Ghost in the Shell 2: Innocence

Palmesøndag del 54
(イノセンス, Inosensu) Oshii Mamoru, Japan
Cannes 2004)

Dette er sidste del af en lille serie om japansk film, foranlediget af filmene Chasuke’s Journey og især Brevet til Momo. Sidstnævnte havde premiere i danske biografer for nylig, og fik glimrende anmeldelser, men der var især én ting som gik igen i roserne: Den mindede dejligt meget om filmene fra Studio Ghibli og Hayao Miyazaki. Når man skriver om film kan man altid gå to veje: Man kan skrive om hvordan en film minder om ting man kender, eller man kan skrive om hvordan den adskiller sig fra ting man kender. Brevet til Momo minder på historieplan vitterligt meget om en Ghibli-film, men den er fra Production IG, som laver en ganske anden type anime. Det fik jeg lyst til at sætte mig lidt ind i og skrive lidt om. Og fordi den her blog har et projekt med at skrive om alle film der har været nomineret til Guldpalmen, så er dette skriveri fokuseret på den eneste film fra Production IG der har været nomineret til Guldpalmen: Mamoru Oshii’s Ghost in the Shell 2: Innocence. Som også er den eneste palme-nominerede anime. Og en af meget få nominerede både når det kommer til animation og det at være en sequel. Men den var nomineret samme år som Shrek 2, mærkeligt nok. Cannes-festivalen var mærkelig i midt-nullerne, men det er en anden historie.

Bonus-info er at instruktøren bag Brevet til Momo, Hiroyuki Okiura, stod for karakter-design i filmen, så for fans af den film er det måske også interessant. Hvis altså de kan klare en blodsprøjtende historie om sex-robotter der gør oprør. Anime kan godt være ret voksent.

Hvem er Mamoru Oshii? Han er en af de mest legendariske japanske anime-instruktører overhovedet. Hovedværket er den første Ghost in the Shell, men han har også været i konkurrence i Venedig i 2008 med den glimrende The Sky Crawlers og med Production IG har han stået for flere tvær-medielle franchises såsom Patlabor som tilhører ‘mecha’-genren (dvs det inkluderer kæmperobotter) og Kerberos Saga, der både inkluderer manga og radiospil, men hvortil Oshii også instruerede sin første live-action film The Red Spectacles i 1987. Hiroyuki Okiura instruerede anime-udgaven Jin-Roh: The Wolf Brigade som sin debutfilm i 1999, og en spinoff, den bizarre Tachigui: The Amazing Lives of the Fast Food Grifters, var i sidekonkurrencen Orrizzonti på Venedig Film Festivalen i 2006. Seriøst, tjek trailerne nedenunder, det er visuelt ret bizarre film, i stil med andre kultikoner som Shinya Tsukamoto (Tetsuo filmene).

Men i vesten er han nok først og fremmest kendt for Ghost in the Shell filmene, især den første, som udkom i 1995. Det er en filmatisering af en manga af samme navn af Masamune Shirow. Den lidt mærkelige titel henviser til en beskrivelse af cartesiansk dualisme som ‘the ghost in the machine’, der mangler måske en bestemt artikel. I forsimplet form er filmene sci-fi krimier, men de handler langt mere om identitet og spiritualitet. Forbrydelserne er som regel indviklede intriger om hacking og cyborgs, og hovedpersonerne selv er også mere eller mindre cyborgificerede. Dele af deres kroppe er udskiftede, og deres hjerner er via teknologi blevet i stand til at gå på nettet, og via koblingen mellem krop og net er de i sidste ende i stand til at skifte identitet fuldt ud. Og hvad gør et menneske til menneske, er deres hjerner blot spøgelser og kroppe blot skaller? Og når hybridisering er noget så langt, hvor går så grænsen mellem liv og maskine, er menneskelignende sex-robotter slaver, hvad betyder det at hacke et andet menneskes sind, og er mennesker ikke også blot slaver af deres egne drifter, etc.

