Palmesøndag del 81
(Ulrich Seidl, Østrig
Cannes 2007)
Ah, østrigsk film. Måske den mest undervurderede filmtradition overhovedet. Der er så mange store østrigske instruktører, men landet er lille, den nordlige nabo er stor, og den politiske historie smadrede dem begge to. Østrigske instruktører: Fritz Lang, Josef von Sternberg, Billy Wilder, Fred Zinnemann, Otto Preminger. Tidlig østrigsk film er mest tysk og amerikansk film. Og så kom krigen. Og så var der lavvande, i en lang periode uden statsstøtte, uden de store filmiske præstationer. En reel avantgarde-bølge i tresserne med Peter Kubelka som det vel mest kendte navn (hans Unsere Afrikareise kunne næsten have været vist som forfilm for Seidl’s Safari). Når østrigske instruktører var i Cannes, så var det gerne enten mere eller mindre kulturel propaganda – Wolfgang Liebeneiners vanvittige scifi-propaganda 1. april 2000 eller Karl Hartls Mozart – Ræk mig din hånd – eller også var det gerne co-produktioner uden ret megen østrigsk stil – Bernhard Wickis Besøget med Ingrid Bergman.
Reelt får østrigsk film først sit gennembrud med Michael Haneke i halvfemserne. Men så blev det til gengæld også stort! I 00’erne var østrigsk film så stort som det kunne blive – det var året hvor Stefan Ruzowitzky’s Forfalskerne vandt en Oscar – og i kølvandet på Haneke var der plads til endnu en østrigsk instruktør i det prestigiøse Cannes-selskab. Og det var ikke svært at afgøre hvem. Nicolaus Geyrhalter og Michael Glawogger, de laver dokumentar-film, og det er jo ikke fint nok. Barbara Albert’s Nordrand var et nybrud omkring årtusindskiftet, og Jessica Hausner er den bedste østrigske instruktør overhovedet, men de er kvinder, og det gider Cannes jo ikke. Så var det godt Ulrich Seidl stod klar i kulissen.
Den 64-årige instruktør er blot ti år yngre end Haneke, og begge tog et noget langt tilløb før de spillefilmsdebuterede. Haneke arbejde i årevis inden for fjensynsproduktion, mens Seidl lavede dokumentar-film. Film om modeller, om museer, om fritid, om religion. Om Østrig og østrigere og deres vaner og drømme. Og dybeste hemmeligheder. Han slog igennem med Hundedage, der vandt Sølvløven i Venedig i 2001. Man kan lidt forsigtigt inddele hans karriere i tre faser: De første dokumentarer frem til Hundedage, mellemperioden med spillefilmene Import/Export og Paradis-Trilogien og hvad der lidt ligner en tredje fase med de nye dokumentar-film I Kælderen og Safari.
Der er i mine øjne to parallelle strøminger i hans film: For det første et større og større stilistisk mesterskab, fokuseret på symmetri og plan-opdeling. For det andet mere og mere sympati for hans karakterer. Det er som regel ikke sådan det går, som regel følges stilisering sammen med en tilsvarende følelseskoldhed. Måske kan man i en film som Hundedage fornemme afsky og vrede, og måske har stiliseringen renset det fra instruktørens synspunkt, og givet mere plads til skuespillernes/dokumentar-subjekternes menneskelighed?
Endnu i Import/Export er der ret så meget kynisme at spore. Filmen skildrer to mennesker: En som rejser fra Ukraine til Østrig, og en som rejser fra Østrig til Ukraine. Import og eksport; mennesker reduceret til handelsvare. Et andet stort tema er sex-industrien, som ukrainske Olga arbejder i for at tjene flere penge, og som østrigske Pauli frekventerer. Derudover er der ikke synderlig meget der binder de to historier sammen: Olga får job hos en rig familie, og derefter på et hospital hvor hun knytter bånd til de meget sengeliggende. Pauli rejser til Ukraine med sin stedfar Michael for at lave forretninger, men bruger det meste af sin tid på at drikke og opstøve prostituerede. De to fortællinger siger begge noget om Europa’s tilstand, men de hænger ikke sammen i et plotfletværk sådan som det f.eks. sker i en film som Alejandro Innaritu’s Babel. Det er ikke en plat globaliseret pointe om, at alting hænger sammen, men en undersøgelse af magtforholdet mellem øst og vest / mand og kvinde. Import og eksport mellem nationer er ikke lykkelig frihandel, lige meget hvad liberalismen siger.
