Besøget

Palmesøndag del 33
(The Visit, Bernhard Wicki, USA
Cannes 1964)

Der er forbløffende få amerikanske film fra første halvdel af tresserne som er blevet stående i filmhistorien. Der er lidt Hitchcock – Psycho, Fuglene – og lidt Kubrick – Spartacus, Dr Strangelove – men reelt var den amerikanske filmbranche i krise. Det gav plads til den helt store bølge i slut-tresserne/halvfjerdserne, hvis dønninger vi stadig ser: New Hollywood med folk som Martin Scorcese, Francis Ford Coppolla, George Lucas, Steven Spielberg. Men der er det sjove ved kulturhistorie, at man husker bølgetoppe, og ikke de dale som kom forud, som bølgerne reagerede på. Derfor har det været så sjovt for mig at se denne uges to film, for det er amerikansk film der tripper tøvende fremad, og forsøger at finde en måde at reagere på de nye europæiske bølger. Det fungerer ikke helt. Men det er ret sjovt at se.

Besøget er en amerikansk-italiensk co-produktion baseret på en schweizisk forfatters skuespil, instrueret af en østriger, og med en svensk skuespillerinde i hovedrollen. Og det skal vist forestille at foregå i østeuropa et sted, bogstaverne er i hvert fald ikke latinske. Nogle år senere ville man måske sætte det nedsættende mærkat ‘euro-pudding’ på det. Bernhard Wicki er nok mest kendt for at have instrueret den første udgave af Broen, om unge tyske drenge der skal forsvare en ligegyldig bro i foråret femogfyrre. Jeg kender ikke meget til Wicki’s filmografi, der også indeholder den over 3 timer lange Spider’s Web, i Cannes i 89, men hans instruktion er heller ikke voldsomt distinktiv i Besøget. Den bærer mere præg af de italienske kræfter. Filmet i Cinecitta, med lyd tydeligvis optaget efterfølgende efter italiensk sædvane, og skuepillere og fotograf, der også har arbejdet med Visconti. Det ligner og lyder vitterlig som en samtidig italiensk film, eller som en af Visconti’s co-produktioner a la Leoparden. Blot i sort/hvid.

Der er også lidt europæisk riskyness over plottet. Ingrid Bergman spiller Karla Zachannassian, en rig enke der vender tilbage til sin fattige hjemby efter at have været væk i årevis. Byens indbyggere håber at hun vil skænke et beløb der kan få byen på fode igen, og til at starte med virker hun da også interesseret og glad for at se sin gamle fødeegn, og ikke mindst sin gamle flamme Serge Miller, spillet af Anthony Quinn. Der er en ganske vovet scene, hvor Karla forklarer at hun var tvunget til at lade som om hun kunne lide det mindre første gang de havde sex, men at det var svært. ‘I think I screamed. I remember how surprised I was that those damn gypsies were still playing.’ Kvindelig orgasme er stadig ikke i dag noget der tales stort om i amerikansk film. Men snart kommer sandheden frem: Karla blev gravid, men Serge nægtede at anerkende faderskabet, og bestak et par andre mænd til at påstå de også havde haft sex med hende, så hun blev jaget ud af byen og Serge giftede sig med en rigere pige. Nu, efter at en rigmand fandt hende på et bordel i Trieste, efter at hende og Serge’s datter døde som spæd, og efter at hun blev en af de rigeste kvinder i verden, er hun først og fremmest vendt tilbage for at få hævn: Hun vil skænke to millioner til landsbyen, én til byen og én til deling blandt beboerne, men kun hvis de indvilliger i at genindføre dødstraf og slå Serge Miller ihjel.

skærmbillede_2015-09-16_kl_234442

Allerede her er det en ret så glimrende fortælling, man kan forstå at det har været et teaterstykke, men filmen er nærmest kun lige gået igang. Så klart den bedste del kommer af skildringen af udviklingen i landsbyen, hvordan de første røvhuller begynder at købe ting på kredit i Serge’s butik, i klar forventning om en kommende indkomst, og hvordan derefter fremmede købmænd ruller lastbiler fyldt med luksusvarer ind for at ramme efterspørgslen, hvorefter også de mere sympatiske karakterer lader sig lokke, og snart er hele landsbyen økonomisk forpligtet til at slå Serge ihjel. Det kan ses som en vidunderlig satirisk skildring af det umoralske ved kapitalismen, hvordan selv en kommende indtægt, som alle og enhver kan se er komplet umoralsk at budgettere med, langsomt bliver nødvendiggjort fordi omverdenen tager den på forskud (se også alle råstofdepoter i verden, lige meget hvor meget deres udvinding vil gå ud over lokalbefolkningen). Derudover er der suspense og horror over scener hvor Serge konfronteres med massen, hvor Karla’s leopard er blevet sluppet fri og alle griber til gevær med tydeligt forsæt om at skyde Serge ved et ‘uheld’, eller hvor Serge forsøger at komme med toget væk derfra, men menneskemængden sætter sig i vejen. Her er det lige så meget fascisme eller kommunisme der er under anklage, enhver ideologi der knuser den enkelte til fordel for ‘fællesskabet’. Under alle omstændigheder tager stykket så absolut ingen hensyn i hvem det angriber, og det er ganske fantastisk.

