Palmesøndag del 7
(Bertrand Bonello, Frankrig
Cannes 2014)
Der er film som, uanset hvor gode de er, aldrig nogensinde kommer til at vinde en festival-pris. Det er f.eks. nærmest komisk hvor lidt konkurrenceegnet Saint Laurent er. Den skal ses flere gange, og man skal gøre sit forarbejde, to ting man ikke kan på festival. Filmen flintrer rundt i tid og kronologi, strejfer en essentiel person her, viser tre år i en kollage der, og bruger flere minutter på at genopføre et modeshow uden at gøre klart hvorfor det er vigtigt. Den viser alt, forklarer intet, og man stykker selv sin film sammen af de detaljer der gav genklang, de repetitioner man fik fat i. Den giver intet ved dørene. Og samtidig tilhører den den mest udskældte genre for tiden: biopic’en, så den kan let og elegant affejes som for konventionel af anmeldere, som tydeligvis ikke har fattet et hak af dens hyper-komplekse struktur. Jeg klukler lidt af anmeldelserne fra Cannes, men forstå mig ret: Jeg har også kun set den en enkelt gang, jeg fatter heller ikke ret meget, og jeg har heller ingen idé om den er god eller ej. Men jeg har fået hjælp man ikke havde i Cannes: En Bonello-retro at sætte den op imod, og en mængde af anmeldelser, hvoraf nogle er så flinke at forklare de vigtige begivenheder som filmen blot beskriver. Resultatet er en film der stadig vokser mens jeg skriver dette. En film fyldt med billeder, scener, detaljer, som jeg ikke kan glemme. En film der er bygget til det lange seje stræk, i stedet for den hektiske festival-spurt.
I 1974 køber Yves Saint Laurent (Gaspard Ulliel) et hotelværelse under dæknavnet ‘Swann’, en henvisning til hans elskede Proust, men måske også en reference til ærke-kunstner-selv-mytologiserings-fortællingen: H.C. Andersen’s Den Grimme Ælling. Yves sætter sig på sengen og ringer til en journalist, fortæller om sin baggrund: At han var i hæren i Algeriet, fik et sammenbrud, har døjet med psyke og stoffer lige siden.Skal vi have en typisk myte, skal vi have psykologisk årsag og virkning? Men så springer vi til 67, til en lang sekvens, der blot beskriver arbejdsgangen på den feterede designfabrik som Yves leder. Var YSL skabt af skæbne, eller var det hårdt arbejde af Yves, hans partner Pierre Bergé og de mange ansatte på fabrikken? Filmen går frem og tilbage. Også selviscenesættelse er et arbejde. Der dedikeres den samme opmærksomhed til arbejdet med tøjet som til de skelsættende modeshows, de vigtige bestyelsesmøder i baggrunden, og livet på natklubber i Paris og villaen i Marrakech. Det er alt sammen YSL.
Noget af det som fascinerer mig mest ved filmen er, at det er et retro tidsbillede med en mand der skabte retro tidsbilleder. Det er modernismens første genkomst i postmodernismen, det er tiden hvor folk stadigvæk blot overvejede om de skulle være kitsch. De tre centrale kollektioner i filmen er alle inspireret af fortiden. Vi hører i starten om den succesrige ‘Mondrian’-kollektion, der klædte hippier i modernistiske malerier. Den notoriske 1940-kollektion fra 1971 genskabes uden de store kommentarer, men man fornemmer forvirringen blandt publikum (jeg har læst mig til at de var fortørnede over nostalgi mod besættelsestiden, og især nogle pelsedesigns der var inspireret af moden hos tidens gadepiger – prostitution igen i en Bonello-film) Og filmens klimaks kommer med ‘Ballets Russe’-kollektionen fra 76, opkaldt efter den store modernistiske ballet som Stravinsky skrev til. Opvisningen skildres med splitscreen-geometri som et Mondrian-maleri,hvor detaljerne i tøjet flagrer, mens YSL tripper i kulissen, og Mathæus-passionen buldrer på soundtracket. Det er godt at en tøj-film tør klimakse med at vise tøj.
Der er mere pomo. YSL modtager brev fra Andy Warhol, der anerkender ham som sin ligemand og vedsender hans nye produktion med The Velvet Underground & Nico. Deres transgressive Venus In Fur spiller mens Yves står i et dybrødt butikslokale omgivet af røde mannequiner, i et klip der er Lynch eller Kubrick værdig. Yves er transgressiv. Han laver mandetøj til kvinder: Le Smoking. Han danser i dametøj og er åbent homoseksuel. Men historien om YSL i perioden er også historien om kommodificeringen af transgressionen. Ja, Yves skaber provo-tøj, men han sælger det også, gør det normalt. Det er også tiden hvor homoseksualitet går fra transgression til subkultur. Yves møder Jacques de Bascher (Louis Garrel) som introducerer ham til syre, cruising i buskadser, og hvordan gynækolog-stole hjælper til analsex. Der bliver noget rutine over det. Heldigvis, kan man sige. Men jeg kan ikke lade være med at føle at det ender i kitsch, med et sammensurium af guldkunst og yndlingshunde, lidt for få skridt fra Liberace. Det farlige forsvinder. Igen: Heldigvis, kan man sige, filmen skildrer også i et kort klip den helt reelle fare man udsætter sig for blot ved at udleve sin seksualitet dengang som nu, og man er en lort hvis man ønsker den fare tilbage. Men det kan ikke undgås, at filmen derfor bliver til endnu en film om tresseroprøret der forsvandt.
Nu kørte det lidt af sporet i en historiker-smøre, jeg har kun strejfet det filmiske. Dette er Bonello i topgear. Snart sagt alle sekvenser har et twist af kunst, en kamera-drejning, et klip. YSL tager brillerne af mens han kigger på trækkerdrenge, billedet sløres. En tilbagevendende vinkel filmer de tresser-smarte stuer skråt oppefra. Bedst af alt er scenerne fra natklubben, om det er høje blonde Bette Catraux der giver den gas til Creedence Clearwater Revival, eller de første blikke mellem Yves og Jacques, kastet på tværs af et dansegulv ude af kontrol – den scene er allerede en ny-klassiker. Det er en skidegod film, den perfekte måde at lave en biopic på: Kunstnerens liv som afsæt for en række stærkt filmede sekvenser, der spejler sig, spiller op imod hinanden på kryds og tværs. Jeg tror i hvert fald den er skide god, jeg vil i hvert fald vildt gerne se den igen. Jeg skal ikke kunne udelukke at jeg har komplet galt fat i den. Det er noget af en moppedreng.