Amour Fou

Amour Fou er årets film i de danske biografer. Et mesterværk som alle med interesse for film bør skynde sig ind at se. Den understreger og udvikler filmens potentiale til at fortælle en historie og opbygge et univers, gennem kamera, klip, scenografi og kostumer. Jessica Haussner’s film opstiller en fortidig verden så vi ikke blot kan se den, men også kan forstå hvordan menneskene i fortiden ser sig selv, som det kommer til udtryk i den rumlige verden de har opbygget. Det er en visuelt betagende film, der samtidig er meget morsom på en egen underspillet facon. Og så er det en landvinding inden for filmisk (feministisk) ideologikritik, for dem som går op i den slags.

Plottet i Amour Fou er ganske simpelt, og eftersom det er baseret på virkelige begivenheder er det tilladt at afsløre hvor det bærer hen: Den 21. november 1811 tog digteren Heinrich von Kleist og husfruen Henriette Vogel sammen sig selv af dage. Haussner’s film skildrer processen fra deres første møde til de begår selvmord sammen, en process hvor Henriette nærmest føler sig drevet frem som en marionetdukke. Men hvad er det der driver hende? Er det den stålsatte von Kleist, som har spurgt flere kvinder før fru Vogel om de vil dø med ham? Eller er det noget dybere og dunklere i kulturen som sådan? I Haussner’s foregående film, Miraklet i Lourdes, udstillede instruktøren den katolske mirakel-tro i Lourdes, og hvordan den helt fysisk påvirkede en ung kvinde i kørestol. Samtidig afpillede kameraet konstant glansen af de mange guldstatuer, megakirker og souvenir-butikker i det ganske turistede område. Men hvor den seneste film undersøgte en virkelig by, så er projektet denne gang at undersøge og udstille en hel genopført epoke. Dette gøres først og fremmest gennem en udsøgt scenografi, hvor samtlige kulisser synes perfekt symmetriske som i en film af Haussner’s landsmand Ulrich Seidl, eller måske endda Wes Anderson. Men hvor Anderson også ville have filmet scenografien ligepå, for at understrege dens symmetri, så stiller Haussner konstant kameraet en smule skævt i forhold til kulisserne, eller lader personerne stå forskudt i planerne. Effekten er som om verdenen er blevet opstillet til at være logisk og perfekt, men at det levede liv har efterladt det blot en anelse ude af facon. En stol er blevet stillet lidt skævt. Folk formår ikke at opføre sig helt som de skal. Der er et eller andet galt med den her verden, den er ude af balance.

amour_fou_01

 

Den adelige verden er ved at gå under, og den borgerlige verden er på vej frem. Filmen skildrer denne udvikling på typisk underfundig facon, ved Henriettes mand, der arbejder på at indføre reformer i Prøjsen, der skal gøre bønderne frie og indføre skat som alle skal betale – selv adelen. Reformen vil medføre magttab for adelen over deres bønder, men også, hvad der ikke bliver gjort helt klart af personerne, en stor ny magt til et bureaukratisk borgerskab, der må registrere og kontrollere befolkningen i uset omfang, for at få kradset pengene ind. Det er en stormfuld brydningstid som filmen skildrer, men den gør det via debat om skatter.  Men hverken adelens ideologi eller borgerskabets ditto har nogen speciel plads til kvinder, der som Henriette Vogel lever i deres egne, dybt iscenesatte palæer. Det er her, der er noget galt. Og det er som om denne fejl, denne sprække i den liberale ideologi, der prædiker frihed til alle, men intet gør for kvinder, det er som om denne sprække forplanter sig til hele filmen, til kameraet, til kulisserne, til koreografien hos personerne i palæerne. I dette ideologiske morads fanges Henriette af en romantikers dødslængsel, efter hun selv diagnosticeres med helbredsproblemer, og selvom hun egentlig ikke har den store lyst til at dø, så styres hun nu af en ny romantisk ideologi, som hun førhen lod sig styre af en borgerlig og konservativ ditto. Det er en grum fortælling, men samtidig kan man ikke andet end at grine nervøst. Grine af de absurd opstillede optrin i de mange palæer, eller over de forvirrede trin det dødsbesatte par foretager på vej mod slutningen.

amour_fou_02

Jeg har nu set Amour Fou tre gange, og den bliver bedre og dybere for hver gang jeg ser den. Nye detaljer åbenbarer sig, såsom hvordan filmen indledende tegner kønsforholdet perfekt op, med først et klip af Henriette gemt bag store gule blomster, og derefter et klip af Hr Vogel, tronende på en stol midt på en af væggene i hjemmet, i færd med at få skiftet sko af tjenestepigen. Og som Henriette vandrer mod døden, så bliver hendes blomsterbuketter mere afpillede. Eller hvordan en af de centrale replikker i filmen undermineres af et bjæf fra en løsgående hund: ‘Vil du dø sammen med mig?’ *VUF* ‘…nej…’ Eller hvordan familien Vogel’s hjem er indrettet så der er en vej gennem alle værelser der leder hen til mandens kontor, hvorfra han kan sidde og holde styr på alting, i en grøn slåbrok der matcher de grønne gardiner. Der er tænkt så meget over detaljerne i den her film, og humoren er så underspillet, at den kan ses igen og igen og igen og. Ved sidste visning syntes nærmest hele filmen at bestå af små sketches, hvor punchlinen som regel er at se Hr Vogel eller hans ven og kollega Hr Müller’s skrækslagne ansigter over utænkelige normbrud, såsom at sige ‘Bravo’ eller at nævne døden. Det er en smuk og intelligent, og på sin egen vis utroligt morsom film. Det er som sagt: Et mesterværk. Som jeg allerede glæder mig til at se en fjerde gang.

amour_fou_06

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.