Palmesøndag del 341
(그 후, Geu-hu, Hong Sang-soo, Sydkorea
Cannes 2017)

To meget vigtige ting skete for Hong Sang-soo med filmen Right Now, Wrong Then (2015). For det første vandt han Guldleoparden fra filmfestivalen i Locarno, hvilket slog hans navn endnu mere fast som en af filmverdenens største og mest egensindige auteurs. For det andet arbejdede han på filmen sammen med Kim Min-hee, kendt i vest fra bl.a. The Handmaiden, og de to havde en affære under arbejdet med filmen. Efter i film efter film at have skildret utroskab og flirtende/grænseoverskridende filminstruktører endte han nu pludselig selv i en kæmpe skandale, der kostede ham ægteskabet, og var ved at koste Kim Min-hee hendes karriere som skuespiller (fordi sådan er det sydkoreanske samfund nogle gange). Alting blev pludselig lidt mere seriøst.

Den næste periode er blandt de mest intense for Hong Sang-soo. I efteråret 2016 kom han med Yourself and Yours, en sorgmunter film om parforhold, der dog også sært nok virker næsten spøgelsesagtig hos mig. Vinteren 2017 kom On The Beach At Night Alone, hvor Kim Min-hee spiller en ung kvinde, der forsøger at bearbejde en affære med en gift mand. Og foråret 2017 kom hele to film, Claire’s Camera og så The Day After. Claire’s Camera var en fin lille bagatel, optaget under Cannes 2016, og igen med Isabelle Huppert. Med The Day After krængede Hong til gengæld sin sjæl ud, og skabte et af sine største mesterværker.

Bong-wan (Kwon Hae-hyo, efterhånden genganger hos Hong Sang-soo) er en kritiker og forlægger, hvis ægteskab er i stille krise. Han har haft en affære med sin assistent, men det er gået i stykker, og nu er han ret depressiv. Han synes dog at live op da han får hyret en ny assistent, Ah-reum (Kim Min-hee), og synes allerede at være i gang med at flirte med hende, da pludselig hans kone dukker op. Hun har fundet en kærlighedsbesked Bong-wan har skrevet, og overfalder Ah-reum i troen om at det er hende som er elskerinden. Derefter vælter skeletterne ud af skabet, kombineret med nogle flere shitty moves fra Bong-wan, inden tingene langsomt falder til ro.

Hong Sang-soo har jo sin helt egen stil, baseret på lange takes med zooms og små kamerabevægelser, og han laver sine film meget hurtigt – efter sigende er The Day After lavet på kun et par uger. Men det skal ikke skygge for hvor smuk og nærmest klassisk store dele af filmen er, underbygget af de utroligt stemningsfulde sort-hvide billeder. Tag f.eks starten på filmen, hvordan vi først ser Bong-wan skændes med sin allerede mistænksomme kone ved morgenbordet, derefter ser ham gå ud i sneen en tidlig morgen. Kameraet følger ham gå ud af billedet i venstre side, og så straks derefter ser vi ham gå tilbage igen med en ung kvinde under armen, i hvad der tydeligvis er et flashback. Klip tilbage til Bong-wan gående på vej på arbejde, klip igen til Bong-wan, nu løbende i træningstøj, stoppe op for at græde. Og så tilbage til nutiden. Det er måske nok ret modernistisk med den slags spring i tid, men samtidig er det enkelt og elegant, og vi får fortalt hele grundridset af affæren blot ved de to små klip, af affærens begyndelse, og af sorgen efter afslutningen.

Filmen udvikler sig til en ret typisk Hong-fortælling, hvor karaktererne har meget lange samtaler om deres liv, mens de drikker mere og mere soju, og bliver mindre og mindre sammenhængende. Men enkeltheden fungerer, fordi Bong-wan bliver ved med at opføre sig så nederen, samtidig med at Ah-reum bliver ved med at holde ham op på det. Til en vis grad har Bong-wan ondt af sig selv, han mener han er ulykkeligt forelsket, og står til at miste i hvert fald én af de kvinder han holder af (enten kæresten eller hans datter, der lader ikke til at være særligt varme følelser tilbage over for konen), men Ah-reum bliver ved med at holde ham fast på, at det er hans egen skyld, og at han hele tiden tager valg der får det til at gå ud over andre end ham selv. Og så træffer Bong-wan endnu flere af den slags valg, og det hele kommer til at gøre endnu mere ondt.

Taget i betragtning af, at The Day After er lavet lige efter instruktøren havde en affære, og fik ødelagt sit ægteskab, så er filmen ekstremt negativ overfor mænd der er utro. Det er selvisk og ødelæggende, og særligt Bong-wans tendens til selv at bryde sammen i gråd, når han er nødt til at gøre endnu en nederen ting, som om det var ham det var synd for, er meget lidet klædelig. Konklusionen på filmen er også helt anderledes end hvad der skete for Hong og Kim Min-hee, der så vidt jeg ved stadig er sammen den dag i dag. Det tilføjer et drillende lag, til hvad der ellers er en af de følelsesmæssigt mest direkte film Hong nogensinde har lavet. Eller måske er pointen mere bare, at folk er nødt til at træffe deres egne valg og stå ved dem. Der er ikke nogle rigtige og forkerte valg i en situation med utroskab, der er de forkerte valg man traf som gjorde situationen startede, og derefter må man selv finde ud af hvad man skal gøre, og tage ansvaret på sig.

The Day After blev den sidste af Hongs film, der så direkte handlede om utroskab. Næste år kom han med den fine Grass, der var en hel masse usammenhængende vignetter, der spirede frem som små græsstrå. Her prøvede Hong en masse små idéer, og flere af dem var der ikke rigtig noget i, men så sluttede han af med et vidunderligt billede af Kim Min-hee, som om hun var det eneste i hans kunst som var sådan rigtig godt, og så blev filmen alligevel ret rørende. Den ømhed er gået igen i flere af hans seneste film. Den helt nye tilføjelse i Hong univers er Lee Hye-young, der vendte tilbage til skuespilleriet efter mange års pause, for at spille roller som ældre kvindelig kunstner i hans film, en karakter som aldrig rigtig var til stede før. Det handlede ellers mest om ældre mænd og unge kvinder, men nu er det hele blevet lidt mere nuanceret. Der er tydelige udviklinger i hans film, hvilket måske ikke helt var tilfældet for femten år siden, hvor han lidt lavede den samme skønne film hver gang.

Det er forrykt så god Hong Sang-soo er blevet på det seneste. Han har været en fremragende instruktør mindst siden The Power of Kangwon Province (1998), men også lidt en instruktør, der havde sin egen drillende og måske lidt sløsede måde at lave film på, og som lidt gentog sig selv, og mest bare var dejlig at hænge ud med. Men der kom en voldsom seriøsitet ind i det hele, samtidig med at han efterhånden blev så erfaren, havde lavet så mange film, at der intet sløset var over det længere, selvom de stadigvæk er lavet utroligt hurtigt og billigt. Der er bare et væld af idéer og effekter, som er billige at udføre, og som Hong turnerer til perfektion. Hong Sang-soo siden 2015 er et historisk godt run, og det er lidt fjollet Cannes kun har haft ham med én gang i den periode. Men de valgte muligvis den bedste at have med, og det er da også meget godt.

Serien om Hong Sang-soo begyndte med Woman Is The Future Of Man