Palmesøndag del 4
(Olivier Assayas, Frankrig
Cannes 2014)
Måske er det sværere i et land som Frankrig, der spytter film ud på samlebånd, og hvor der altid er kamp om opmærksomheden, måske er det sværere at opnå en position som Lars von Trier har i Danmark, eller Emir Kosturica i det tidligere Jugoslavien, hvor de gang på gang bliver hentet ind på de store festivaler for at repræsentere deres land. Mens bølger er bølget, og smag er skiftet, så har Assayas lavet den ene kvalitetsfilm efter den anden, af meget varierende type. Han debuterede i firserne, da det hotteste i fransk film hed ‘Cinema du look’. Dengang stod han i skyggen af navne som Luc Besson, Leos Carax og Jean-Jacques Beineix, men i dag har han været lige mange gange i Cannes som de tre til sammen.
Assayas fik plads i Cannes omkring årtusindskiftet, da det smarteste hed ‘New French Extremity’, men igen kom han bedre videre fra bølgen end folk som Catherine Breillat og Patrice Chéreau, der i parentes bemærket faktisk er ældre end look-drengene.
Tricket er, at Assayas kan lidt af det hele. Han kan lave smart stilisme som Irma Vep eller dramaer med klassiske filmdyder som Sommertid. Han laver genrestykker som Carlos og Wasp Network, og han laver selvbiografiske fortællinger som Cold Water og Efter revolutionen. Det gør det dog lidt svært at få hånd om få os kritikere. Måske derfor blev han sent et rigtigt stort navn. Han kan så meget, at det tog mange film, før han fik det hele med. Men i Skyerne over Sils Maria lavede han en rigtig klassisk stor auteur-film, der føltes personligt, havde en ekstremt veludført æstetik, tematisk dybde, og så i øvrigt kæmpe stjerner i hovedrollen. Det føles som her han for alvor blev et kæmpe navn i den globale auteur-verden. Også selvom han igen måtte gå tomhændet hjem fra festivalen.
Clouds of Sils Maria var første Cannes-film fra Assayas i ti år. Lidt mærkeligt, for i de ti år lavede han nogle af hans mest velansete film såsom Sommertid (08) og Carlos (10).Men de fik lov til at køre uden festival-opmærksomhed. Skyerne over Sils Maria fik heller ikke den store opmærksomhed i 2014 – den eneste Assayas film der indtil da havde vundet priser i Cannes var Clean for bedste kvindelige skuespiller i 2004 – måske fordi den fik premiere sent på festivalen, efter at konsensusser allerede var blevet dannet. Det er heller ikke ligefrem en film der vælter folk omkuld. Bund-solid, smuk, filmisk film. Den handler om skuespil og performance og film-verdenen. Som én på twitter skrev, så er den alt det som Birdman troede at den var. Men måske når man bliver overvældet af så mange ‘vigtige’ film som på Cannes, så har den solide franske film svært ved at skille sig ud?
Juliette Binoche, Kristen Stewart og Chloe Grace Moretz spiller hovedrollerne. Binoche spiller Maria Enders, en skuespillerinde der minder meget om Binoche. Enders slog igennem i rollen som unge Sigrid der forfører en ældre kvinde, Helena, i et skuespil ved navn Maloja Snake af en forfatter ved navn Wilhelm Melchior. Nu mange år efter indvilliger hun i at spille rollen som den ældre kvinde, der drives til selvmord, overfor den nye unge stjerne Jo-Ann Ellis, spillet af Moretz. Stewart spiller Valentine, Maria’s assistent, og de to drager op i Wilhelms hus i de Schweiziske alper – et område kaldet Sils Maria – for at øve stykket. Det centrale i filmen er sådan set de to kvinder, der øver stykket med hinanden, og diskuterer skuespil, film-kultur, livet og alt det der. Der er en del før det, hvor Maria skal modtage en pris på vegne af Melchior i Zürich, indtil hun får at vide at han er død, og en epilog i London op til premieren, men det fyldige i historien er scenerne fra huset i Sils Maria.
