Holy Spider

Palmesøndag del 323
(Ali Abbasi, Danmark
Cannes 2022, Bedste Skuespillerinde (Zar Amir Ebrahimi))

Ali Abbasi er fremragende til at bruge genre-greb til at skildre dybere problemer, så det kan ikke undre, at han allerede har filmet et par dødsscener. Da Elena dør i gyseren Shelley (2016) ser vi et ganske kort klip af Elena i en mørk skov, hvor hun bliver hentet af en mand i en sort kutte. Da det første offer bliver myrdet i Holy Spider bliver kameraet hos hende, filmer hendes øjne, mens livet langsomt forsvinder. Begge klip har samme hensigt: De skal vise alvoren i det der sker, fremhæve at det vi ser er forfærdeligt. Men det gøres på to meget forskellige måder, en mystisk og metaforisk måde i Shelley og en meget direkte måde i Holy Spider.

Ali Abbasi er langt mere direkte i Holy Spider, hvilket er fuldt forståeligt når nu filmen handler om så mørkt og væsenligt et emne som morderisk misogyni i Iran. Det viser at Abbasi kan variere sine virkemidler, så de passer til hver enkelt film. Personligt foretrækker jeg bare det mere fabulerende og overraskende filmsprog i hans to andre film, Shelley og Grænse (2018).

Ali Abbasis tre film er ganske forskellige, men de har det til fælles, at de alle er en form for genrefilm, men samtidig forsøger at sige noget om meget virkelige problemer. Shelley er en gyser, men viser samtidig også udbytningen af migranter, i fortællingen om rumænske Elena, der bliver rugemor for et dansk-norsk par, indtil den tydeligvis forbandede graviditet tager livet af hende. Grænse var en art fantasy-historie om trolde i Sverige, der så nemt som ingenting kunne tolkes til at handle om den svenske stats behandling af samerne. Og Holy Spider fortæller den virkelige historie om den iranske massemorder Saeed Hanaei, men Abbasi har opfundet en kvindelig journalist der forsøger at opklare mordene, og sætter ekstra meget fokus på hvordan sagen viste misogynien i det iranske samfund, efter Hanaei under retssagen blev hyldet for at have myrdet syndige prostituerede kvinder.

Der laves rigtig mange film og serier om seriemordere, og flere af dem – såsom f.eks Dahmer – forsøger at legitimere sig ved at ville være om meget mere end mordene. Så det er altså ikke den mest originale idé Abbasi har fået med Holy Spider. Og det lykkes ham ikke helt at komme ud over det væsenligste problem ved genren: At dens fokus på mord og vold, som regel rettet mod kvinder og andre udsatte grupper (ihf med film baseret på virkelige seriemordere), nemt kan komme til at fremstå spektakulært og udnyttende. Holy Spider svælger i de forfærdelige forhold de iranske prostituerede lever under, og den udpensler den vold de udsættes for, og det gør den af gode grunde for at udpensle misogynien i Iran, men den kommer til at ligne en hel masse lige så udpenslende voldsfilm, som ikke har gode grunde til at gøre det de gør. Vold og mord fascinerer os, og de sælger billetter. Det er ikke her at Holy Spider løfter sig over den gængse genrefilm.

Det gør den i stedet generelt i sin æstetik. Der er mange closeups af døde ansigter, og der er også mange closeups af levende ansigter, hvorfra store følelser stråler ud i salen. Panisk angst, ptsd, had, vrede, arrogance. Det er i høj grad en ansigtsfilm, og den fungerer bedst når ansigtsudtrykkene er blæst op i widescreen. Ligeledes er der et særligt billede, der gentages i løbet af filmen: Knallertbilleder. Saeed kører rundt i natten og leder efter ofre, og senere kører han rundt med deres lig snurret fast bag sig. Ofte ser vi det samme billede: Ansigtet af en passager, nervøsitet i alle træk, med byens nattelys faldende indover sig, og så helt ualmindeligt rystet. Jeg ved ikke hvorfor de er så rystede, måske de er optaget fra et setup med utrolig dårlig affjedring, men det er som om der er gjort noget ekstra ud af at få gjort dem særskilt rystede. Som om de skal vise den energi der er i de iranske nætter, hvor dagens politiske undertrykkelse udløses i vold og misbrug. Det er fremragende billedfortælling, ikke så overrumplende som i Shelley eller Grænse, men med lige så stor vilje til at tage en omvej via et overraskende billede til de grumme pointer.

Og Abbasi har vitterligt nogle stærke pointer med filmen. F.eks gør han meget ud af at understrege hvor påvirket Saeed har været af sine oplevelser under krigen mod Irak. Han fortæller om hvordan han skammer sig over at have overlevet, hvordan han ikke føler han har udrettet noget, fordi han ikke blev martyr, og senere hen ser vi ham efter han får en bold i hovedet, hvor hans ansigt ser ud til at fortrækkes i bimlende ptsd – endnu et fabelagtigt closeup! Det understreger problemet ikke bare er misogyni, problemet er et autoritært præstestyre, der brugte årevis på at hjernevaske befolkningen til at ofre livet for en større sag. Når så krigen er slut – og når tusindvis af ‘forrædere’ i øvrigt er blevet henrettet eller fængslet uden grund, en pointe der antydes som delårsag til at vidner ikke havde lyst til at have med politiet at gøre for at hjælpe efterforskningen – men samfundet stadigvæk synes urent og syndigt, er det så så mærkeligt at nogle folk fortsætter krigen mod ‘ondskab’ på egen hånd? Og vi ser hvordan volden kan tænkes at fortsætte, for Saeeds efterladte familie har nu valget mellem at acceptere de har levet med en morderisk psykopat, eller at tro på han gjorde det i en god sags tjeneste. De scener er mere gruopvækkende og ubehagelige end nogen af filmens voldsscener.

Det er i den slags scener at Abbasi beviser han hører til i hovedkonkurrence. Og det er han så den første nye dansk-relaterede instruktør som formår, siden Nicolas Winding Refn kom til Cannes med Drive i 2011. Men når jeg siger ‘dansk-relateret’ er det ikke for at sætte spørgsmålstegn ved Abbasis egen nationalitet, ej heller ved hvor dansk filmen er – den er bestemt en international co-production, men det er der så mange film som er, og fotograf + klipper er også danske. Det er mere det, at det lidt sigende for dansk films nylige festival-historie var hans svenske film, der formåede at komme i den rigtige konkurrence, da han vandt Un Certain Regard prisen. Den film er nok også hans mest overraskende fortælling, baseret på en svensk bog, om svenske forhold. Og det er også lidt det med at kunne følge instruktører fra deres første film, nogle gange indfries forventningerne ikke helt: Shelley var helt lille, visuelt opfindsom, vidunderligt filmet. Grænse var lidt større, stadigvæk overraskende, helt særegen. Holy Spider beviser at Abbasi er en stærk instruktør, stærk fortæller, god til at formidle kunstnerisk via æstetiske detaljer. Men det er en mindre særegen film end de to andre, den er en anelse Cannes-konventionel. Han har fået plads i filmens Superliga, men han har ikke endnu fået hele sit særpræg med derop.