Skyerne Over Sils Maria

Palmesøndag del 4
(Olivier Assayas, Frankrig
Cannes 2014)

Er Olivier Assayas sin generations vigtigste franske instruktør? Umiddelbart ville jeg svare ja, men det er ikke til at se ud af hans Cannes-historik. ‘Generationer’ i fransk film er noget mærkeligt noget. Tilbage i 80’erne, da Assayas debuterede, da var det ‘Cinema du Look’ som var det nye store, men de store nye navne som Luc Besson, Leos Carax og Jean-Jacques Beineix formåede ikke at sikre sig en fast plads som auteurs. I starten af det nye årtusinde har vi så ‘New French Extremity’, men selvom bølgen kom femten år efter ‘look’, så var instruktører som Bruno Dumont, Catherine Breillat og Patrice Chéreau – der vandt en Guldbjørn for Intimacy i 2001 – faktisk ældre end look-drengene. Og også den bølge fes lidt ud i sandet, med Dumont som ham der fik en karriere ud af det – to Grand Prix’er i Cannes indtil videre, i 99 og 2006. Måske er det sværere i et land som Frankrig, der spytter film ud på samlebånd, og hvor der altid er kamp om opmærksomheden, måske er det sværere at opnå en position som Lars von Trier har i Danmark, eller Emir Kosturica i det tidligere Jugoslavien, hvor de gang på gang bliver hentet ind på de store festivaler for at repræsentere deres land. Mens bølger er bølget, og smag er skiftet, så har Assayas lavet den ene kvalitetsfilm efter den anden, af meget varierende type. Der er periodefilmene om tresserne/halvfjerdserne, tiden hvor Assayas selv var ung: Cold Water (94) Carlos (2010) og Efter Revolutionen (2012). Der er også mere mærkelige og fandenivoldske film som Irma Vep (96) og Demonlover (2002) og så er der forrygende solid arthouse som Sommertid (2008). Han kan skifte fra den ene til den anden stil, og mestrer det meste. Men måske er det lidt mindre spændende, måske er det derfor han har været i Cannes så relativt få gange?

Clouds of Sils Maria var første Cannes-film fra Assayas i ti år. Det er lidt mærkeligt, for han har nærmest aldrig været mere velanset, efter film som Sommertid og Carlos. Men de fik lov til at køre uden festival-opmærksomhed, og først nu er han blevet lukket tilbage i varmen i Cannes. Filmen fik ikke den store opmærksomhed på festivalen – den eneste Assayas film der indtil da havde vundet priser i Cannes var Clean for bedste kvindelige skuespiller i 2004 – måske fordi den fik premiere sent på festivalen, efter at konsensusser allerede var blevet dannet. Det er heller ikke ligefrem en film der vælter folk omkuld. Bund-solid, smuk, filmisk film. Den handler om skuespil og performance og film-verdenen. Som én på twitter skrev, så er den alt det som Birdman troede at den var. Men måske når man bliver overvældet af så mange ‘vigtige’ film som på Cannes, så har den solide franske film svært ved at skille sig ud?

Juliette Binoche, Kristen Stewart og Chloe Grace Moretz spiller hovedrollerne. Binoche spiller Maria Enders, en skuespillerinde der minder meget om Binoche, der slog igennem i rollen som unge Sigrid der forfører en ældre kvinde, Helena, i et skuespil ved navn Maloja Snake af en forfatter ved navn Wilhelm Melchior. Nu mange år efter indvilliger hun i at spille rollen som den ældre kvinde, der drives til selvmord, overfor den nye unge stjerne Jo-Ann Ellis, spillet af Moretz. Stewart spiller Valentine, Maria’s assistent, og de to drager op i Wilhelm’s hus i de Schweiziske alper – et område kaldet Sils Maria – for at øve stykket. Det centrale i filmen er sådan set de to kvinder, der øver stykket med hinanden, og diskuterer skuespil, film-kultur, livet og alt det der. Der er en del før det, hvor Maria skal modtage en pris på vegne af Melchior i Zürich, indtil hun får at vide at han er død, og en epilog i London op til premieren, men det fyldige i historien er scenerne fra huset i Sils Maria.

