Kupé nummer 6

Palmesøndag del 289
(Hytti nro 6, Juho Kuosmanen, Finland
Cannes 2021, Jury Grand Prix + Økumenisk Pris Special Mention)

Juho Kuosmanen har lavet to film. Den første, Den bedste dag i Olli Mäkis liv havde premiere i sidekonkurrencen Un Certain Regard i Cannes 2016, hvor den vandt førstepræmien. Anden film, Kupé nummer 6, blev derefter opgraderet til hovedkonkurrence i 2021, hvor den vandt anden præmien, Jury Grand Prix. Det er en fuldstændig uhørt kometkarriere for en skandinavisk instruktør (Ruben Östlund vandt godt nok Guldpalmen i første forsøg med The Square i 2017, men han havde dog brugt 13 år og fire film på at arbejde sig op til hovedkonkurrencen siden Gitarrmongot fra 2004) der først og fremmest viser vigtigheden af at få placeret film i sidekonkurrencerne på filmfestivalerne. Hvis man imponerer der, så får man måske en mere prominent position næste gang. Og derudover er en europæisk filmfestival nok det rette sted at være, hvis man har en god idé til en europæisk co-produktion, noget som den russisk-sprogede og finks-russisk-tysk-estisk co-producerede film er et strålende eksempel på. Kuosmanen bør være et eksempel til efterfølgelse for enhver håbefuld dansk instruktør.

Er han også en stor kunstner? Det er nok helt ærligt stadig for tidligt for mig at sige. Jeg er ikke helt sikker på jeg endnu fanger alle hans pointer, men med Kupé nummer 6 begynder hans helt særlige styrker også at træde klarere frem. Som med Den bedste dag i Olli Mäkis liv baserer Kupé nummer 6 sig på et udefrakommende forlæg, men Kuosmanen har omformet det så det passer bedre til de styrker. Og de styrker indebærer suveræn brug af lys og lyd, der skaber et særligt Kuosmanen’sk billede. Så jo, han kan helt klart noget.

Kupé nummer 6 er baseret på en roman af samme navn af den finske forfatter Rosa Liksom, og handler om den finske kvinde Laura, der bor i Rusland hos sin kæreste Irina – hun er hendes ‘lejer’, som Irinas venner eufemistisk omtaler dem, og det er tydeligvis et ulige forhold. Laura rejser med tog nordpå for at se nogle hellerestninger i Murmansk, nord for polarcirklen, det skulle have været en parrejse, men så kunne Irina pludselig ikke, så nu er Laura helt alene. Hendes medpassager i kupé nummer 6 er den unge mand Lyokha, der skal til Murmansk for at arbejde i en mine, og hvis fortid henstår i mørke. Ved første møde er han pisse fuld og ubehagelig, men langsomt opstår noget imellem dem, mens de rejser længere og længere ind i vintermørket, og kommer tættere og tættere på de åh så vigtige streger i sten ved verdens ende.

Det er som nævnt baseret på en roman, men Kuosmanen har virkelig ændret meget i handlingen. F.eks er Laura gået fra sin kæreste i bogen, hvilket hun ikke er i filmen, og bogen foregår i Sovjet-tiden i 1985, mens filmens tidsperiode ikke bliver fuldstændig slået fast, men det må være engang i sluthalvfemserne (der er ingen mobiltelefoner og Laura hører walkman, og så snakker de russiske intellektuelle i filmens åbningsscene om den fremragende russiske forfatter Victor Pelevin, men de kender kun hans tre første bøger, så filmen må foregå på et tidspunkt mellem Chapayev & Pustota (96) og Generation P (99) #filmdetektiven). Vigtigst af alt, så drager hovedpersonen i bogen med tog til Mongoliet, så hele konceptet med Murmansk og helleristningerne er altså opfundet til filmen.