Der krydsklippes til tider mellem scener i de to historier, for på den måde at lade dem spille sammen. Mens Pauli er på et ligegyldigt jobsøgningskursus ser vi således også Olga modtage åndssvag information til hendes nye job som rengøringsmedarbejder på et hospital for gamle og i mange tilfælde demente. Efter vi ser Pauli danse med en pige i Ukraine ser vi Olga danse med en gammel mand i Østrig. I det gode lange mellemstræk er filmen nærmest bare en montage af semi-dokumentaristiske scener, der fint illustrerer ligheder og lige så vigtigt forskelle mellem øst og vest, mænd og kvinder.
Seidl er mest kendt for at lave rektangel-film, for en forunderlig symmetri i hans billeder, som man også ser det hos andre østrigere som Geyrhalter, Glawogger og Hausner. Det er en teknik som får verden til at se ret lille ud, som passer ganske fint til det småborgerlige Østrig. Det er også en teknik der kan få karakterne til at føles fanget. Det er nærmest det modsatte af Dogme-filmen, som satte skuespillerne i centrum, i stedet er hver indstilling valgt ud fra at baggrunden skal passe sammen. Det er en teknik der synes at medføre en dehumanisering, men som omvendt også netop kan skildre en process med dehumanisering, hvilket ofte er instruktørernes pointer. Det kan bare nogen gange være svært at skelne det fra hinanden.
En film som Import/Export er fra titlen og frem en tydeliggørelse af en kapitalistisk penge-logik, og de konsekvenser som den har på menneskerne, men det er blot en tydeliggørelse: Den viser hvordan kapitalismen nedgør mennesket ved at nedgøre mennesker. Der er en cirkelslutning herinde. Det er ligetil blot at blive sur på Seidl for ikke at tilbyde noget håb, ingen løsninger, ingen alternativer. Men det er jo altid for let at kritisere en film for hvad den ikke er. Omvendt har jeg svært ved, når nu Seidl siden fulgte op med den langt mere facetterede Paradis-trilogi, og når nu Jessica Hausner vendte stilen på hovedet i mesterværket Amour Fou, ikke at føle at film som Hundedage og Import/Export ganske enkelt er blevet overgået.
Jeg indledte denne tekst med at være lidt ironisk overfor Seidl som den anden østriger i Cannes, af den simple grund at Import/Export i mine øjne ikke rigtigt hører til blandt tidens bedste østrigske film. Men måske er han alligevel den mest Cannes-egnede. Den rektangulære stil stammer oprindelig fra dokumentarismen, og i mine øjne har Seidl også selv fået det meste ud af det i sine dokumentarer. Men Hundedage og Import/Export var omvendt nogle af de første, der virkelig forsøgte at bringe stilen ind i en fiktionsform. Det bliver en art doku-hybrid fiktions-form, hvor de lange indstillinger virker observerende snarere end dramatiske, og hvor forskellige former for arbejde skildres med en nærmest etnografisk interesse – som dog også lugter af udbytning når det handler om diverse strip-shows. Jeg har det ret ambivalent med filmen, ligesom jeg ikke er den store fan af Hundedage, men det er svært at komme uden om de tillbød filmen noget nyt, også i forhold til instruktører som Geyrhalter og Haneke. Rent historisk set er det et udmærket valg. Hvis så bare de også havde haft antennerne ude da Hausner lavede sine mesterværker…