Oshii har en helt særlig fortælle-stil i de film jeg har set. Det er nærmest som musik, det handler om dynamik og bevægelse. Der falder action-beats med jævne mellemrum, men ellers er det vigtige smukke visuelle passager med musik af Kenji Kawai og lange samtaler om identitet og filosofi. Jeg har set tre, de to Ghost in the Shell og The Sky Crawlers, og helt ærligt kan jeg ikke forklare plotsne i nogen af dem. Intrigerne som cyborgdetektiverne skal opklare forvirrer mig til ingen ende, og The Sky Crawlers plot er minimalt udover dens setting – den omhandler en fremtid hvor udødelige børnekloner udkæmper pro forma luftkrige på vegne af internationale korporationer, og der er noget flyver-snask om en farlig fjendtlig super-pilot, men i virkeligheden handler filmen om soldaternes langsomme forståelse af at de er fabrikationer, født til at dræbe og dø, i en ligegyldig krig som synes uden ende. Igen er det spørgsmålet om hvordan identitet er under pres i en moderne verden, men her er kapitalismekritikken så nok også sat ekstra meget på spidsen.

Ovenstående sekvens er det det hele handler om. Fire minutter uden dialog, midt i filmen, ikke rigtig plotrelateret, men ren film-film. Production IG var animationsteknisk kendt for den banebrydende måde de blandede cgi og anime sammen, hvilket var hyper-avanceret i 1995, lidt mindre fabelagtigt i 2004 da film nummer 2 udkom, og i dag måske ikke er så bemærkelsesværdigt? Der er noget med computer-grafik, at det er specielt velegnet til at skildre meget store ting, det glatte look får store ting til at virke større, mere sublime. En meget utjekket ting GitS filmene minder mig om er Linkin Park videoer som In the End og Somewhere I Belong (og Linkin Park er ærlige om at være inspirerede af anime, se Breaking the Habit). I det hele taget er det lidt pudsigt at se Ghost in the Shell 2: Innocence i dag, for det er som en meddelelse fra en svunden tid. Oshii hævdede at være særligt inspireret af Godard i den her film, i den måde Godard ofte brugte citater fra forfattere og filosoffer til at lave ekstra lag i sin film. Alle personerne snakker i citater i den her film, fra filosoffer og forfattere, både vestlige og japanske, det er et under at de alle sammen er så vel-læste. Måske har de fået uploadet en sindsygt god citatbog til deres cyberhjerner.

Men det er ikke Godard som filmen minder om. Det er umuligt at forholde sig til den her film som Cannes-film, og ikke tænke på The Matrix. De daværende Wachowski-brødre pitchede efter sigende deres sci-fi klassiker ved at vise producerne Ghost in the Shell og sige de ville lave det samme som live-action. Begge film-serier rammer en tidsånd usikker på hvad de nye cyber-teknologier betyder for verden og identitet. Begge bærer deres filosofiske udsagn på overfrakken. Og begge blander østlig og vestlig tankegang til en synkretisme, som helt ærligt godt kan være lidt svær at finde rundt i. Og husk på at 2004, da Ghost in the Shell 2 var i konkurrence, at det var året efter at Matrix Reloaded og Matrix Revolutions var udkommet, og for øvrigt også dvd’en Animatrix, med anime-film der fortalte sidehistorier fra universet. Som måske lidt typisk når Cannes forsøger at være smart med de smarte valgte de at inkludere den type film året efter at bølgen var kørt ud i sandet. Måske er det derfor det føles lidt spøjst at se tilbage på?

Smag er en mærkelig ting. Det her var højdepunktet af cool anime, produceret af samme produktionsselskab som Brevet til Momo og med karakter-design af instruktøren bag. Og i dag bliver hans film bare sammenlignet med Miyazaki. Og jeg gjorde da heller ikke selv noget ud af nogen sammenligning med voksen-anime. Noget af det mærkeligste med smag er hvordan det påvirker ikke blot nutid, men fortid. For ikke så lang tid siden var japansk film gyser og horror som Ringu, Battle Royale og film af Takashi Miike. Og fordi folk dyrkede de film, så dykkede de også ned i gamle film som Tetsuo. Japan var bizar, cool, filosofisk og sær. Også i Cannes. Men så se hvad der får premiere for tiden: Marnie – Min Hemmelige VenindeBrevet til Momo og de to kommende Månen Over Kirsebærtræerne og Søstre. Det er tilforladelige titler, der er ikke megen kult og vildskab tilbage. Måske kommer det på et tidspunkt igen? Måske, lige pludselig, bliver japansk vildskab cool igen? Man kan jo starte med Chasuke’s Journey, der, som jeg har nævnt, er den bedste japanske film der er lavet i mange år.

Læs Mere:
Chasuke’s Journey
Brevet til Momo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.