In Another Country

Palmesøndag del 340
(다른 나라에서, Dareun Naraeseo, Hong Sang-soo, Sydkorea
Cannes 2012)

Anden halvdel af 00’erne var en brydningstid for Hong Sang-soo. I 2008 lavede han Night and Day, en fransk co-production, der foregik i Frankrig, og med en spilletid på næsten to en halv time var det en overraskende stor film. Derefter gik han i den helt anden retning. Ifølge Richard Brody fra The New Yorker var det i 2009, med Like You Know It All, at Hong Sang-soo for alvor blev independent og low budget. Bare 100.000$ kostede den lille film, som plotmæssigt var en typisk Hong-fortælling om en filminstruktørs lidt romantiske og lidt mere fordrukne forviklinger. Med så lav en pris var det muligt at lave film hurtigt, og tjene pengene hjem på lidt billetsalg og ellers en masse festival-visninger. Herefter har Hong lavet helt op til tre film om året.

Like You Know It All er udover den nye metode ikke nogen bemærkelsesværdig Hong Sang-soo film, men det kunstneriske gennembrud kom året efter, i 2010, med HaHaHa, der vandt Un Certain Regard prisen i Cannes, og beviste Hongs film fortsat kunne være komplekse og føles store, samtidig med at de var så små og billige. HaHaHa fletter to venners eventyr i en lille by ind og ud af hinanden, uden at de på noget tidspunkt opdager hvor tæt de har været på hinanden, eller at deres historier involverer den samme kvinde, hos den ene som en mystisk ven, hos den anden som mulig romantisk partner. HaHaHa er for mig der, hvor det for alvor bliver sjovt med Hong Sang-soo.

To ting skete herefter: For det første giver en triumf i Un Certain Regard ofte en billet til Hovedkonkurrencen kort efter (det er de seneste år sket for bl.a. Ali Abbasi og Juho Kuosmanen, og i år er Karim Aïnouz blevet opgraderet). For det andet blev hans status så stor, at han kunne caste Isabelle Huppert i en ny film. Hun opsøgte ham i Korea som en af mange instruktører hun ville snakke med, og så spurgte han om de skulle lave en film sammen, og så lavede de den meget hurtigt.

Det er en ret typisk historie for Hong Sang-soo, der er kort mellem idé og udførelse. Men i In Another Country går det lidt galt. Manuskriptet er ikke godt nok til at være andet end en bagatel, og Isabelle Hupperts medvirken betyder filmen er nødt til at være på delvist engelsk, hvilket ikke ender særlig godt. Der er en del bagateller blandt de utallige film Hong Sang-soo har lavet, og man forstår godt Cannes helst ville vise den med Huppert af hans nye film. Men det er alligevel lidt ærgerligt.

In Another Country har en ret sjov rammefortælling: En mor og hendes datter gemmer sig i en lille koreansk badeby, fordi moren er blevet indblandet i et familiemedlems svindel. Datteren bruger tiden på at skrive små historier om en fransk kvinde hun så på en filmfestival, som af forskellige grunde også besøger den lille by. Herefter følger tre små fortællinger om Anne (Huppert), der først er en filminstruktør på besøg hos en gift kollega som hun tidligere har kysset med, derefter en utro kvinde der skal møde sin elsker, og til sidst en fraskilt rig dame, der skal restituere efter at manden er skredet med sin sekretær. Utroskab går igen som tematik, ligesom en ung muskuløs livredder dukker op i alle tre fortællingen, som en anden mulig flirt for Anne. Flere andre ting går igen, som f.eks en paraply, og et mærkeligt fyrtårn, som det ikke altid lykkes for Anne at finde.

Der er to store problemer ved In Another Country. Det ene er, at filmen hovedsagligt foregår på engelsk, og det er meget omskifteligt, hvor gode skuespillerne er til at agere på det sprog. Nogle gange er det ret sympatisk hvordan samtalerne snørkler sig afsted, mens personerne forsøger at finde det rette ord. Men f.eks i den anden fortælling, hvor Anne skal forestille at have et intimt forhold til instruktøren Moon-soo, står sprogvanskelighederne i vejen. De to har ikke megen kemi, og de kan heller ikke finde ud af at tale sammen, og de forskellige kærlighedserklæringer kommer til at fremstå meget utroværdige. Den del af filmen, del to, fungerer overhovedet ikke, men problemet findes også i de to andre.

Det andet problem er mere, at der ikke er ret meget kød på fortællingerne, og det aldrig samler sig til noget større. Hong Sang-soo var vant til at flette flere små fortællinger sammen, men de her tre hænger ikke rigtig sammen, så det bliver bare til tre små kortfilm, og der sker simpelthen ikke nok til at det er spændende. Der er aldrig nogle gode twists, det virker aldrig som om der sker noget vigtigt, det hele er bare meget småt. Det er en bagatel, men samtidig taler folk virkelig langsomt, og plotsne snørkler sig af sted, så jeg begynder også bare at kede mig.

In Another Country er nok en af Hong Sang-soos mere kendte film, den har en filmstjerne i hovedrollen, den fik premiere i filmverdenens mest prestigiøse konkurrence, og så er den ret nem at forstå. Der er ikke mange hemmeligheder i plottet, ikke meget man skal tænke over. Det er bare en lille hyggelig komedie. Dem lavede Hong Sang-soo nogle stykker af i de her år, mens han undersøgte hvad man kunne få ud af hans nye arbejdsmetode. Det var her jeg begyndte at se hans film, og selvom jeg heller ikke var stor fan af In Another Country første gang jeg så den, så begyndte det at være et meget hyggeligt ritual, at der altid var en ny Hong Sang-soo film på en filmfestival, som man lige kunne hygge sig med. Han lavede altid mindst én film om året, de var som regel underholdende, og man skulle ikke tænke så meget over det. Det var ikke sindsoprivende kunst, men det var fint. Og så skete der noget. Og Hong Sang-soo løftede sig op på et helt uventet niveau, selv for ham.

Serien om Hong Sang-soo fortsætter med The Day After