Skyerne over Sils Maria er vokset hver gang jeg har set den. Første gang jeg så filmen lod jeg mig hænge op på detaljer, at de centrale generations-konflikter ikke klingede ordenligt. Det havde jeg det bedre med anden gang. Der er en enkelt ting som jeg ganske enkelt ikke synes fungerer, og det er Jo-Ann Ellis. Hun skal forestille at være det typiske medie-trainwreck, en blanding af Britney Spears, Lindsey Lohan, og såmænd også Kristen Stewart selv, men Assayas formår ikke at få hverken den superhelte-film vi får et klip fra, eller de interviews og pressekonferencer som Maria ser youtube-videoer af, til at klinge som andet end dårlige kopier. Chloe Grace Moretz spiller heller ikke lige så godt som de to andre. Men efterhånden har jeg fået blik for rigtig mange detaljer, der gør filmens tematik langt mere levende for mig nu.
For eksempel navnet på filmen og teaterstykket. ‘Maloja Snake’ henviser til et vejrfænomen i området, hvor Sils Marias skyer kommer rullende ned langs bjergene som en slange gennem landskabet. Det ser fantastisk smukt ud hver gang filmen skildrer det, og det fungerer som fast strukturerende metafor i filmen. Skyer og bjerge. Der er ting der er faste, som ikke kan laves om, og så er der ting der svæver rundt mellem det faste. Sådan er det med et skuespil, teksten kan ikke laves om, men skuespillere kan alligevel ændre på udtale samt hvad de ellers gør på scenen, og derved få stykket til at ændre sig. Rigtig mange af filmens diskussioner omhandler hvordan man skal forstå de to kvinder Sigrid og Helena, folk har vidt forskellige holdninger til hvad stykket handler om, selvom teksten er den samme. Det er det som er så fascinerende ved teater-skuespil, at finde nye måder at bevæge sig i en gammel og fastsat rolle. Men! Maloja slangen er netop ikke et fænomen hvor skyer finder nye måder at bevæge sig på, det er tværtom et fænomen hvor skyerne bevæger sig som en slange fordi de bliver tvunget den vej af bjergene. Og sådan er det også rigtig meget for alle kvinderne i stykket.
Det ses også i musikvalget i filmen: Pachelbel’s Kanon spiller flere gange i filmen. Strygerne bevæger sig forskelligt i hver passage, men dog i et mønster der er bestemt af celloen. Da vi endelig møder Jo-Ann Ellis er hun sammen til barok-koncert med hendes nye kæreste Christopher Giles. Han elsker barok-musik, fordi han er blevet træt af al anden musik. Sådan er det for ham med musik. ‘And passion’ siger han. Han har også netop skiftet konen ud med den yngre model Jo-Ann. Alle instruktørerne i filmen er mænd, der sidder én efter én og bestemmer hvilke roller kvinderne er i stand til at spille. Alle vil have Maria Enders til at spille gamle Helena, alle vil se den unge kraftfulde Sigrid bevæge sig som en Maloja Snake om til den midaldrende kraftløse Helena. Det er teksten i samfundet, det er celloen skuespillerinderne er nødt til at bevæge sig til. Det er godt skildret.
Jeg kan godt lide den slags film, som har en central pointe, og så forklarer den via et net af filmiske elementer. Der er skyerne og bjergene. Der er musikken. Der er selvfølgelig plottet. Men også meta-lagene, når nu de forskellige skuespillerinder skal spille roller der i nogle henseende minder om dem selv. Mest interessant er Kristen Stewart, der i virkeligheden minder mere om Jo-Ann Ellis end Chloe Grace Moretz gør, men som vel allerede er blevet for gammel til at spille den rolle. Der er mørke i hendes præstation som Valentine, hende der ikke er kendt, ikke er skuespiller. Hvis du ser traileren ovenover, så forsøger den at anslå et tema om at teatret og livet bliver sammenflettet, og at Valentine måske skulle være lig med Sigrid, men det er overhovedet ikke sådan det fungerer. Snarere er det Valentine der bliver tygget igennem systemet og spyttet ud, for gammel til at blive dyrket som Jo-Ann Ellis, men samtidig ikke gammel nok til at have etableret sig som Maria Enders. Det er hende der fascinerer mig. Men måske er det især fordi det er hende der er tættest i alder på mig selv og mine veninder? Det er et andet tema i filmen, hvordan kunst ændrer sig, når man selv ændrer sig. Skyerne Over Sils Maria vil sikkert også ændre sig for hver gang jeg ser den, for der er lagt plads ind til fortolkning. Ikke staveplade, men et fletværk af betydninger, fortolkninger, diskussioner, billeder og lyder. Det er en god film, men måske ikke en film der tiltvinger sig så meget opmærksomhed, at en jury bare er nød til at give den en pris. Men den skaffede Assayas endnu en plads med næste film, og så var han heldig.