Blur – Ong Ong

Engang imellem er man simpelthen for dum. Hvad mon ‘Ong Ong’ skal betyde? Når jeg googler det laver google det automatisk om til ‘Song Song’, og når jeg googler ‘Blur Ong Ong’ kommer jeg hen til videoen for Song 2. Men det er nok ikke Song Song, det er for simpelt, hvad kan det mon være? Jeg finder ud af at de optog albummet i Hong Kong, så måske har det noget at gøre med kinesisk? Og så sidder man der og tænker, indtil det indlysende går op for en. Ja, det er nok indspilningsstedet de henviser til. Jeg fandt også ud af, at The Magic Whip er en form for is i England, fyrværkeri i Kina, samt at en ‘magic whip’ i sangen ‘Ice Cream Man’ bruges som metafor til at beskrive hvordan den kinesiske regering holder befolkningen i ave. Der er også henvisninger til den Himmelske Freds Plads i 89 og ‘Paraply-opstanden’ i Hong Kong sidste år.

Der er rigtig meget om Øst-Asien på The Magic Whip, om Kina, Hong Kong, sågar Pyongyang i Nordkorea. Så meget er der, at bandet er blevet beskyldt for orientalisme. Den beskyldning er nu en post-gang for sent ude, Blur har længe trukket på ‘eksotiske’ steder, Blur og 13 havde en ting for Island, og Think Tank var til tider meget direkte om Marokko. Bandet rejser rundt i verden, og så skriver de sange derfra. Magic Whip er dog umanerlig meget om Hong Kong, langt de fleste sange har henvisninger til byen, områder som Kowloon, Po Lin templet eller som i ‘Ong Ong’ Lantau-øen. Både Island og Marokko er relativt øde områder, og det ekspansive og mennesketomme går helt klart igen i de albums der blev indspillet de steder. The Magic Whip er den mest by-orienterede plade Blur har lavet siden de glade brit-pop dage. I modsætning til især Think Tank, hvor marokkanske instrumenter poppede op her og der, er det også svært at høre kinesisk inspiration på pladen (som der f.eks. var det på Gorillaz numre som ‘Hong Kong‘. Yup, Damon Albarn har efterhånden lavet musik inspireret af det meste, så det er svært ikke at kopiere sig selv.) Resultatet er en plade, som jeg synes er rigtig fin, og som har en hel masse fine detaljer, men som stadig lidt mangler det ekspansive som Blur ellers var begyndt at lave rigtig meget.

Men altså, Ong Ong. Det er måske det mest typiske nummer på pladen. Vi snakker et nummer der bruger den letteste rundgang i verden: C, F, G, C. Det er nærmest pinligt simpelt, men det er også en sang om længslen efter det simple, efter at stikke af fra storbyen Hong Kong ud på øen Lantau, der er langt mindre bebygget. Dem har Blur lavet rigtig mange af, de der sange om at stikke af fra det hele. Der er også noget distanceret over sangen, især det der flade ‘lalala’ der kører under det hele. Det er ret imponerende, jeg tror virkelig det kræver megen energi og omtanke at optage stemmer der lyder så uengagerede. Så er der håndklap og en music-hall klaversolo til sidst i sangen. Og så selvfølgelig giver Graham Coxon den gas på guitaren her og der. Det hele lyder som om det er kastet sammen, som om det ikke passer sammen. Jeg har læst rigtig mange brokke sig over, at The Magic Whip lyder for doven og henkastet, men jeg kan godt tage det. Det er ikke lige så godt som det var i slut-halvfemserne, men det er godt at høre igen.

Teksten på genius.com. Der er et par ting jeg tror de fejlhører, men det er detaljer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.