hvid-galleri1

Hvid

Ikke alle film er lige, og Hvid har alle dage været lidt mindre lige end de to andre film i Kieslowski’s farve-trilogi. Eftersom det netop er filmen om lighed er det måske lidt ironisk, men omvendt handler filmen mindst lige så meget om ulighed, om xenofobi, kønskamp og røver-kapitalisme. Filmen har ikke eksperimenterende cinematografi som Blå og Rød, og hvor de andre har kendte franske skuespillerinder i centrum fokuserer Hvid i stedet på en polsk mand, spillet af Zbigniew Zamachowski, som vitterlig ikke ser så indbydende ud på en filmplakat. Men intet ser helt så indbydende ud, for hvor Blå er kendetegnet ved Slawomir Idziak’s eksperimenterende cinematografi, så er Hvid fotograferet af Edward Klosinski, der arbejdede med polske instruktører som Andrzej Wajda og Krzysztof Zanussi helt tilbage fra halvfjerdserne. Hvid er mere normal end de to andre, det er den solide midterdel der holder fast på de to højtflyvende fantasier på fløjene i trilogien.

Plottet behandles også effektivt. Der er forbløffende meget af det i forhold til sen Kieslowski, og det meste af det er ganske normalt. Polske Karol Karol (et lettere Kafkask navn?) bliver skilt fra sin kone, da han aldrig har formået at fuldbyrde ægteskabet. Hans konto bliver lukket, hans kort klippet over. Til sidst sidder han i metroen og spiller kam for småmønter, da en landsmand genkender den polske musik. I en kuffert bliver han smuglet tilbage til sit hjemland, hvor han beslutter sig for at genopbygge sit liv og tage hævn over sin franske ekskone. Som en art moderne Greven fra Monte Christo ser vi først et liv falde fra hinanden, og derefter bygget op i ny form med et enkelt endemål for øje.

hvid-galleri2

Som med de to andre film er titlens farve dominerende på billedsiden, men måske fordi hvid blot er en mere neutral farve er billedsproget mindre eksperimenterende. Hvidheden kommer først og fremmest fra den overskyede himmel og det snedækkede landskab. Samt fra blonde og hvid-hudede Julie Delpy i rollen som Dominique, den franske ekskone. Det repeterende billede fra parrets bryllup, Dominique klædt helt i hvidt, smilende tilbage til kameraet, med sollys strømmende ind i kameraet og en kridhvid himmel i baggrunden, kunne alene legitimere filmens titel. Senere i filmen har parret sex, og idet orgasme indtræffer bliver skærmen helt hvid, som var hvid også farven for den lille død.

hvid-galleri3

Farven er knyttet til både uskyld og sex. Det er nulpunktets farve. Alle tre film er baseret på de franske idealer, og Hvid er baseret på ‘lighed’, og man må sige alt er lighed når der intet er. Der er øjeblikke som er meget lidt nuanceret, som når Karol til den indledende skilsmisse-retssag indigneret udbryder ‘Hvor er ligheden henne? Bliver jeg straffet fordi jeg ikke kan tale fransk?’ Trilogien er en europæisk trilogi, hvor filmene fokuserer på henholdsvis Frankrig, Polen og Schweiz, og der er ingen tvivl om at lighed mellem landene efter murens fald ligger både Kieslowski og Karol på hjerte – en ret naturlig freudiansk fortolkning ville være han rammes af impotens i Frankrig fordi han føler sig utilstrækkelig som østlænding i den vestlige verden. I det kollapsede Polen, hvor socialismens idealer er gået under, hersker et ironisk ligheds-ideal, hvor alle har mulighed for umådelig hurtig rigdom, hvis blot de er motiverede og amoralske nok – Karol’s job går ikke ud på at hjælpe hans landsmænd, tværtimod.

Hvid er ret så herlig. Robert Ebert kaldte den en ‘anti-komedie’ og det er den letteste af de tre film – og lettere end ret så meget andet Kieslowski, den kendteste af de polske ‘moral anxiety’ instruktører. Manden bag ti film om de ti bud fokuserede ret ofte på moralske problemer, men der er noget nihilistisk over Karol’s historie. En lethed over den måde han kastes ud af Frankrig, en lethed over den måde han med det samme bliver millionær så snart han kommer hjem til korrupte Polen igen. Samtidig er det også svært ikke at blive ramt af en lille smule ubehag over den lethed, især den måde Dominique afstraffes for hendes opførsel. Ret beset er Hvid historien om en mand der vil dominere sin kvinde, og tager alle kneb i brug indtil det lykkes. Helt fra filmens start er der noget mærkeligt misogynt over fortællingen – at ægteskabet kan opløses med det samme fordi Karol ikke har penetreret hende, altså at penetration af kvinden er den eneste form for seksuel opførsel der kan legitimere et parforhold. Men omvendt, det er ikke Kieslowski som siger dette, det er den franske stat. Der er et væld af regressiv attitude i Hvid, men det stammer fra den verden filmen foregår i, og den kyniske komedie kommer netop fra hvor let den slags normer kan manipuleres hvis man er amoralsk nok. Et gentagende element i trilogien er gamle mennesker der forsøger at putte flasker i en flaske-container. Julie i Blå lægger ikke mærke til det, fanget som hun er i egen sorg og fantasi. Valentine i Rød rejser sig op og hjælper. Karol Karol, derimod, ser det tragikomiske ritual udspille sig, og griner smørret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.