Palmesøndag del 219
(Mozart – Reich mir die Hand, mein Leben, Karl Hartl, Østrig
Cannes 1956)

For tiden bliver jeg ved og ved med at vende tilbage til hvad man kunne kalde ‘det store skift’ i Cannes. Engang kunne hvert land sende én film hvert år, det kan man ikke længere. Få lande er så gode til at illustrere problemet med den tidligere fremgangsmåde som Østrig. Deres bidrag var nærmest rendyrket propaganda. Der er to film om kejserinde Sissi, film hvor det østrigske kejserdømme simpelthen er så vidunderligt charmerende og sofistikeret. Der er 1. April 2000, der må være én af de værste Cannes-film nogensinde, der direkte handler om hvor uretfærdigt det er at landet sådan skulle straffes bare fordi de var lidt nazister og begik lidt folkemord. Og af de andre, så er der selvfølgelig hele to komponist-biopics, Eroica fra 1949 om Beethoven, og så den her om Mozart.

Der er naturligvis intet i vejen med at lave film om komponister, ej heller ens egne komponister. Men Mozart – Ræk mig din hånd er så ligegyldig, og så bizart selvoptaget kvalitets-fyldt, at det er til at drukne i.

Ligesom Amadeus skildrer Mozart – Ræk mig din hånd den sidste del af Mozarts liv. Men der er ikke nogen skurk a la Salieri. I stedet, så er Mozart simpelthen alt for progressiv og liberal til at de fine folk vil give ham penge, så han vælger at komponere en velbetalt opera over en af hans venners bizarre skod-libretto om en ‘tryllefløjte’ eller et eller andet. Og så, ganske bizart, fokuserer filmen på en affære den postulerer at Mozart havde med Anna Gottlieb, der spillede Pamina i den første opsætning, hvilket så vidt jeg kan se er grebet ud af den blå luft, selvom rulleteksterne indledningsvis påstår at filmen er ‘baseret på historisk research’. Mest af alt forstår jeg virkelig ikke hvad tanken har været med den her affære.

Det rigtig bizarre er, at det aldrig nogensinde virker som om vi skal tro Mozart gør noget forkert når han sådan knalder udenom mens konen er blevet sendt på kurophold for at komme sig over sin sygdom, og derudover også bidrager til at skabe et giftigt arbejdsmiljø på teatret (der går med det samme ondsindede rygter om den kønne skuespillerinde, men det er bare skildret som om de andre er tarvelige når de således sætter spørgsmåltstegn ved hvorfor den unge sangerinde fik rollen for næsen af dem, og får så meget ‘solo-prøvetid’ med komponisten…). Til sidst bliver det nærmest skildret som om det er en pligt, at de her østrigske kunstnertyper bare var tvunget til at ‘elske’ for kunsten. Fordi den her form for ‘kærlighed’ åbenbart er en specifik wiener-ting, eller noget?

Det er her jeg virkelig klør mig selv i håret. Men der lader til at være noget om det, Wien var kendt som en ‘amourøs’ by, omend dog mest for adelige og andre rige mænd. De letsindige operette-affærer var også ualmindeligt populære i Danmark – og instruktør Karl Hartl har haft virkelig mange film i dansk distribution, med titler som Kejserens Bryllupsklokker, Kejserens Lysestager, Wiener-kavalkade, Operette og Gæstespil i Paradis. Det er alt sammen det samme, lader det til. De her østrigske film giver virkelig ordet ‘privilegier’ en helt anden klang. Filmen ser nærmest skævt til Constance fordi hun ser skævt til sin mands eskapader, som om hun på ingen måde kan have gjort sig fortjent til at eje sådan en stor mand, bare fordi han har giftet sig med hende. Han er kunstnerisk adelig, og har derfor stadigvæk samme super-evne til… at opføre sig som en idiot og være totalt unyttig? Jeg forstår ikke hvorfor det er det her man fokuserer på, snarere end hans musikalske geni?

Et par hurtige ord om Karl Hartl: Hhan var en af de få østrigske instruktører der blev efter at Nazityskland overtog. Han blev faktisk udnævnt til leder af ‘Wien-film’, et nyt statsfirma hvormed nazisterne kontrollerede østrigsk film, så selvom han havde for travlt til selv at lave nazipropaganda, så spillede han en stor rolle for at få samarbejder til at glide. Men det var åbenbart ikke nok til at nogen genovervejede om det virkelig var ham man skulle satse på til at få genoprettet østrigsk film, han genoptog karrieren straks efter krigens afslutning. Og ja, landet sendte ham endda til Cannes?

Man kunne sige alt det var ligegyldigt, hvis bare filmen var god, men det er den lige knap. Den er rimelig ligegyldig på sådan en rigtig samlebånds-maner. Der er gode skuespillere – Oskar Werner, der spiller Mozart, var et par år senere Jules i Jules og Jim og fik en international karriere med film som Spionen der kom ind fra kulden og Ship of Fools og han er glimrende – flotte farver og store kulisser. Men det er samtidig virkelig tomt. Kulisserne er åbenlyst kulisser, der er ingen fornemmelse af liv eller tid. Alt tøj skinner som var det nylavede kostumer. Lyssætningen er dårligt lavet, så skygger falder på en måde som absolut ikke virker som stearinlys, men som store projektører. Der er ingen vision, intet personligt tidsbillede, alt er kørt igennem fire porte med klichéer inden det er nået frem til studiet. Plottet er kedeligt, vi ved hvor det bærer hen, og kærlighedshistorien er ligegyldig. Men musikken er god.

Det er den altså. Musikken er god. Så man kan jo godt forstå at de har lavet den her slags film. Det er ofte sjovt at se hvordan en nation forstår sine helte. Vi kunne også godt snart bruge en Carl Nielsen film igen. Den her minder mig dog mere om Weyse-filmen Jeg har elsket og levet som George Schnéevoigt lavede i 1940, inden han kom lidt for tæt på nazisterne og hans karriere gik i stykker. Der er den samme insisteren på at musik i virkeligheden er kærlighed, og den samme manglende evne til at forbinde de to planer på en måde der er værd at se på. Det er nok noget ideologisk. Sangene kommer indefra, og vi synger dem sammen, det er dybt intimt, så derfor må komponisterne også have gennemskuet noget intimt. Det bliver dog mest af alt bare banalt. Harmløst. Men det var måske også idéen om harmløs banalitet man gerne forbinde med Østrig, her stadigvæk kun 11 år efter krigen…