1. April 2000

Palmesøndag del 104
(Wolfgang Liebeniener, Østrig
Cannes 1953)

De første par år af Cannes-festivalen fungerede den lidt som en verdensudstilling. Lande fra alle kontinenter – omend flest fra Europa – mødtes i et par uger og så hinandens film. Det var en hyldest til internationalisme og samarbejde i årene efter Anden Verdenskrig.

Men netop på grund af Anden Verdenskrig var der til at starte med et par lande der manglede. De besejrede akse-magter deltog ikke i de første festivaler, Tyskland kom med i 1949, mens Japan og Østrig måtte vente til 1952. Japan er her den helt store succeshistorie, man kan nærmest sige at japansk film erobrede hele verden via halvtredsernes festivaler, og så tidligt som i 1954 gik Guldpalmen til Teinosuke Kinugasas Ingen kan Tvinge et Hjerte (Jingokumon/Gate of Hell). Til sammenligning måtte Tyskland vente til Bliktrommen i 1979, og Østrig vandt først med Michael Hanekes Det Hvide Bånd i 2009 (omend teknisk set var Billy Wilder født i Østrig, og hans The Lost Weekend var en af mange der vandt i 1946).

Men hvis ikke de vandt priser, hvad fik østrigsk film så ud af at være med? Når jeg kigger festival-programmerne igennem virker det ret så meget som om de østrigske film først og fremmest var med af ideologiske grunde. Der er biopics – Mozart i 1956, to om kejserinde Sissi i 57 og 58 – og krigsfilm. Og så er der Wolfgang Liebeneiners 1. April 2000 fra 1953, en af de mest vanvittige film der nogensinde har været i Cannes. En rendyrket propaganda-film, der skulle overbevise verdenssamfundet om at behandle Østrig bedre. Og, som navnet antyder, en science-fiction film. Jeg har set mange mærkelige og glemte film i forbindelse med det her projekt – og i forbindelse med at være filmnørd generelt – men det her trak tænder ud. Det er ikke bare sært og mærkeligt med sine bedagede idéer om fremtiden, det er samtidig så ubehageligt propagandistisk og tonedøvt, at det er svært helt at forholde sig til hvad der sker.

Vi skriver altså år 2000. Der er blevet valgt en ny præsident i Østrig, og alle de officielle pinger er samlet for at høre hans første tale. Men det bliver et chok for repræsentanterne for USA, Storbrittanien, Frankrig og Sovjetunionen, for præsidenten benytter lejligheden til at erklære Østrig for uafhængigt og at den hidtidige besættelse af landet må ophøre. Det får stormagterne til at reagere, og de henter verdens-præsidenten (lederen af en organisation som ikke er FN, men samtidig helt tydeligt er FN) ind for at straffe Østrig for denne uhørte agression mod verdens-samfundet. Resten af filmen er som en retssag, hvor østrigerne forsvarer sig ved at benytte skuespillere og rekonstruktioner til at overbevise om landets glorværdige omend fuldstændig fredelige fortid, for til sidst at stable en musikalsk parade på benene fyldt med østrigsk musik og kolorit. Det får naturligvis repræsentanterne fra alle verdenshjørner til at forelske sig i det helt igennem fantastiske land, og alt er herefter fryd og gammen. Hvis bare den dag ikke lå så langt ud i fremtiden…

Lidt kontekst: Østrig blev annekteret af Nazityskland den 12. marts 1938. Hvorvidt Østrig var et fredeligt lille land der blev invaderet af en ond nabo, eller en samarbejdspartner der gladeligt indgik som del af et Stortyskland under (østrigeren) Hitler, det er der delte meninger om (plottet i Chaplins The Great Dictator, hvor den onde diktator Hynkel invaderer nabolandet Osterlich viser ét perspektiv fra samtiden). I 1943 erklærede de allierede magter at Østrig var nazisternes ‘første offer’, og at de skulle ‘befries’ fra tyskerne efter krigen, men efter krigen blev landet besat og inddelt i fire besættelseszoner, ganske som i Tyskland (det er denne besættelse der danner baggrunden for Den Tredje Mand, der vandt Guldpalmen i 1949). Der gik storpolitik og kold krig i den, og otte år senere, i 1953, var landet stadig besat af udenlandske soldater, uden nogen stor plan om at ændre ved dette. Det er med andre ord ret nemt at forstå hvis østrigerne var frustrerede og følte sig som et lille folk der igen og igen kom i klemme mellem stormagter.

