Japan har været på udkig efter ‘den næste Miyazaki’ i årevis, ligesiden Hayao Miyazaki’s egen udvalgte efterfølger Yoshifumi Kondo i 1995 lavede mesterværket Hjertets Hvisken og få år efter døde, måske af udmattelse. I disse år falder opmærksomheden på to animatorer: Der er Makoto Shinkai, der i 2002 udgav Voices of a Distant Star, en film han havde animeret nærmest på egen hånd, og hvis Your Name var den helt store anime-sensation i Japan i 2016, og en af de mest succesfulde japanske film overhovedet. Nogensinde. Og så er der instruktøren af denne film, Mamoru Hosoda. Hosoda skulle oprindeligt have arbejdet for Miyazaki’s Studio Ghibli som instruktør af Det Levende Slot, men Miyazaki himself tog over da de ikke kunne blive enig om kunstnerisk retning. I stedet brød han igennem i 2006 med filmen The Girl Who Left Through Time, en tidsrejse/coming-of-age hybrid, der også blandede traditionelt anime-animation med psykedeliske vandfarve-agtige passager. Summer Wars fra 2009 – en sjælden animationsfilm på den prestigefyldte Locarno-festival – og Wolf Children fra 2012 slog navnet fast. Hosoda er dog ikke nogen ny Miyazaki i den forstand at hans film er helt hans egne. Udyret og hans Lærling er første gang en af hans film får dansk premiere, og er en mulighed for at møde en ny og anderledes stemme i japansk film.

9-årige Ren’s mor er død, og hans far ved han ikke hvor er. Så i stedet for at flytte sammen med andre slægtninge stikker han af og løber ind i Tokyo’s Shibuya-distrikt, hvor politiet åbenbart konstant er på udkig efter børn der løber hjemmefra. Men før politiet får fat i Ren finder han en mystisk passage, der leder ham ind i en hel anden verden, kaldet Jutengai, hvor ‘udyrerne’ bor. Her bliver han lærling for bjørnen Kumatetsu, en af to udyr der kæmper om at blive den nye hersker, eftersom den nuværende – en kanin – har meddelt at han snart vil blive reinkarneret som en Gud. Ren skal oplæres i kendo, og samtidig skal det at have en lærling give Kumatetsu den selvkontrol det kræver at overvinde udyret Iozen i kampen om at blive herskerens efterfølger. Og så følger en art dobbelt Rocky/Karate Kid hvor både udyr og lærling oplærer hinanden frem til de store kampe. Så langt er filmen ganske simpel og forudsigelig, følger et format der kendes både fra Hollywood-film og Hong Kong ditto som f.eks. Sammo Hung’s The Prodigal Son. Men hvem var det mystiske væsen med det sorte hul i maven der fulgte efter Ren i filmens åbning? Hvorfor ligner Iozen’s søn ikke de andre udyr? Og skal Ren aldrig tilbage til menneskeverdenen igen? Mysterier bliver antydet i første halvdel, som i anden twister filmen i så mange retninger, at jeg til sidst kortvarigt var overbevist om filmen måtte være del 1 af 2, den kunne da umuligt nå at binde krølle på alt. Men jo.

Hvis der er sådan cirka dobbelt så megen plot og tematik som der behøvede at være, så kan det samme siges om animationen. Mamoru Hosoda har en mindre rund stil end Studio Ghibli, personerne er lidt mere ranglede, baggrundende ser mere rå ud, også i den fantastiske Jutengai-verden. Men der er så mange små effekter, som f.eks. at mange af scenerne fra Shibuya er vist som var de optaget af overvågningskameraer. Der er computer-grafik når verdenerne støder sammen, eller i de store kampscener. Der er et væld af karakterer, som udvikler sig over de 8 år filmen foregår. Der er hele Jutengai-verdenen, som synes en blanding af Middelhavs-landsby med japanske traditioner, og hvor mange udyr går klædt med pastel-blazer viklet om halsen så de ligner rigmændene fra Rytteriet. Samtidig er der de helt typiske Hosoda-billeder. Han har i hans tre seneste film diskuteret flere verdener, fra en cyber-hacker-verden i Summer Wars til kampen mellem natur og civilization i de to ulvebørn i Wolf Children. Denne gang går han for alvor linen ud med skabelsen af en parallel-verden til det moderne Japan. Men også små billeder går igen, som f.eks. en helt bestemt sky. Jeg ved ikke hvorfor, men der er altid den samme sky med i Hosoda’s film. Den kan også ses på billedet ovenover. Måske er det en hilsen til hans navnebror Mamoru Oshii (Ghost in the Shell) der altid har den samme slags hund med i sine film?

Og udover ting som er typisk Hosoda er der et væld af detaljer med, som trækker på japansk, kinesisk og vestlig kultur. I den første kamp mellem Kumatetsu og Iozen var jeg sikker på at kunne se billeder der hilste på Rocky filmene f.eks. At Kumatetsu’s to bedste venner er en abe og en grise-munk – eller hedder det en munke-gris? – er en hilsen til den store kinesiske roman Rejsen mod Vest, ligesom jeg tror den spirituelle rejse Ren, Kumatetsu og de to andre venner drager på er en parodi på den buddhistiske rejse vestpå fra romanen – hvilket for øvrigt også er den eneste sekvens i filmen der bliver lidt langt i spyttet. I pressematerialet forklarer instruktøren at Kumatetsu’s sværd er fra Kurosawa’s De Syv Samuraier, ligesom Kumatetsu er en bjørn for at spille på gamle japanske fabler, og endelig bygger filmen på vestlige fortællinger som Skønheden og Udyret og Moby Dick. Det er en bizar blanding, og det kan være helt svært for en vesterlænding at følge med. Det kan være lidt svært at se hvad kernepublikken er i en dansk sammenhæng, om de unge som filmens pointe henvender sig meget ærligt og direkte til, måske samtidig kan have svært ved at se det sjove i de mange buddhistiske jokes.

Men omvendt var Udyret og hans Lærling en gigantisk succes i hjemlandet, den næstbedst sælgende ved billetlugerne i 2015. Det er faktisk sjældent vi får den slags film til landet, genre blockbustere fra lande der ikke er USA. Langt oftere er det festival-auteur film, fra Japan navne som Hirokazu Koreeda eller Naomi Kawase. Anime er måske den eneste verdens-genre der konsekvent kommer op i de danske biografer, men også her er det først og fremmest en auteuristisk kunstner som Hayao Miyazaki og hans Studio Ghibli, der har været i fokus. Mamoru Hosoda, hans film i almindelighed, og Udyret og hans Lærling i særdeleshed, er en anden type auteur, en genreauteur, der formår at forene en konventionel blockbuster-form med omhu, særpræg og personlighed. Udyret og hans Lærling kan kaldes for tegnefilmsudgaven af film fra folk som Christopher Nolan og Michael Mann, eller for at blive i Asien, John Woo eller Takeshi Kitano. Børn og unge vil blive talt til af historien, men cineaster i alle aldre bør benytte chancen for at se en type film vi ellers ikke får mange af. Og så er Udyret og hans Lærling, i stil med Nolan, Mann og To, så meget bedre end den behøvede at være, et overflødighedshorn af fortællinger, følelser og flotte tegninger.