Palmesøndag del 339
(극장전, Geukjangjeon, Hong Sang-soo, Sydkorea
Cannes 2005)
Hong Sang-soo er stadigvæk lidt et mysterie for mig. Taget i betragtning af, at jeg må have set mindst 25 af hans film, og at flere af dem tydeligvis bearbejder ting i hans eget liv, så ved jeg stadigvæk ikke helt hvor jeg har ham. Hans film er så legende, samtidig også ofte så spydige, og engang imellem så decideret mærkværdige, at alt er åbent for fortolkning. Og så leger han bevidst med at blande det virkelige og det falske.
Tag f.eks In Front Of Your Face fra 2021. Her castede han skuespillerinden Lee Hye-young, der ikke havde spillet med i en film i over et årti, til en fortælling om en skuespillerinde, der ikke har spillet med i en film i over et årti, men som pludselig bliver kontaktet af en filminstruktør, der vil lave en ny film med hende. I filmens version, så viser det sig så bare, at instruktøren faktisk ikke vil lave nogen film, men bare håber på at have sex med hende, og skuespillerinden er i virkeligheden også terminalt syg, så det bliver ikke til noget. De to ting var selvfølgelig ikke virkelige. Tror jeg nok.
Fordi der leges og eksperimenteres så meget, så har det til gengæld også slået særskilt hårdt, når pludselig noget virkeligt tittede frem. Efter Hong blev kæreste med skuespillerinden Kim Min-hee har der især været billeder af hende, der emmede af virkelig kærlighed og omsorg, som har været helt overrumplende. Men også den meget tidligere Tale of Cinema fra 2005 synes til tider pludselig at bryde igennem alle paraderne, og blive meget virkelig. Det er den helt store kvalitet, i en film, der ellers også lider under de eksperimentelle regler, den stiller op for sig selv.
Det lyder jo meget morsomt, men der er en virkelig voldsom patos i den første del om Sang-won, og den bryder ret meget igennem den typiske Hong Sang-soo stil. Særligt da Sang-won kommer hjem til sin mor, som skælder ham hæder og ære fra fordi han formastede sig til noget så skammeligt som et selvmordsforsøg, virker det dybt ubehageligt. Fortællingen om Dong-soo er langt mere underspillet, og Dong-soo selv er en uudgrundelig og mystisk karakter, men vi hører fra hans bekendte, at han tidligere har drukket for meget og gjort ting de ikke brød sig om, og han lader til at have en masse indestængte følelser, der aldrig kommer ud. Det viser sig til sidst, at den første film faktisk var baseret på Dong-soos liv, men den anden instruktør stjal historien og brugte den i sin film uden at spørge, hvilket gør Dong-soo til en endnu mere tragisk karakter. Og samtidig gør det historien endnu mere meta.
Der er umanerlig mange filminstruktører i Hong Sang-soos film, det er en af hans standard karakterer, og nogle gange virker det måske som om han trækker på egne erfaringer. Som i Like You Know It All, hvor en instruktør er blevet hyret til jury-arbejde på en filmfestival, men ender med at falde i søvn til alle filmene. Andre gange, som i førnævnte In Front Of Your Face, leger han med idéen om sit eget image. Tale of Cinema er en af overraskende få af Hong Sang-soos film, der reelt føles som om den handler om film-kunsten, dens vilkår og dens bagsider. Dong-soo mødes med gamle klassekamerater fra filmskolen, hvoraf flere har haft stor succes i den mainstream mediebranche – det lyder som om de har lavet sæbeoperaer – hvorimod Dong-soo selv er kunstnerisk ambitiøs men også frustreret. Og hans gode fortælling blev så stjålet fra ham af en anden instruktør. Der ligger en ulmende frustration over hvor lidt respekt man får som instruktør, når man ikke vil danse efter filmindustriens pibe.
Ved et gensyn virker hele første del af filmen også lidt små-satirisk, dels fordi følelserne er så overdrevne, men også fordi æstetikken nærmest føles ligeså. Hong Sang-soo gør gerne afslappet brug af at zoome og dreje kameraet, men i første del af filmen gøres det virkelig meget, og på nærmest parodisk vis, så vi f.eks zoomer ind på at Sang-won skriver sit afskedsbrev, selvom vi ikke kan se hvad han skriver. Første del føles lidt som om nogen har stjålet Hong Sang-soos stil, men ikke helt kan finde ud af at gøre det ligeså så godt som Hong Sang-soo selv. Det er en ret vild effekt, men det betyder selvfølgelig også at første del ikke ser lige så godt ud som anden del.
Tale of Cinema er en helt unik film i Hong Sang-soos filmografi. Fordi den eksperimenterer med at hver del har sin egen stil, fordi den er så meget en meta-film, men også fordi den er så kompleks, omend Hong Sang-soo stadigvæk forsøger at få den til at hænge helt logisk sammen. Det er ikke den mest komplekse film han har lavet – Hill of Freedom handler f.eks om en mand, der i et brev fortæller om sine oplevelser, men siderne er blevet blandet sammen, og der mangler også et par sider, så filmen er fortalt komplet ukronologisk og med store huller i plottet – men det er den af Hong Sang-soos film, hvor det komplekse føles mindst legende, og mindst overskudsagtigt. I stedet er der virkelig hvad der virker som nogle vigtige pointer i forholdet mellem Dong-soos liv, og den film som nærmest blev stjålet fra him. Hvilket får filmen til at føles lidt mindre fri i forhold til publikum, hvilket paradoksalt nok kan få den til at føles lidt mindre kompleks, i forhold til f.eks en film som Woman Is The Future Of Man, der er langt løsere opbygget, men som også er så mystisk, at man kan lægge ufattelig mange tanker ind over den. Der er Tale of Cinema er mere lukket film.
Men det er også en helt unik film, som fortjent fik Hong Sang-soo i konkurrence i Cannes for andet år i træk. Hvor han dog igen måtte gå helt tomhændet hjem, og filmen solgte heller ikke ret mange billetter i hjemlandet. Hong Sang-soos position var langt bedre end Dong-soos, han havde lavet seks film, og fået meget ros og opmærksomhed for dem. Men jeg kan godt forstå hvis han stadig følte sig som en underdog, som om han var i udkanten af filmbranchen, og stadig ikke havde sikret sin fremtid i filmbranchen. I løbet af de næste fem år forsøgte Hong Sang-soo at ændre sine produktionsformer og finde en ny metode. Da det lykkedes for ham begyndte det for alvor at gå stærkt.