Timbuktu

Palmesøndag del 8
(Abderrahmane Sissako, Mauritanien
Cannes 2014, Økumenisk Pris & Prix Francois Chalais)

Hvor tit er det lige vi får afrikanske film at se herhjemme? Alt for sjældent tror jeg. Jeg aner det ikke, for jeg ved ikke hvor meget godt der filmes i Afrika, for filmene er svære at se. Alene fordi at Timbuktu er en så sjælden set fugl i vore biografer er jeg tilbøjelig til at give den ekstra snor, selvom der er ting i den jeg ikke synes fungerer. Det bør også siges, at filmen har hvad jeg tror var den bedste scene fra sidste års Cannes. I hvert fald den der blev skrevet mest om. Scenen i Timbuktu, hvor der spilles fodbold uden bold, er allerede så småt legendarisk. Det er et stærkt billede på menneskets evne til at kæmpe imod regler og begrænsninger: Når jihadisterne forbyder boldspil, så laver folk det samme spil uden bold. Det er samtidig en utopi om menneskers evne til at enes uden strenge dommere og herremænd: De to hold accepterer hvordan bolden kører uden at lade som om de scorer hele tiden. Enhver der har prøvet at improvisere et par stolper frem til et slag bold ved hvor hurtigt man kommer op at skændes om hvorvidt der var mål eller ej. Det er ganske en smuk scene, det er film præcis som det skal være, dybe, sørgmodige pointer om mennesker leveret uden dialog, blot ved billedsprog og musik. Det er måske årets vigtigste scene.

‘Afrikansk’ film er så mange ting, det er trods alt et stort kontinent. Det vil være forkert at se Timbuktu som ene repræsentant for et helt kontinent, for den er en del af en bevidst strategi fra fransk side om at støtte og inkludere (Nord)afrikansk film. Sissako’s film kan ses i forlængelse af film fra filmskabere som: Fransk-algierske Rachid Bouchareb, hvis Ærens Dage vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle på Cannes 2006 og siden blev nomineret til en Oscar, en ære der også tilfaldt Outside the Law fra 2010. Også i 2010 vandt Mahamat Saleh Haroun, oprindeligt fra Tchad, juryprisen i Cannes for den fransk-finansierede Un Homme Qui Crie. Og vigtigst af alt, så er tunesisk-franske Abdellatif Kechiche blevet en af de mest velansete franske instruktører, der har vundet Louis Delluc-prisen, to César priser for Bedste Instruktør, og naturligvis også Guldpalmen i 2013 for Adeles Liv. Den her nordafrikanske bølge, af film fra instruktører ofte med fransk-nordafrikansk baggrund, og finansieret for en stor del for franske penge, er faktisk måske nok det vigtigste der sker inden for fransk film de sidste 15 år. Det er i hvert fald den største forandring af prisvindere og deslige. Det kan siges at kulminationen på hele den her bølge kom i februar i år, da Timbuktu ryddede bordet til årets Cesar-prisuddeling. Syv priser blev det til, inklusive Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manus og Bedste Cinematografi. De fleste af priserne vandt den for næsen af både Saint Laurent og Clouds of Sils Maria, som jeg har skrevet om de sidste par uger (og så skal jeg nok skifte fokus væk fra Frankrig de næste uger.) Jeg skal ærligt indrømme jeg kun har set nogle stykker af filmene, men det er al ære værd at man får fortalt historier om dels Nordafrikas historie, og dels om immigration, fra folk der selv bliver ramt af det. Det er altid værd at lytte til nye stemmer, og da især når de ledsages af så fantastiske billeder som så ofte er tilfældet i Timbuktu.

Men. Det er altid sværere at forstå, når folk fortæller os noget nyt. Der har været mange fejllæsninger af denne film, synes jeg. Jeg havde en ret irriterende oplevelse i biografen i torsdags, hvor der sad en person på rækken foran mig, og helt tydeligt mente meningen med filmen var, at man skulle grine af de dumme muslimer. Hånlig skoggerlatter føg op, når de dumme dumme muslimer ikke engang kunne udtale engelsk ordenligt, og når folk havde svært ved at forstå hinanden – i stedet for at lægge mærke til hvordan folk elegant håndterede de fire-fem sprog der blev talt undervejs (engelsk, fransk, arabisk, tamasheq og jeg skyder på også bambara). Temaet omkring jihadisme har fyldt stort set alt i receptionen både herhjemme og i udlandet, selvom det faktisk ikke er den konflikt der udløser den centrale tragedie. For at vende tilbage til fodbold-scenen, så fremstiller den som nævnt en utopi om sammenspil uden konflikter og bestemmelser, men det er værd at huske på, at den scene der kommer lige præcis efter fodboldspillet forestiller hovedpersonen Kidane, en Tuareg-kvægopdrætter, der angriber Amadou, en fisker der bestemt ikke er Tuareg, fordi denne har dræbt Kidane’s elskede ko kaldet GPS. De to, Kidane og Amadou, taler ikke samme sprog, går ikke i samme slags tøj, har også ganske forskellig hudfarve. Før Kidane går til angreb tager han en pistol med sig, for nu skal det være slut med ydmygelserne. Hvis ikke jihadisterne var der ville der ikke bare være fred og fordragelighed i området, der ville stadig være enorme skel mellem folkegrupper, og dybe historiske sår. Det er en essentiel pointe, som går tabt. Den gik nærmest tabt på forhånd, for den baserer sig på Mali’s historie, som vi har ignoreret i årevis. Først da jihadisterne kom begyndte vi at tage os af lidelserne dernede. Og fordi vi har det blinde punkt, så er der dele af filmen der er sværere at forstå end andre, men netop derfor må vi ikke ignorerer de svære sider. Det ville være dobbelt forkert.

