The Paperboy

Palmesøndag del 242
(Lee Daniels, USA
Cannes 2012)

Det er så fascinerende at følge nye instruktører gennem deres første film, mens deres ticks falder på plads. Hvad slags instruktør er de? Hvilke ting går igen? Lee Daniels fik et kæmpe gennembrud med Precious based on the novel Push by Sapphire i 2009, der også blev vist i Un Certain Regard, sammen med meget seriøs arthouse fra folk som Corneliu Porumboiu, Raya Martin og Yorgos Lanthimos. Den var så feel-bad, at den blev parodieret på 30 Rock som en film med titlen Hard to Watch based on the novel Stone Cold Bummer by Manipulate. Året efter The Paperboy lavede Daniels den meget feel-good The Butler, og da han fulgte op på den med tv-serien Empire lignede han mere en mainstream-håndværker end en downer auteur.

Midt imellem dem er så The Paperboy, der fik premiere i hovedkonkurrence i 2012. Hverken feel-bad som Precious eller feel-good som The Butler. Daniels eneste film med hvide amerikanere i hovedrollerne, men stadigvæk en film om racisme. Anderledes end alt andet hvad Daniels har lavet, men måske af samme grund kan man derfor lige præcis her se hvad der er helt unikt Daniels. Som f.eks at det er så helt umanerlig melo!

The Paperboy foregår i 1969 i et stadigvæk dybt racistisk Florida. Journalisten Ward Jansen (Matthew McConaughey) vender hjem til sin barndomsby, for at skrive en artikel om mordet på en lokal sheriff, da han mener den dødsdømte Hillary van Wetter (John Cusack) måske er uskyldig dømt. Med sig har han sin sorte kollega Yardley Acheman (David Oyelowo), der taler med tydelig britisk accent, og ikke er vant til at blive behandlet så åbenlyst racistisk. De begynder at undersøge sagen med hjælp fra Wards lillebror Jack (Zac Efron) og af Charlotte (Nicole Kidman), der efter at have udvekslet breve med Hilary er blevet forlovet med ham, og er overbevist om hans uskyld. Jack forelsker sig også i Charlotte, og så tromler det ellers derudaf med den ene vanvittige scene efter den anden, indtil der går rendyrket thriller i den i en ret så stemningsfuld finale.

The Paperboy er en forbløffende usammenhængende film. Der er så mange melodramatiske hændelser, at det skygger fuldstændig for krimi-plottet det meste af tiden. Mest herostratisk berømt er scenen hvor Jack og Charlotte tager ud og bader, Jack bliver stukket af en masse brandmænd, og Charlotte er nødt til at tisse på ham. Eller, nødt og nødt, hun smider faktisk andre væk, fordi hun insisterer på at det er hende som skal pisse på den unge mand. Det er den slags film vi snakker om. Der går også lang tid med de akavede scener i fængslet, hvor Hilary og Charlotte ‘flirter’ (dvs hun nærmest onanerer mens alle ser forbløffede på), og på skænderier mellem Jack og Yardley, der ender med at Jack afslører sin egen racisme, hvilket dybt sårer hans eneste ven, familiens afrikansk-amerikanske tjenestepige Anita (Macy Gray). Det er i øvrigt Anita der fortæller historien, selvom hun intet har med krimisagen at gøre, og titlen The Paperboy henviser til Jack, som om det er hans udviklingshistorie vi skal investere os i, desuagtet at Zac Efrons karakter nærmest ingen personlighed har. Han virker bare virkelig virkelig liderlig hele tiden.

Og så alligevel giver det på en eller anden mærkelig måde mening. The Paperboy er først og fremmest et portræt af et fuldstændig vanvittigt miljø. Det er nærmest alle Daniels’ film, og det kan til tider virke ret så exploitative, når han skildrer de meget fattige og forarmede miljøer. Til hans forsvar vil jeg dog bare sige, at jeg også følte han skildrede det Hvide Hus som et komplet forrykt sted i The Butler, og at de fleste af de vanvittige i The Paperboy er både velbestillede og såmænd også veluddannede. De er bare formede af et vanvittigt sted, USA, så de er blevet fuldstændig fucked up vanvittige. Det kunne næsten kaldes satire, og så dog ikke. Der er ingen der er hævet over vanviddet i The Paperboy, og filmen er ikke køligt observerende som f.eks Ulrich Seidl var i 2012 i Paradis: Kærlighed. Stilen i The Paperboy er lige så fucked up vanvittig som indholdet, med et kamera der flintrer rundt og dvæler nærmest fetischerende ved alles kroppe. Det er rendyrket sæbeopera. Men det giver også lidt mening hos Daniels.

For Lee Daniels har en vision om racisme: Det er en løgn. Sexisme og alle andre former for diskrimination ligeså. Og løgnen breder sig, så sorte og kvinder selv begynder at lyve, for at passe ind i deres løgnagtige omgivelser. Det ses f.eks i The Paperboy når Yardley pludselig dropper sin britiske accent, og afslører han er ærke-amerikaner, men lyver sig til at være brite, for at få en chance i det racistiske USA. Det sås bedst af alt i den formidable afslutning af Precious, hvor Precious’ mor mere og mere desperat aflirer alle de løgne og dårlige undskyldninger hun har benyttet for at forsvare sin egen rolle i sin mands misbrug af deres datter. Med så mange løgne, hemmeligheder og falske identiteter, så bliver melodramaet den perfekte måde at beskrive det på.

Alligevel kan The Paperboy ikke rigtig kaldes en god film. Zac Efron er simpelthen ikke god, og hans karakter skal forestille at sige… et eller andet om USA. Matthew McConaughey er god, men hans rolle er ikke rigtig noget der giver mening. David Oyelowo stirrer vredt og intenst, men hans rolle har hemmeligheder, ikke lag. Og Nicole Kidman spiller crazy med energien skruet op på 11, hvilket er sjovt at se på, men også svært at tage seriøst. Jeg er dybt fascineret af den stemningsfulde thriller-afrunding, hvor alt pludselig bliver meget mere stille, og alle farver er lysegrønt og turkis, på en virkelig sær måde. Her er anslag til det som filmen havde brug for: At samle alle trådene, og give dem et overraskende twist. Men… Jeg forstår det ikke? Det bliver bare fuldstændig anderledes, men det er mere som om filmen bare knækker, end at den slår et sving. Det hænger ikke sammen, på en måde så jeg kan forstå det.

Lee Daniels har udtalt, at han ikke rigtig var tryg ved at vise Precious i Cannes. Den var ikke rigtig lavet for at få hvide franskmænd til at klappe. Det er sikkert ikke der, at hans styrker ligger. Hans største succes har været Empire, der ihf i en enkelt sæson var et decideret fænomen. Det er sæbeoperaen som er hans styrke, og hans mere seriøse film er også bedst når de finder sæbeoperaen i det virkelige. Men The Paperboy udtalte Daniels, at han ikke rigtig forstod plottet i bogen, så han havde forsøgt at gøre den mere forståelig. Det er han dælme dårlig til. Men han er rigtig god til at gøre alting til noget campet og kitschet nonsens, men hvor man stadig kan fornemme en snert af mening. Men kun en snert. Og i The Paperboy er det ikke engang nogen særlig stor snert.