Men det går over min forstand, hvordan nogensomhelst kunne have troet at 1. April 2000 ville være god propaganda i udlandet. Jeg kan forstå hvis østrigere selv blev glade af at se den, men hvordan kan man sende en film til Frankrig hvor den franske repræsentant er en lidt fjollet og klodset gammel mand, der i sidste ende selvfølgelig snakker tysk fordi det er så dejligt et sprog? Hvordan kunne man tro at udlandet ville blive så forelskede og overvældede af relativt billige rekonstruktioner af kongelige bryllupper, og at vi er så ekstremt glade for østrigsk valse og drikkeviser? Filmen kulminerer med et optog af folk i lederhosen, hvem fik nogensinde den idé at det ville være et godt signal at sende omverdenen i nittentreoghalvtreds??? Anden Verdenskrig, nazismen, nogen som helst forståelse af at andre lande måske er lidt skeptiske overfor tysksproget nationalisme, det er væk. Alle soldaterne elsker Østrig, alle repræsentanter elsker Østrig, alle elsker alt ved Østrig. Hvis man på nogen måde er skeptisk, så falder filmen helt fra hinanden.

MV5BNGNmNTM5OTgtZmUwMC00ZTUzLWExNWItMDVhMDI4OTUzN2VkXkEyXkFqcGdeQXVyMTYyMTcxMw@@._V1_

Det er da flot, men ikke ‘glem alt om nazismen’ flot.

Det bliver mere grotesk, når man medregne hvem instruktøren var. Wolfgang Liebeneiner var en erfaren herre, og hans erfaring kom især fra den nazistiske filmindustri. Han er nævnt gentagne gange i Bill Nivens bog Hitler and Film – The Führer’s Hidden Passion, og sjældent for det gode. Hans film Die Entlassung om fyringen af Bismarck sad i klemme i censuren indtil Hitler personligt sagde god for den. Den berygtede Ich Klage An fra 1941, der blev vist i det besatte Danmark under titlen Lægen der Dræbte, handlede om aktiv dødshjælp, omend ‘hjælp’ her er misvisende; snarere var det en film der skulle legitimere nazisternes systematiske mord på handicappede. Af andre episoder kan nævnes at Hitler beskyttede Liebeneiners jødiske stedsøn. Men da en anden tysk filmkunstner, skuespilleren Joachim Gottschalk, fik nægtet samme beskyttelse for hans jødiske kone, og i stedet begik selvmord sammen med hende, deltog Liebeneiner i deres begravelse, selvom han var blevet advaret af Goebbels.

Liebeneiner er med andre ord en kompleks skikkelse. Og Østrigs rolle under Anden Verdenskrig er sådan set også en kompleks historie. En film som 1. April 2000 virker bare som et tydeligt tegn på at ingen har lært noget af historien. Liebeneiner plejede at lave propaganda, det gør han igen. Østrig var nationalistisk i fyrrerne, det er det stadig. Der er ingen selvindsigt, ingen indsigt i ret meget andet, og det sætter sig også i det meste andet af filmen. Halvtredsernes science-fiction har i dag som oftest en kitchet stil, men sjældent har det virket så bedaget som her, hvor alle bevæger sig rundt med raketter og har dødsstråle-våben, men hvor det samtidig er en stor og mærkelig ting at verdens-præsidenten er en kvinde, og hvor den østrigske præsident er ekstremt nedladende overfor hende og hele tiden påpeger at hun ikke har børn. Humoren er elendig – som når raketterne først rejser til ‘Australia’ i stedet for ‘Austria’, loooool – og instruktionen er aldrig andet end kompetent.

Østrig skulle ikke vente til år 2000 på at blive frit. I 1953 døde Stalin, og under den derpå følgende korte opblødning mellem øst og vest blev der indgået en aftale om østrigsk selvstændighed. Det hele skete meget hurtigt og pludseligt i 1955, helt uden retssager og raketter og rekonstruktioner. Måske for hurtigt? En film som 1. April 2000 peger i hvert fald på at landet ikke havde forstået ret meget af historien, og der var så vidt jeg ved aldrig den store af-nazificering af landet. Ironisk nok var der fra 1972 til 1981 en østrigsk ‘verdens-præsident’, dvs Kurt Waldheim var general-sekretær for FN. Han havde kæmpet i krigen på tysk side, og blev i 1986 impliceret i krigsforbrydelser og massakrer i Bosnien. Af-nazificeringen og opgøret med krigsforbryderne var ikke så grunddigt… Østrigsk film og litteratur har i dag ry for at være mørk, hadsk og nihilistisk – tænk Thomas Bernhard, Haneke og Ulrich Seidl. Når jeg ser en film som 1. April 2000 kan jeg godt forstå hvis det har været et frustrerende land at vokse op i.

Næste Uge

Vi bliver ved 1953, og endnu en film der smager af verdensudstilling. Jeg fortæller lidt om spansk film under Franco i forbindelse med Edgar Nevilles dokumentar-film Flamenco.