Homo Sapiens

Homo Sapiens

Et af de største problemer jeg har ved at tænke mig selv som anmelder er ved såkaldte ‘eksperimenterende’ film. Mange steder er eksperimenterende kunst noget godt i sig selv. Det er modigt, og nytænkende, og implicit mere værd end film som spiller det sikkert. Og alt det er jeg enig i, og vil derfor gerne give gode anmeldelser til så mange eksperimenterende film som muligt. Men det er netop implicit beundringsværdigt fordi de tør prøve noget som måske ikke fungerer. Så engang imellem vil det ganske enkelt ikke fungere. Lars von Trier er en af mine yndlingsinstruktører, og han har lavet nogle af de værste film jeg har set. Manden bag Homo Sapiens, østrigske Nicolaus Geyrhalter, har en stil, en fanskare, og som film som CERN har vist kan han hurtigt lave en simpel dokumentar om f.eks. CERN-laboratoriet af virkelig høj kvalitet. Så hatten af for at han har lavet den ambitiøse og enestående Homo Sapiens, som ved alle andre enestående film vil jeg anbefale alle at skynde sig ind og se den ved en af de to sidste visninger. Men den fungerede ikke for mig…

Geyrhalter laver det jeg personligt kalder for østrigske rektangel-film. Se også Ulrich Seidl, Jessica Hausner og til dels Michael Glawogger. Jeg kalder det rektangel-film fordi det gør sig så meget i linjer, planer, vinkler, symmetri. Geyrhalter kan noget med at opstille et billede, så man kan kigge på et menneske der sidder og skriver i flere minutter – det er det som gør en ellers ordinær talking-heads-dokumentar som CERN til noget særligt. Men alle de rette linjer, den megen symmetri, har det på en eller anden måde med at få ting til at se ret små ud. Hvilket passer godt til rektanglisternes yndlingsemne: Den østrigske småborger. Når Geyrhalter er bedst får han nærmest rummet selv til at reduceres til intet; i en film som Abendland skildres f.eks. Europa om natten, billeder taget fra technofester, porno-fabrikker, bagerier, grænsekontroller, hjemløselejre, europaparliamentet, tydeligvis over en årrække, men det føles som om vi ser et minisamfund i løbet af en enkelt nat. I Donauspital skildres et hospital som en alt for kort rejse mellem fødselsgang og ligkælder. Problemet er blot, at Homo Sapiens er en sublim film om naturens gigantiske kræfter. Og så er det ikke helt lige så godt at det føles så småt.

Idéen er simpel og nærmest genial. Filmen viser bygningsværker som menneskeheden har forladt. Tomme centre, forladte bunkere, krigsskibe, fabrikker. En kæmpe tøjbamse er faldet fra hinanden i hvad der ligner et feriecenter. Et krigsskib står forladt ude på en sø. Duer flyver rundt under en gigantisk kuppel. Der er sekvenser som er absolut bjergtagende, hvor man helt taber pusten, måske endda ganske mange af dem. Unikke billeder, som alene er hele billetten værd. En bilkirkegård i en grotte, hejsebanetårne i et goldt landskab. Sovjetisk base i det arktiske landskab. Det blev debatteret bagefter om det var en sci-fi eller en zombie-film. Og lydbilledet er virkelig gennemarbejdet, især en konstant dryppen af vand sætter sig i kroppen. Jeg ville bare gerne have hele filmen var på det niveau den når op, når den er bedst. Især var jeg frustreret over klipningen, det føltes for abrupt for en så kontemplativ og ‘tom’ film, de bedste billeder fik ikke lov til at stå længe nok. Helt unikt syntes jeg heller ikke det var, mange af ruin-billederne lignede noget man til tider finder i den tyske instruktørs Heinz Emigholz’ arkitektur-portrætter: Han opsøger samtlige bygninger af den arkitekt han nu er i gang med at portrættere, og det sker ret tit at en del af bygningerne med tiden er blevet forladt – især hvis det er en instruktør der f.eks. har lavet fagforeningsbygninger. Og hans lydbillede er langt mere sammenhængende, hvor der var ret mange klip hos Geyrhalter, når han bevægede sig længere og længere ind i sine verdener. Som det nok også fremgår, så er Emigholz en del mere konceptuelt fokuseret – det er denne arkitekt vi fokuserer på, og så ser vi hvad der sker – og til sammenligning virkede Homo Sapiens lidt løs i det. Hvorfor er de enkelte steder blevet forladt? Hvad vil han sige, udover at mennesket sørme laver gigantiske ar i naturen?

Jeg har dog en mistanke om, at jeg måske blot var overvældet af en meget krævende film. Jeg kunne aldrig finde rundt i hvor vi var hvornår, for det bliver aldrig annonceret, men jeg tror måske det er meningen. I en sekvens så vi først nogle bunkere på en strand, som jeg var overbevist om måtte være optaget i Jylland, men så pludselig var der også et fort, og det er der jo ikke i Jylland, og så lignede det vi var på den japanske ø Hishima, kendt fra Bond-filmen Skyfall. Og så var der en rutsjebane. Men måske var det ikke blot ét sted, måske var det tværtom meningen, at klippe mange steder sammen til et, som om det alt sammen var en lille sandø det foregik på? Måske driller Geyrhalter stadigvæk, måske er det hele rent faktisk sammenklippet? Måske er det ligesom Abendland, et portræt af en civilisation som er gået tabt, og måske er lidenheden igen pointen? Det ville være en god pointe. Jeg vil dog stadigvæk påstå, at han ikke formår at adskille civilisationens lidenhed fra naturens, det hele fremstår lidt for lident. Til min smag. Men sådan er det jo når folk prøver. Homo Sapiens har overvældet rigtig mange mennesker, også blandt folk der ved meget mere om Geyrhalter end jeg gør. Giv den en chance alligevel.