Det var anden gang jeg så filmen, og den blev bestemt bedre. Første gang jeg så filmen lod jeg mig hænge op på detaljer, at de centrale generations-konflikter ikke klingede ordenligt. Det havde jeg det bedre med anden gang. Der er en enkelt ting som jeg ganske enkelt ikke synes fungerer, og det er Jo-Ann Ellis. Hun skal forestille at være det typiske medie-trainwreck, en blanding af Britney Spears, Lindsey Lohan, og såmænd også Kristen Stewart selv, men Assayas formår ikke at få hverken den superhelt-film vi får et klip fra, eller de interviews og pressekonferencer som Maria ser youtube-videoer fra, til at klinge som andet end dårlige kopier. Chloe Grace Moretz spiller heller ikke lige så godt som de to andre. Men efterhånden har jeg fået blik for rigtig mange detaljer, der gør filmens tematik langt mere levende for mig nu.

For eksempel navnet på filmen og teaterstykket. ‘Maloja Snake’ henviser til et vejrfænomen i området, hvor Sils Marias skyer kommer rullende ned langs bjergene som en slange gennem landskabet. Det ser fantastisk smukt ud hver gang filmen skildrer det, og fungerer som fast strukturerende metafor i filmen. Skyer og bjerge. Der er ting der er faste, som ikke kan laves om, og så er der ting der svæver rundt mellem det faste. Sådan er det med et skuespil, med teksten i forhold til skuespillerne. Så mange af diskussionerne omhandler hvordan man skal forstå de to kvinder Sigrid og Helena, folk har vidt forskellige holdninger til hvad stykket handler om, selvom teksten er den samme. Det er det som er så fascinerende ved teater-skuespil, at finde nye måder at bevæge sig i en gammel og fastsat rolle. Men! Maloja slangen er netop ikke et fænomen hvor skyer finder nye måder at bevæge sig på, det er tværtom et fænomen hvor skyerne bevæger sig som en slange fordi de bliver tvunget den vej af bjergene. Og sådan er det også rigtig meget for alle kvinderne i stykket.

Det ses også i musikvalget i filmen: Pachelbel’s Kanon spiller flere gange i filmen. Strygerne bevæger sig forskelligt i hver passage, men dog i et mønster der er bestemt af celloen. Da vi endelig møder Jo-Ann Ellis er hun sammen til barok-koncert med hendes nye kæreste Christopher Giles. Han elsker barok-musik, fordi han er blevet træt af al anden musik. Sådan er det for ham med musik. ‘And passion’ siger han. Han har også netop skiftet konen ud med den yngre model Jo-Ann. Alle instruktørerne i filmen er mænd, der sidder én efter én og bestemmer hvilke roller kvinderne er i stand til at spille. Alle vil have Maria Enders til at spille gamle Helena, alle vil se den unge kraftfulde Sigrid bevæge sig som en Maloja Snake om til den midaldrende kraftløse Helena. Det er teksten i samfundet, det er celloen skuespillerinderne er nødt til at bevæge sig til. Det er godt skildret.

Jeg kan godt lide den slags film, som har en central pointe, og så forklarer den via et net af filmiske elementer. Der er skyerne og bjergene. Der er musikken. Der er selvfølgelig plottet. Men også meta-lagene, når nu de forskellige skuespillerinder skal spille roller der i nogle henseende minder om dem selv. Mest interessant er Kristen Stewart, der i virkeligheden minder mere om Jo-Ann Ellis end Chloe Grace Moretz gør, men som vel allerede er blevet for gammel til at spille den rolle. Der er mørke i hendes præstation som Valentine, hende der ikke er kendt, ikke er skuespiller. Hvis du ser traileren ovenover, så forsøger den at anslå et tema om at teatret og livet bliver sammenflettet, og at Valentine måske skulle være lig med Sigrid, men det er overhovedet ikke sådan det fungerer. Snarere er det Valentine der bliver tygget igennem systemet og spyttet ud, for gammel til at blive dyrket som Jo-Ann Ellis, men samtidig ikke gammel nok til at have etableret sig som Maria Enders. Det er hende der fascinerer mig. Men måske er det især fordi det er hende der er tættest i alder på mig selv og mine veninder? Det er et andet tema i filmen, hvordan kunst ændrer sig, når man selv ændrer sig. Det gør en film som Skyerne Over Sils Maria sikkert, for der er lagt plads ind til fortolkning. Ikke staveplade, men et fletværk af betydninger, fortolkninger, diskussioner, billeder og lyder. Det er en god film, men måske ikke en film der tiltvinger sig så meget opmærksomhed, at en jury bare er nød til at give den en pris. Men det skaffede Assayas endnu en plads med næste film, og  var han heldig.

Næste uge: Jeg havde overvejet at poste to i dag, eftersom Bertrand Bonello’s Saint Laurent blev vist i cinemateket i går aftes. Men så opdagede jeg, at hans to andre Cannes nominerede Tiresia og House of Tolerance bliver vist på tirsdag. Så der kommer til at være Bonello-tema.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *