Paradis: Kærlighed

Palmesøndag del 82
(Paradies: Liebe, Ulrich Seidl, Østrig
Cannes 2012)

Der er en scene i Hundedage, Ulrich Seidl’s gennembrudsfilm fra 2001, der på mange virker som forløberen for Kærlighed. Et ældre ægtepar, jazz på anlægget, og pludselig rejser kvinden sig op og danser. Kjolen ryger, bh’en, til sidst trusserne. Tungen ryger ud af munden, tøjet gnides op af det gamle kød – og der er en del mere kød end i de fleste stripteasescener. ‘Virkelig godt’ siger manden. ‘Præcis som i Orienten’. Det er en latterlig scene, en ydmygende scene, en scene det er svært at se som andet end en joke. I Paradis: Kærlighed er der en anden midaldrende kvinde, Teresa, der danser som i det fremmede, hun danser ‘afrikansk’ med sin unge flamme, en del mindre rytmisk og fleksibelt end de gør i afro-pop videoer. Det er et tegn på udvikling hos Seidl, og strålende skuespil hos Margarete Tiesel at den scene virker så varm og følelsesfuld.

Ikke at det ikke er en kritisk film. Teresa danser med en mand hun reelt set køber til sex, mennesker er reduceret til handelsvare lige så meget som i Import/Export. Denne gang med ekstra megen racisme oven i hatten. Men det er som om noget er anderledes. I en central ‘sex’-scene i Import/Export får en østrigsk mand en ukrainsk prostitueret til at kravle som en hund, derefter lave en hurtig striptease, og så give ham et blowjob indtil han må indse han ikke kan få den op at stå. Der er noget af en tilsvarende scene i Paradis: Kærlighed, da Teresa første gang har sex med sin fyr. Hun griner af ham, hun lærer ham at kysse ‘europæisk’, mens han påstår at han kysser på afrikansk maner. Det er reelt set også ydmygende, nedladende, men kontekst er anderledes. Hvor den østrigske mand ser ud til at tage sin frustration over manglende potens ud på den ukrainske kvinde, så griner den østrigske kvinde af sin mand fordi hun er høj. Hun har røget hash for første gang.

Ulrich Seidl udstiller sine karakterer. Han ydmyger dem. Paradis: Kærlighed åbner med en scene, hvor handicappede kører i radiobiler, hvilket hvordan man end vender og drejer det er en ret tåbelig metafor. De østrigske kvinder er endog meget kødfulde, og det skjuler kameraet aldrig, ligesom de er mere eller mindre racistiske. De afrikanske mænd er nogle fuskere, og er deres koner utro i stedet for at finde andet arbejde. Men de er mennesker denne gang. Der er ikke nogen afstumpede mennesker her. Og til tider er der en reel poesi, som i scenerne i det lille værelse hvor Teresa sover med sin fyr. Jeg tror det er farverne: Turkis væg, gul seng, lilla forhæng, alle tre lidt støvede i det. Det er som vandfarver, på en måde. Og så sover nøgne Teresa lige så fint og roligt i sin vandfarve-verden, og så er alting flot, blot for et øjeblik.

paradis1a

Paradis-trilogien er kulminationen på Ulrich Seidl’s filmografi, det er i mine øjne også hans eneste for alvor vellykkede fiktions-films-projekt. Men så passer det måske også udmærket, at han herefter gik tilbage til dokumentar-filmen? Det er svært at overgå de tre sammenfiltrede og forskelligartede film, om de tre kvinder Teresa, hendes søster Anna Maria, der var i centrum i den noget mere kantede og utilgængelige Paradis: Tro, og hendes datter Melanie, der er i slankelejr i den passende håbefulde Paradis: Håb. Der er vitterlig håb i den sidste fortælling, håb om at en ny generation ikke skal lave de samme fejl som den ældre. Men mere end håb, så er der farve, poesi, følelser, i især første og tredje film i trilogien, som ikke rigtig var der før, og som gør den stadigvæk virkelig krasse kritik så meget stærkere.

