Den Diskrete Helt

Palmesøndag del 129
(Un Héros Très Discret, Jacques Audiard
Cannes 1996, Bedste Manus: Audiard & Alain le Henry)

Når det kommer til at fortælle om instruktører i Cannes, så er der få der har så mærkelig en historie som Jacques Audiard. Meget få franske instruktører bliver faste deltagere som f.eks. Dardennes-brødrene er det, men Audiard deltog tre gange i træk på seks år, med Profeten i 2009, Smagen af Rust og Ben i 2012 og Dheepan i 2015. Han vandt Juryens store pris for Profeten og Guldpalmen for Dheepan. Det gør ham til de seneste ti års største franske instruktør i Cannes, og det er ikke rigtig tæt løb. Men samtidig er det ikke min opfattelse, at folk går så meget op i de film han har lavet udover de tre, hans tidligere film som Blodrøde Læber og Det Slag Mit Hjerte Sprang Over bliver sjældent snakket om, og der har været en smule tavst om hans nye, The Sisters Brothers, der fik verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig sidste år, og som får dansk premiere på torsdag. Der er de her tre Cannes-nominanter, og de er stadigvæk højt værdsat, men det har ikke rigtig smittet af på resten af Audiards værk. Mange mener han har lavet mindst et par mesterværker, men hans anseelse som mester står stadigvæk på et lidt løst fundament, så vidt jeg kan se.

Jeg skal være helt ærlig om, at når jeg vil skrive fire tekster om de fire film Audiard har haft i Cannes, så kommer den gennemgående tone til at være ret kritisk. Jeg finder hans hyldede værker overvurderede, undrer mig over hvorfor hans ignorerede værker forbliver ignorerede, og har stadigvæk svært ved at finde hoved og hale i hvem Audiard er som kunstner, og hvad det egentlig er han forsøger at sige. Det som jeg først og fremmest vil fremhæve ved Den Diskrete Helt, Audiards første film i Cannes, der vandt en lille pris allerede i 1996, tretten år før han blev den store Cannes-auteur, er hvor anderledes den er end hans senere kendte ting. Den føles lille, munter, lidt kynisk, en art satire over mænds trang til heltemod og grandiositet. Hvorimod hans senere værker tværtom virker til tider absurdt grandiose. Det er som om Audiard har været fascineret af en tematik, til at starte med godt kunne se det lidt latterlige i det, men så alligevel faldt i med begge ben. Og ironisk nok derefter blev hyldet og heroiseret af et næsten samlet anmelderkorps.

Albert Dehousse er en lidt mærkelig ung mand. Han vokser op i tiden mellem Første og Anden Verdenskrig, med en enlig mor der mest af alt brokker sig over ikke at kunne få nogen enkepension efter en mand hun hævder døde som soldat. Andre siger han drak sig ihjel. Dehousse læser bøger og forestiller sig selv som helt, men da endnu en krig kommer slipper han som enebarn for at blive indkaldt, og han lader nærmest ikke til at blive påvirket af besættelsen. Han forelsker sig og gifter sig og svigerfamilien hjælper ham til at få et job som sælger, men de tør ikke drage ham ind i deres modstandsarbejde, som han først får besked om efter tyskerne er blevet jaget væk igen. Så en dag springer han på et tog til Paris, og forsøger at genopfinde sig selv. Her begynder han så småt at konstruere en fortid som modstandshelt, og det viser sig han har et stort talent for at researche og opfinde historier. Så han stiger i graderne, først som informant om andre medlemmer af modstandsbevægelsen – hans information er bare hentet fra overhørte samtaler og artikler i stedet for gammelt kendskab, han er sådan set bare en gammeldags spion – og derefter som oberst for den franske besættelsesmagt i Tyskland. Det ironiske er lidt, at Dehousse faktisk ville have klaret sig virkelig godt som modstandsmand, hvis altså bare lige han havde haft modet og det moralske overskud. Han havde sikkert klaret sig endnu bedre som kollaboratør.

Af de rent stilistiske træk, så er det mest åbenlyse greb at filmen er præsenteret som en art pseudo-dokumentar. Jean-Louis Trintignant har en cameo rolle som den ældre Dehousse, der ind imellem forklarer direkte til kameraet om sit liv. Andre ældre mænd fortæller også deres opfattelser af den mærkværdige person, og filmen slutter muntert med en gennemgang af alle de andre svindel-eventyr som folk har hørt Dehousse derefter gav sig i kast med. Derudover er der et strygeorkester der engang imellem klippes til, der er små fantasi-klip, men det ligger meget godt i tråd med stilen fra film som Profeten og Dheepan. Det er den dokumentariske dobbelthed, den der insisteren på at den fantastiske historie rent faktisk er virkelig, som ligger lidt i modstrid med Audiards andre værker. Her tager han ofte realistiske – omend genre-orienterede – fortællinger og forsøger at løfte dem til det ikoniske. Selvfølgelig først og fremmest når en småkriminel decideret kaldes ‘profet’, men ikoniseringen præger også andre films stil. Dehousse er derimod en arketype, den arketypiske løgner, svindleren, men han er ikke noget ikon. Og den forskel er ret væsentlig. Måske det indholdsmæssigt minder om hinanden, men æstetisk er der stor forskel om man arbejder med det ikoniske eller ej. Og her har Audiard i Den Diskrete Helt endnu ikke fundet en passende æstetik.

Jeg tror faktisk lidt at Den Diskrete Helts tilstedeværelse på den fornemme festival havde mindre med Audiard at gøre end med han der spiller hans hovedperson: Mathieu Kassovitz. Den unge skuespiller havde brudt igennem to år tidligere i Audiards debutfilm See How they Fall, der medførte Cesar-statuetter for mest lovende skuespiller og bedste debutfilm til både skuespiller og instruktør. Kassovitz blev for alvor kendt året efter, da hans debut som instruktør, La Haine, blev vist i Cannes med stor succes til følge. Jeg spekulerer over om ikke festivalen ville have Kassovitz på den røde løber, mere end de var overmåde begejstret over kvaliteten af Audiards film på daværende tidspunkt. Det understøttes også lidt af, at der så gik 13 år inden Audiard blev inviteret med igen. Men da han fik lov at komme tilbage, da havde han i langt højere grad fundet sin egen stil.