Det er sjovt, for helleristningerne er virkelig en Kuosmanen’sk ting. Hans Den bedste dag i Olli Mäkis liv fik sin titel af, at den skildrede den virkelige bokser Olli Mäkis store titelkamp, hvor en tidligere bokser på et tidspunkt siger at en lignende kamp var den bedste dag i hans liv. Men den store kamp bliver ikke noget særligt for Olli Mäki, det bliver en virkelig undervældende oplevelse for ham, og i stedet indser han at han hellere vil bruge sit liv sammen med den kvinde han elsker. På samme måde er det ret hurtigt åbenlyst for alle, at Laura nok hyper hellerestningerne op på et niveau hvor de ikke rigtig hører hjemme. Det er måske Kuosmanens centrale filosofi: At vi sætter næsen op efter store livsomvæltende situationer, men at vores liv i stedet formes af alle de små ting omkring os.

Jeg tror dog også der er en mere teknisk grund til at Kuosmanen har valgt rejsen skulle gå til Murmansk: Lyset! Flere steder i filmen filmes der landskab fra tog, og det giver bare en anden effekt når vi starter i Moskvas storbylys og ender helt oppe i polar-mørket. Kuosmanen bruger også lysforskellene i scener inde fra toget, hvor den sære belysning efterhånden begynder at oplyse ansigter i mærkelige farver, så hovederne til sidst er badet i lige dele skygge og grønt og rødt lys. Det ser meget særligt ud. Og minder igen om noget fra Den bedste dag i Olli Mäkis liv. Som nævnt var boksekampen et antiklimaks for Olli, men den var dælme fremragende lavet rent filmisk. Her zoomede kameraet helt ind på den finske bokser, men vi fornemmede hvor meget fokus der var på ham fra stadion omkring ham fordi han var så oplyst af projektørlys, og fordi vi kunne høre publikum. Så vi mærkede omverden, men så kun Olli Mäki, hvorfor det virkede som om opmærksomheden, omsat til lys og lyd, nærmest var svøbt rundt om hans krop.

Der er lidt den samme effekt i Kupé nummer 6. Særligt har Kuosmanen denne gang virkelig gjort noget ud af lydarbejdet, hvor togets rumlen hele tiden høres rundt om de to ensomme mennesker. Særligt i to centrale scener gøres det samme: Der zoomes helt tæt ind på deres ansigter, og toglyden, sammen med de helt særlige lyseffekter, svøber sig nærmest rundt om dem. Lys og lyd – og skuespillernes mimik! – spiller sammen, og skaber en fantastisk kraftfuld fornemmelse af transformation. Jeg har lyst til at kalde det for et helt særligt Kuosmanen’sk ‘puppe-billede’, selvom det undervurderer hvor stor en rolle lyden spiller. Men det er virkelig et helt særlig billeder Kuosmanen skaber i begge sine film, som ikke bare er kunstlet anderledes, men som har en kæmpe emotionel effekt, og formidler hvad der efterhånden virker som Kuosmanens helt særlige pointer om liv og menneskelig udvikling.

Det er virkelig godt gået på bare to film. Så jeg forstår godt at Kuosmanen har gjort kometkarriere, og jeg forstår godt Kupé nummer 6 vandt den fornemme Jury Grand Prix i Cannes. Jeg er dog stadig ikke helt væltet bagover af helheden som jeg var af Titane, der ligeledes var Julia Ducournaus anden film. Den film imponerede fra start til slut, hvorimod Kuosmanen, når ikke han laver sine helt fabelagtige særlige puppe-billeder, stadigvæk laver en masse scener der kunne være lavet af mange andre. Skuespillerne Seidi Haarla som Laura og Yuri Borisov spiller ganske fremragende, og der er ingen scener der er decideret dårligt lavet. Men Juho Kuosmanen bruger stadigvæk meget plads i sine film på set-up, på at laver scener fra forlæggene som han måske ikke føler så meget for, indtil han kommer hen til de øjeblikke han så til gengæld for forløst fuldstændig transcendent. Måske han burde overveje at skrive sin næste film helt fra bunden af, og så fylde den 100% op med vidunderlig lys og lyd.