Da især i Paradis: Kærlighed passer det symmetriske filmsprog også perfekt til historien, for det afspejler den bizarre ferie-lejr hvor Teresa opholder sig. Dels tydeliggør det hvor meget hotellet er en falsk og eksotisk kopi af et fantasi-Afrika, en art ‘safari’-lejr, snarere end noget virkeligt sted i et virkeligt land på et virkeligt kontinent med en virkelig historie. Derudover er der i historien et strengt skel mellem de områder de europæiske turister opholder sig, og der hvor de afrikanske lokale får  lov til at være. Som det ses på billedet oppe øverst på denne side, hvor en snor adskiller kroppene i sengestolene fra de ventende afrikanske sælgere. Så snart Teresa bevæger sig væk fra hendes indhegnede helle bliver hun omringet, og kameraet bliver håndholdt og mere kaotisk. Det er et emne som passer stilen perfekt, så det er ikke så overraskende Seidl vendte tilbage dertil i Safari.

Østrig er en mærkværdig kulturnation. En gigant i kulturhistorie, hvor Wien var byen Mozart, Beethoven, Mahler, Freud, Wittgenstein, blandt ufattelig mange andre frekventerede. Som hovedstad i Habsburgernes skiftende kejserrige drog folk til fra nær og fjern, og skabte udødelig kunst. Og så… efter Østrig i sig selv blev en nation, især efter 2. Verdenskrig, har kunsten derfra været så mærkværdig vrængende. Forfattere som Thomas Bernhard og Elfriede Jelinek, og filmskabere som Haneke og Seidl, der er ofte noget der minder om had i deres værker. Måske det skyldes et manglende opgør med nazi-tiden. Men jeg tror det ligger dybere end det, på en eller anden måde. Østrig er også en mærkværdig nation i det hele taget, østrigerne er jo i og for sig ikke et folk, østrigsk ikke et sprog, Østrig plejede at være kernelandet i det store Tysk-romerske kejserrige, men da det moderne Tyskland blev samlet som nation var det under ledelse af Prøjserne og ikke Østrigerne. Østrig er på en eller anden måde til overs. Ja, ikke nok med det, den østrigske historie i 1800-tallet er hovedsagligt en historie om Europas væsenligste anti-nationalistiske regime, konstant måtte lederne af det multinationale kejserdømme intervenere når nationalistiske kræfter blev for stærke rundt omkring i Europa. Østrig var et land som ikke ville være et land. Nu er det alligevel et land… og hvad så?

Det siges at der laves to former for østrigsk film: Dem der foregår i Wien, og dem der foregår i hele verden. Nogen egentlig ‘Østrig’-film findes der lige knap, måske netop fordi Østrig ikke er et land. Paradis-trilogien, bundet sammen som den er af historier fra Afrika, Wien og de østrigske alper, er et bud på historier om de tre dele af Østrig, og hvordan de passer sammen. Wien. Resten af Østrig. Resten af verden. Det er måske den essentielle østrigske film fra indeværende årti, især når man tager i betragtning at instruktører som Haneke og Hausner på typisk østrigsk vis laver film om resten af verden. Det er Seidl’s storværk. Derfor er det også så meget mere passende at han vendte tilbage til dokumentarismen, i den overraskende tilgængelige I Kælderen, der dykker ned i den østrigske undergrund. En film der viste sig at være overraskende populær, jeg husker jeg selv tog til en ekstra-visning af den på CPH:DOX, hvor den store sal i Grand nærmest havde fyldt alle 300 sæder. Men som dokumentarist har Seidl også meldt sig lidt ud af Cannes-festivalens univers, og han har derfor ikke været tilbage siden 2012. Det er også meget passende. Han sagde det der skulle siges, viste en ny stil, og så forsvandt han igen.