Men det er naturligvis altid stort set umuligt at skrive kompetent om de ting man ikke forstår, det siger sig selv. Det var anden gang jeg så filmen – mit førstehåndsindtryk kan læses her – og der var ting der faldt mere på plads. F.eks. blev jeg mere opmærksom på den store forskel mellem Tuareg og ikke-Tuareg, at Kadine f.eks. må lede efter en der kan tale hans sprog efter at han er røget i fængsel i byen. Jeg blev også mere obs på kvinders rolle i filmen. Et kort billede der viser en masse kvinder bag tremmer. Abu Jafaar der tvinger en ung kvinde til at gifte sig med ham, han siger det er fordi hun er ærbar, men nu lagde jeg mærke til at jihadisterne tidligere anholder pigen for at telefonere en mand, så truslen om at stemple hende som syndig hænger over familien. Også Tuaregerne har skæve kønssyn, Kidane og hans kone og datter taler helt naturligt om at deres pleje-søn naturligvis skal overtage kvæget i stedet for datteren. Jeg spekulerer på, om antilopen der springer gennem ørkenen både i starten og slutningen af filmen skal symbolisere kvinderne i området. Andre ting fatter jeg stadig intet af. En af de første scener handler om en mand der er blevet taget til fange af jihadisterne, og føres gennem ørkenen med bind for øjnenen, men de passer godt på ham, så jeg tænkte han enten var gidsel eller en journalist der vil skrive om dem. Senere danser han – jeg tror i hvert fald det er ham – en spirituel dans på toppen af et hus, mens der klippes til et ungt par der stenes til døde. Hans rolle fatter jeg stadig intet af, men jeg tænker det er en henvisning til noget konkret. Jeg forstår heller ikke hvorfor Kidane lyver om hvor mange stykker kvæg han har da jihadisterne skal spørge ham, ligesom jeg har svært ved at fange slutningen. Der foregår en hel masse mellem linjerne i den her film, og rigtig meget af det handler om helt konkrete detaljer i Mali. Det er ikke mærkeligt hvis publikum føler sig lidt ude at svømme.

Men der er en helt essentiel pointe, som bliver glemt hvis man kigger for meget på jihadisternes forbrydelser: Den her film handler om empati. Det er ligepræcis empati, som jihadisterne ignorerer, til fordel for en koran-læsning der pudsigt nok altid giver jihadister ret til at gøre præcis som de vil. Men Sissako fordømmer ikke den mangel på empati ved at fremstille dem som monstre, nej han udstiller lige præcis forskellen ved at vise hver og en i filmen med den aller største filmiske empati. Selv stakkels GPS modtager de store stille nærbilleder da den udånder. Og nærbilleder er der rigtig mange af i filmen. Det er sympatisk, men det er også her jeg står lidt af, for engang imellem bliver det en universal-løsning. Filmen henter sympati for stakkels Kidane ved især at indklippe en hel masse billeder af hans datters ansigt, så vi rigtig kan forstå hvad han mister, i stedet for at optegne ham klarere som menneske i egen ret. Også i andre scener bliver det hele pludseligt cuttet af med et nærbillede, og især i en enkelt scene hvor en fiskehandler klager over at skulle bære handsker forstår jeg ikke hvorfor vi pludselig skal stirre op i ansigtet på ham hun snakker med. Der findes en respekt for livet i disse nærbilleder, et krav om respekt baseret på liv frem for rettroenhed, men denne almen-menneskelige respekt kvæler engang imellem partikulariteten, og gør dermed filmen sværere at forstå end nødvendigt, hvilket måske er medvirkende til at receptionen genskriver gamle fordomme om Mali? Personerne er ikke helt så spændende som de kunne være, og de mange nærbilleder ødelægger til tider rytmen i filmen. Det var jeg lidt utilfreds med første gang, og det er jeg lidt stadigvæk.

Men så husker jeg på den der fodboldscene. Og jeg husker på total-billedet af de to mænd ved søen, mens solen går ned over vandet. Og jeg husker på den herlige heks, der går omkring i Timbuktu med sløret slæbende efter sig, uden at jihadisterne tør gøre noget ved det. Og på et utal af andre billeder, og den lækre musik der ligger ovenover. Det er en af de gode film, en af dem som vil det godt. Det er herligt at den fik dansk premiere, og jeg håber at rigtig mange har set den. Og hvis ikke, så kan det nås endnu.

Abderrahmane Sissako i Cannes

Det var første gang instruktøren var i hovedkonkurrence, men hans Heremakono var i Un Certain Regard i 2002.

Fortjent Pris?

Timbuktu var nok den helt store undladelse ved pris-uddelingen, efter min mening. Den var uden tvivl en af de vigtigste film ved årets festival, og havde så klart fortjent en af de små priser. Bedste Manus eller Instruktør, eller sådan noget. Den fik den Økomeniske Jury’s pris, som gis til film der på en eller anden måde omhandler tro, menneskelighed, den slags. Det er egentlig en kristen pris, men det er nu langt fra første gang den gis til en muslimsk filmskaber. Den vandt også Francois Chalais prisen der gis til film med livsbekræftende eller journalistiske temaer, to ting som filmen bestemt havde til hobe.

I Næste Uge

På torsdag får Ken Loach’s Jimmy’s Hall dansk premiere. Han var også med i 1990, det andet år jeg skriver om, med filmen Hidden Agenda. Og DR har varmet op til premieren med en kavalkade med både Land and Freedom, My Name is Joe og Sweet Sixteen. Så vær med på en hel lille Loach-kavalkade, med anmeldelser af alle disse fem film.

Hvis du vil være sikker på at få det hele med, så er du velkommen til at like os på facebook.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *