rsz_69761696

Matador Afsnit 5 ‘Den Enes Død – ‘

Findes der et andet afsnit som dette her i Matador? Jeg minder lige om, at Matador oprindelig blev sendt over fire sæsoner fra 1978-1981, og mens første sæson blev lavet anede skaberne intet om hvorvidt de kunne få lov til at køre serien videre bagefter. Afsnit fem er med andre ord det næstsidste afsnit af første sæson, og var da det blev lavet potentielt det næstsidste afsnit nogensinde. Og har noget andet afsnit af Matador, inklusive de reelt sidste par afsnit fra 1981, den samme fornemmelse af at ting går ned? Som domino-brikker vælter ulykkerne ned over Korsbæk, både store og små, og der udnævnes vindere og tabere. Og… Det er egentlig ikke ret tilfredsstillende, er det? Det er for konventionelt dramatisk, og for forudsigeligt. Det er her hvor Matador ligner andre serier mest, og selvom afsnittet har sine fantastiske øjeblikke, så sidder jeg også lidt med en fornemmelse af, at det ikke er Matador når det er bedst.

For det første er det lidt mærkværdigt at alle tingene falder oven i hinanden på den måde. Boldt og Agnes dater allerede fra seriens start, dvs de er senest startet i foråret 1929. Nu skriver vi altså 1932, hvilket vil sige de har været kærester i tre år før de har sex. Det kan man måske forklare med henvisning til moral i 1930’erne, men… Det lykkes Boldt at snige sig ind blot ved at sige at de er forlovede, og skal vi tro han venter tre år med at prøve den linje? Ja, undskyld, men det virker altså ærlig talt ikke som tjener Boldt… Snarere er det et bi-plot som er blevet tvunget til at vente med at opnå klimaks af ret kunstige årsager. Ligeledes det afsluttende bi-plot omkring Jørgen og Minna. Afsløringen af Jørgen og Gitte Grå kom nogle måneder forinden, men så pludselig efter Albert Arnesen’s begravelse får Minna nok? For hun lader da til at være umanerlig godt inde i sagerne, må man sige. Nej, snarere er det en tv-sæsons dramaturgiske krav der får alle afsløringerne til at falde oven i hinanden, også så vi kan slutte afsnittet af med Maude, gode kontrollerede Maude, der også havde det sidste ord i afsnit 4, stå i dørkarmen og råbe af Agnes. Det føles ikke naturligt og ægte.

Men rigtig meget af det bliver tilgivet grundet detaljerne. Boldt skal ind på Agnes’ pigekammer, ikke blot så historien om deres forhold kan nå sin udløsning, men også så han kan stå i et skab og overhøre Varnæs-parrets samtale ved natmaden i køkkenet. Og hvilken vidunderlig samtale! ‘Hvorfor er oberstens middage dog altid så frygtelige, hva?’ ‘Det er fordi han bruger værnepligtige i køkkenet’ + ‘Og ryperne havde fået for meget’ ‘De havde fået for lidt. Tante Møhge’s gebis hang fast i brystet’ Og så anekdoter om Elisabeth og Jørgen. Vi er stadigvæk kun fem afsnit inde, og serien kan tegne et portræt af et selskab så man fuldstændig tydeligt kan se personerne for sig, blot ved et par sætninger. Og så kan man virkelig føle varme mellem parret. Og det er vel i sidste ende den varme, som man fornemmer mellem så mange af personerne, der gør Matador til mere end en by-krønike med ekstra mange komiske bifigurer.

Måske fordi det vil komme til at gå så stærkt med plotudviklinger i anden halvdel gives der god plads til stille øjeblikke i første halvdel. Jeg er vild med det lille indblik i Korsbæk om søndagen: Først ved kirken, hvor vi møder Laura og familien Andersen Skjern, der har fået en ny bil, som derefter passerer Vicki og Albert. Lidt senere dem der bliver hjemme, Maude i sengen, Dr Hansen ligeledes, omend med Politiken og radio i ørerne, og Mads og Hans Christian i gang med gymnastikken. Det kulminerer dejligt når Ingeborg fortæller Mads at han skal være far – jeg elsker kamera-arbejdet i det øjeblik, som det går op og ned med Mads, og så klipper ud og fanger parret i døråbningen – men mest er det altid bare rart at lære byen at kende, også når de ikke laver ting som er vigtige for plottet.

