Palmesøndag del 163
(Chocolat, Claire Denis, Frankrig
Cannes 1988)
Jeg har hørt en historie om den franske komponist Debussy, at han komponerede værket L’enfant Prodigue specifikt med det formål at lave noget så kedeligt og konventionelt, at han kunne vinde konkurrencen om den prestigiøse, men tilbagestræbende, Prix de Rome. Det er uretfærdigt, men jeg kan ikke helt slippe den fornemmelse når jeg ser Claire Denis’ debut-film Chocolat, eller Chokolade, der af mærkværdige grunde var den eneste af hendes film der var i hovedkonkurrence i Cannes indtil 2022. Det er en fin film, tankevækkende, med et smukt filmsprog, strengt komponeret og henfølt. Men den er ikke rigtig Denis. Den mangler det unikt Denis’ke, de små glimt, den mærkelige klipning, der ofte leder til en nærmest eliptisk konstruktion. Den er god nok til Cannes, men hun transcenderede snart det begreb. Og brugte de næste mange år af sin karriere i sidekonkurrencerne.
Chokolade er efter sigende en nærmest selvbiografisk film. Claire Denis voksede op i Fransk Vestafrika, ligesom filmens hovedperson France, der i filmens rammefortælling vender tilbage til sit barndomsland. I filmens centrale lange flashback får vi en historie om racisme og kolonialisme, og hvordan det former forholdet både lille France og hendes mor Aimée har til deres sorte ansatte Protée. Som spilles af Isaach de Bankolé, den første af mange skuespillere der går igen i Denis’ filmografi. Det er en fin og subtil historie, hvor man mærker sammenblandingen af en rimelig reel personlig respekt, men blandet med en uomgængelig strukturel racisme. Måden de kalder Protée for ‘Boy’, f.eks. Og på et tidspunkt gør en fremmed europæer, Luc, sin ankomst, og formulerer alle de ting som Frances familie egentlig helst vil lade være usagt.
Så langt, så godt. Men det er som om filmsproget er en smule upersonligt. Kamera-indstillingerne er ret stramt komponerede, ofte symmetriske, med god brug af vinduer og døre som rammer for personerne. Når kameraet bevæger sig er det det meste af tiden kun langsomt. Der er en tydelig kontrol over det, som passer fint til en historie om undertrykkende strukturer. Det er bare ikke rigtig den stil som Denis ellers er mest kendt for. Og det er en stil som man kender fra rigtig mange andre filminstruktører, og som Denis ikke rigtig finder nogen personlig måde at twiste. Musikken er af den sydafrikanske jazzmusiker Abdullah Ibrahim, og det er også rigtig fint og signalerer en vilje til at lade Afrika tale i filmen, i stedet for at Denis skal bestemme det hele. Men det harmonerer ikke rigtig med billedsproget, og igen er det ikke rigtig så Denis’k, at det gør noget.
Det var i slutfirserne at post-kolonialisme blev et eget akademisk emnefelt. I 1989 udkom The Empire Writes Back: Theory and Practice in Post-Colonial Literatures af Bill Ashcroft, Gareth Griffith og Helen Tiffin. Titlen er fra en klumme af Salman Rushdie. Chocolade er ofte set som en post-kolonial film. Men den er nærmere lige præcis kolonial. Det er rigtigt, at fortællingen er et flashback fra France, der ser tilbage på en tabt fortid, men i det meste af filmen er den hvide verden stabil og frossen, og derudover er filmen netop fortalt fra Frances vinkel. Denis skiftede dog vinkel allerede fra sin næste film No Fear, No Die fra 1990. Nu er der ingen små hvide piger som fortæller historien, nu handler det om to unge sorte mænd – Isaach de Bankolé igen og Denis’ anden store skuespiller-partner Alex Descas – som forsøger at skabe en tilværelse i Frankrig. Her blev det post-kolonialt.
Stilen ændrede sig også fundamentalt. Meget mere håndholdt, meget mindre pæn og korrekt, langt mere indfølt. Her fandt Denis sin egen stil, en stil jeg har virkelig svært ved at beskrive, men den føles nærmest nomadisk. Flydende. Kameraet er aldrig der hvor det burde være, personerne er også altid i bevægelse, information falder senere end man tror. Det er film fra periferien. En fantastisk stil. Og måske var det hvad der skete? Ikke så meget at Denis skulle lave en kedelig film for at få anerkendelse, men at hun skulle lave en frossen film før hun kunne sætte sin verden i bevægelse?
Claire Denis’ filmsprog opbygges langsomt over hendes første film: I S’en Fout la Mort (1990) er Alex Descas med for første gang, J’ai pas Sommeil (1994) er hendes første samarbejde med hendes fantastiske faste fotograf Agnès Godard, og i Nénette et Boni har Tindersticks leveret sit første soundtrack, og så er vi der, og så følger en nærmest åndsvagt stærk sekvens af film fra Beau Travail (1999) og frem. Den sekvens, de seks film Denis lavede i en ti årig periode mellem Beau Travail i 99 og White Material i 2009, det er en sekvens der kan måle sig med hvilken som anden instruktør i verdenshistorien. Et personligt blik på verden, en æstetik, og en emnekreds, men konstant varieret, turneret, ændret. Det er filmkunst på højeste plan.
Chokolade har fået en del opmærksomhed, dels som Denis’ debutfilm, men også fordi hun i White Material vendte tilbage til at behandle en specifik fransk postkolonialisme, endda igen med Isaach de Bankolé i en central rolle. Her spiller han Le Boxeur, en såret revolutionær helt, som den hvide kvinde Maria finder på sin ejendom. De to roller, den stilfærdige Protée der gør oprør blot ved sin autonomitet, og den voldelige revolutionære Le Boxeur, afspejler hinanden, gør begge film dybere. I det hele taget gør Chokolade, som første formulering af tilbagevendende motiver hos Denis, filmografien dybere. Det er udgangspunktet, men det er samtidig også en blind vej. Og filmen er såmænd umanerlig bevidst om, at det er en blind vej. France får konstant at vide, at hun ikke længere har noget at gøre i Afrika, at der ikke er nogen mening med det hun prøver på. Filmens helt centrale symbol er folks hænder, hvor France får at vide hun ikke har nogen livslinje. Det har hun ikke, fordi Protée snød hende til at putte sin hånd på et brandvarmt vandrør, i filmens klimaks. Han brændte sin egen hånd ved samme lejlighed, de to karakterer, den sorte oprører og den lille kolonisator, hører på sin vis sammen som tabte karakterer, der ikke længere har nogen fremtid i Afrika. Der er ikke nogen fremtidig fortælling her. Det har der været hos alle de andre karakterer Denis fremover skildrede, outsidere der har deres egne historier og fællesskaber på undersiden af Frankrig. Men symptomatisk nok har Cannes aldrig været lige så interesserede, som de var dengang den hvide kvinde var i centrum.