skærmbillede_2015-09-16_kl_234600

Så det er lidt synd og skam, at filmudgaven trækker i land henimod slutningen. SPOILER ADVARSEL, men der er jo kun én afslutning der kunne være på denne historie. Til sidst genindfører byen naturligvis dødsstraf og dømmer Serge. Men så, ligesom han skal til at blive henrettet, sker der noget. Man kan næsten regne ud hvor lidt mening det giver af hvor meget Karla begynder at monologisere over hvor meget det var planen: ‘This is the moment I’ve been waiting for. This! I’ve planned it for years, but I could not believe it would happen so beautifully, so cleanly.’ Ja, for i virkeligheden ville hun jo først og fremmest straffe hele byen, så det drejede sig blot om at få dem til at indrømme at de også ville dræbe Serge, ligesom de udstødte Karla. Så hun afblæser henrettelsen. Det er ikke sådan teaterstykket går, og det giver da heller ikke rigtigt mening. Ja, hele byen var skyldige, men Serge da mest af alle. Hvorfor satte hun sin leopard fri, hvis ikke det var som påskud for at skyde Serge? Og det fjerner en stor del af den tematiske subtekst, når Karla så åbenlyst forklarer præcis hvad hele filmen har drejet sig om. Det er synd og skam, det er typisk amerikansk.

skærmbillede_2015-09-16_kl_234704

Det virker vitterlig famlende, som om amerikanerne godt vidste at der skulle mere vovede boller på suppen, men alligevel var bange for den hårde men nødvendige konklusion på det originale skuespil. Anekdote-tid, hentet fra wikipedia: Den amerikanske producer var legendariske Darryl F. Zanuck, der i lang tid var chef for 20th Century Fox. Hans elskerinde, Irina Demick, spiller en overflødig birolle som Anya, en ung kvinde der har en affære med en ældre mand, hvilket mere synes med som påskud for nogle vovede næsten-nøgenscener snarere end af nogen tematisk grund. Besøget er Zanuck’s sidste semi-succesfulde projekt, derefter gik han mest op i at skabe projekter for elskerinder, hvilket medførte 1) studiet tabte penge på dumme projekter og 2) han gav aktier i Fox til sin kone som undskyldning, som solgte dem videre i vrede. Da den nye direktør, hans søn, i 1970 fyrede en ung elskerinde, Genevieve Gilles, fik Zanuck den ældre ham fyret, hvilket resulterede i, at aktie-ejerne også fik ham selv fjernet fra studiet. Darryl F. Zanuck var den sidste af de store studiehoveder, der blev fjernet.

Det er på den vis en lidt historisk film. Men af forkerte grunde. Jeg var overrasket over at genkende skuespillet fra en senegalesisk udgave, instrueret af Djibril Diop Mambety, kaldet Hyenas. Den var i Cannes i 1992, og selvom den formentlig er set af langt færre mennesker end Besøget – som trods alt var nomineret til en oscar i 64, for Bedste Kostymer til en Sort/Hvid-film, og som har kendte skuespillere i hovedrollen – så er det klart den senegalesiske film jeg har hørt mest om. Den er central i afrikansk filmhistorie, hvorimod den amerikanske udgave er fra en periode som historien senere hen er sprunget let og elegant henover. Det var ret sjovt at se som nørd, og den har klart solide filmiske kvaliteter, men man kan godt nok også godt forstå at den ikke er blevet en klassiker.

skærmbillede_2015-09-16_kl_234414

Fortjent Pris?

Nope. 64 var et godt år, hvor palmen gik til Jacques Demy’s udødelige Pigen med Paraplyerne, og derudover bød på kendte film som Black God, White Devil fra Brasilien og Kvinden i Sandet fra Japan. Det var en tid hvor filmkunsten boblede i hele verden, så Besøget virker altså bare bag om dansen.

Hvordan står det så til med amerikansk kunstfilm i disse år? Det vil jeg skrive lidt om på søndag, når det skal handle om Bennett Miller’s Foxcatcher.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.