Men det gør de jo så senere. Albert får ikke sit lån i banken, og må derfor gå fallit. Samme eftermiddag findes han død. Hele byen sættes på den anden ende, Obersten og Vicki finder ud af at Albert har formøblet 40.000 af deres penge. Ingeborg føler skyld, det gør Mads og Kristen derimod ikke. Hans Christian føler ovenordentlig meget skyld, og opsøger fortvivlet Elisabeth i hendes nye lejlighed. Og rygterne går om hvorledes Albert døde, noget vi vel i og for sig aldrig rigtig finder ud af, omend jeg lidt tror på Laura; Albert ligner én der er på vej til at gøre noget snarere end at få et hjerteanfald i det korte glimt vi ser af ham alene i lejligheden. Det er i sig selv dramatisk, så egentlig behøver vi ikke mere, men det får vi. Agnes tror hun er gravid, og da hun konfronterer Boldt med dette nægter han at tage ansvar. Det vil Laurits til gengæld gerne, og Boldt ender med én på tuden. Og så falder der pludselig en skandale om Jørgen oveni.

Det er overraskende meget for Matador. Det er som om der skal nås alt for meget før det er forbi. Men det var det jo heldigvis ikke. Det går for stærkt – afsnittet er det længste i første sæson, men stadig blandt den kortere halvdel af hele serien, og tænkt hvor mange dejlige detaljer der havde været plads til med et kvarters yderligere spilletid. Så hastigt er jeg ikke sikker på det nogensinde kommer til at gå igen. Og heldigvis for det.

Løst:

* I banken sidder Hr Stein og arbejder, mens en anden mand sidder og kigger på en nøgen dame i et magasin, hvor teksten lyder ‘Det er saadanne Fotos vi præmierer’. Er det mon det eneste eksempel på nøgenhed i serien? Og hvad magasin er det mon?

* Og er det her afsnit mon ikke et af de mere sex-fikserede i serien? Laura vækkes af Agnes og Boldt, og der jokes flittigt med det afsnittet igennem. Ingeborg virker også oprigtigt chokeret da Mads siger at ‘det kan jeg da modbevise’ om hvorvidt han ikke laver andet end at rejse kapital om natten. Jeg sidder også lidt og spekulerer på, om ikke det er en skjult kommentar da Misse sladrer om hvorvidt Arnesen skød sig selv: ‘Flere synes, de har hørt et knald!’

* Det lille klip med Agnes og Røde på det øde jernbaneanlæg, filmet oppefra og på lang afstand, er blandt det mere visuelt ekspressive Balling finder på serien igennem. Det fungerer heldigvis også fint klippet om til bredformat. Ganske filmisk.

* Elisabeth giver Hans Christian en plade hvor Heinrich Schlusnus synger Schubert, og Hans Christian giver de første par linjer fra Erlkönig. Schlusnus’ indspilning af Erlkönig er nu fra 33, men der er jo heller ingen der siger det er præcis den plade han får. Schlusnus’ Erlkönig kan naturligvis høres på youtube.

* Boldt synger ‘Skøn Sired’, en sang fra 1790. Tekst og moderne udgave.

* Værnæs, Skjern og Dr Hansen lytter alle til Kaptejn J. P. Jespersen, der lavede gymnastik i radioen i 25 år, fra 1927 til 1952. Et eksempel kan høres her. Det var dengang der var plads til at tale fynsk i radioen.

* Jeg kunne ikke finde noget der fastligger præcis hvornår afsnittet foregår, men i afsnit seks siger Mads at de venter barn til november, og her siger Ingeborg at hun først skal føde om 7 måneder, så det giver vel mening at sige april.

* I så fald kan vi også fastligge den eneste reelle historiske kontekst vi hører om, nemlig Røde der brokker sig om Berlin og Hitler. Der var tysk præsident-valg i 1932, første runde i marts, anden runde i april. 84-årige Hindenburg vandt over Hitler, 53% mod 36,8%. Der var to parlamentsvalg i Tyskland det år, i juli og i november, og generelt kaos. 30. Januar 1933 blev Hitler udnævnt til kansler.

* Mere tidslinjebøvl: Elisabeth fortæller en historie om dengang Fru Møhge var 88 og Ulrik lige var blevet født. Møhge blir 100 i 1933 (sådan ca…) så det må være sket i 1921. Men Hans Christian og Maude har sølvbryllup i 1947, hvilket vil sige de er blevet gift i 1922… Der er en masse løsninger (Møhge var jo også 88 lidt ind i 1922, omend det da virkelig har været snævert hvis der også skal være plads til 9 måneders graviditet. Mere sandsynligt husker Elisabeth bare lidt forkert) men helt grundlæggende, så fastlagde forfatterne ikke præcis hvordan tingene hang sammen på forhånd. Folks aldre rykker sådan lidt frem og tilbage, f.eks skal Hans Christian stadigvæk forestille at være i midt-trediverne… Og så er der et noget bedre eksempel, som vi tids nok kan diskutere.