!!