still5_te

Min Far Toni Erdmann

Hvor mange næsten tre timers lange film er så lette at opsummere som Maren Ade’s mesterlige Min Far Toni Erdmann? Dens præmis er lige så gennemført som den er genialt enkel: Far Winfried (Peter Simonischek) forsøger at bonde med sin karriere-mindede datter Ines (Sandra Hüller) ved at klæde sig ud som figuren Toni Erdmann. Så enkelt er det faktisk, og filmen lever først og fremmest i kontrasten mellem det organiserede, anonyme business-Bucharest, og den gale tysker med de falske tænder, paryk og ubarberede ansigt. Min Far Toni Erdmann er enkel, gennemført, flot filmet, morsom og med stof til eftertanke. Det er på alle måder en af årets bedste film.

Når sådan et enkelt plot kan bære så lang en film, så skyldes det i høj grad alt det som sker i udkanten af fortællingen. F.eks. har jeg ikke set mange kritikere påpege, at datteren sådan set også arbejde med at klæde sig ud og spille skuespil. Hun er konsulent, men hendes opgave er ikke at give ærlige råd om de bedste strategier til det firma hun rådgiver. Nej, i stedet skal hun sætte et spil op sådan at ledelsen kan outsource tyske jobs til Bukarest, uden at ledelsen får skylden – hvorfor hun strammer sine anbefalinger så ledelsens ønsker kommer til at virke som en kompromisløsning. Hun deltager selv i et surreelt kapitalistisk skuespil, der bruger performativ konsultering til ledelsmæssig ansvarsforflygtigelse – i sit udgangspunkt minder filmen faktisk en hel del om Lars von Trier’s undervurderede Direktøren for det Hele. At datteren også spiller skuespil ses i flere scener hvor hun lader som om hun taler i telefon, spiller rollen som den travle business-datter. Og i firmaet spiller hun naturligvis også den umuligt paradoksale rolle det er at være kvinde i finansverdenen.

Det er heller ikke første gang Maren Ade’s figurer er performative. I hendes gennembrudsfilm, Alle Andre fra 2009, følger vi et ungt par i sentyverne, Chris og Gitti, mens de venter i et sommerhus i Italien på nyt om Chris’ arkitektjob. De snakker, skændes, men mest af alt danser de rundt om problemerne i deres parforhold ved at spille skuespil for hinanden. Til sidst kaster Gitta sig på gulvet og spiller død, indtil hun vækkes i live da Chris mundprutter hende på maven. Det er den samme vending, hvordan folk nærmer sig hinanden indirekte, via først at lade sig om, og lade følelserne først vise sig halvt. Samtidig har Alle Andre også for filmnørder lidt karakter af en performance, idet dens plot med et udenlandsk par der gennemgår deres parforhold på en ferie i Italien, minder en del om Rossellini’s Viaggio in Italia. Ved at spille op af denne 50’er klassiker kommer forskellene i parliv dengang og nu til at fremstå så meget stærkere for dem som kender den gamle film, og også for folk uden kendskab til italiensk neorealisme må parforholdet i den nye film fremstå mere nænsomt og omhyggeligt skildret end i ret mange andre film. Også Min Far Toni Erdmann kan siges at have filmiske forfædre, det er svært at se en arthouse-film foregå i Rumænien uden at tænke på landets egen nuværende filmbølge, og filmens humor kan minde lidt om en instruktør som Corneliu Porumboiu. Der dog aldrig nogensinde har skabt en så nuanceret kvindelig karakter som Ines. Hvis Maren Ade hilser på andre instruktører, så understreger forskellene bare hendes egne styrker.

still4_te-1

Sammenlignet med en anden skaber af performance-film som Todd Haynes, der dyrker pop-stjernen og kostumedramaet, så er Maren Ade’s film langt mere nænsomme. Hvis de begge bygger på performativ kønsteori, så er Haynes’ film queer-orienterede, mens Ade’s er en mere ligetil feminisme, der først og fremmest er opmærksom på de mange roller kvinderne i hendes film er nødt til at spille. I få film får skuespillerinder lov til at spille så fuldkommen suverænt som i Maren Ade’s film. Sandra Hüller, som jeg først og fremmest kender fra hendes birolle i Jessica Haussner’s mesterværk Amour Fou, anstalter Ines som en kvinde der er tvunget til at være i konstant kontrol, samtidig med hun ser både far og kolleger slippe af sted med at slippe tøjlerne – ingen kvinde ville kunne slippe af sted med så grimme tænder og hår som Toni Erdmann figuren, som oveni er ubarberet filmen igennem, og stadig til tider tages mere seriøst end Ines. Gestik, tøj, diktion, vi ser både hvordan hun er indbegrebet af business-kvinde, og samtidig at hun kæmper med at formulere dette indbegreb. Der er ikke mange film der har så megen fokus på tøj, ikke som i overlæssede kostumer, men som i påklædning som en helt simpel og påtvungen del af ens ydre – Ines’ stakkels sekretær bliver således påtvunget at skifte tøj med chefen, ligesom en overraskende stor del af Alle Andre drejede sig om en ny kjole Gitti købte på ferien, og hvordan hun fremstod i den.

Det er denne fine fornemmelse for detaljen, denne subtilitet, der får samtlige 160 minutter af Min Far Toni Erdmann til at flyve af sted, også der hvor plottet reelt ikke flytter sig ret meget. Og det er den generelle underspillethed, der får de sent faldende glansscener til at stråle så meget mere. To scener bliver nærmest spoilet alle steder, så jeg behøver ikke at forklare hvad de er, men vil sige jeg sagtens forstår hvorfor de udløste spontane klapsalver i Cannes, og har tænkt mig at se filmen igen til en offentlig visning for at fornemme hvordan de spiller med et fuldt publikum. Hvis det er sjældent at en tre timers lang film har så simpelt et plot, så er det også sjældent den er så stor en crowdpleaser, samtidig med den er så stærk kunstnerisk, i cinematografi, scenografi og skuespil. Min Far Toni Erdmann er årets helt store arthouse-blockbuster, en film der føles ganske ny, og fyldt med tanker om den verden vi lever i, leveret med midler vi ikke ser før. At den ikke vandt en eneste pris i Cannes er komplet uforståeligt, lige meget hvor god Ken Loach’s Jeg, Daniel Blake ellers viser sig at være. At en socialrealistisk gammel mand vandt sin anden palme mens den performative forening af identitets- og kapitalisme-kritik måtte gå tomhændet hjem, tyder på en jury ude af trit med filmkunst og samtid. Når støvet har lagt sig vil Min Far Toni Erdmann, og Alle Andre, stå som hovedværker i moderne europæisk filmhistorie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.