Passion Pit er håbløst u-hippe at være fan af, men jeg kan virkelig godt lide dem. De tager deres inspirationer i lige så høj grad fra EDM og house-pop som fra mere accepterede undergrundskilder, og laver sange med enorme omkvæd og ligefremme tekster. Er det virkelig indie, eller er det blot Imagine Dragons eller Foster the People med bedre tekster? Anmeldelserne af de nye album har været lunkne fra steder som f.eks. pitchfork. Men jeg kan virkelig godt lide dem. Sidste album, Gossamer, fra 2012 skabte stor opmærksomhed, da forsanger Michael Angelakos i et interview med samme pitchfork fortalte åbent om at han var maniodepressiv, og hvor meget det influerede musikken. Mentale tilstande har været en enorm del af rockhistorien, dels med ‘free your mind’-psykedeliske lyde, og med depression som drivkraft bag rigtig meget mørkemusik. Andre sindstilstande som f.eks. manier har været langt mindre dækket. Men de seneste år er der sket noget, Autre ne Veut satte med albummet Anxiety fra 2013 lyd på angstanfaldet, og Passion Pit bliver ved med at skildre manien. Således også på det her nummer, Until We Can’t (Let’s Go), som formentlig bliver tredje single fra det nye album.

Det er de helt store lyde som er i spil. På Kindred ligger nummeret klemt inde mellem to stille passager, balladerne Dancing on the Grave og Looks Like Rain. Som et anfald i en ellers rolig periode. Det er pladens mest larmende nummer. Synth-riffet, som lader til at have nogle manipulerede stemmer inde over, lyder som noget Skrillex eller Justice kunne have fundet på, komprimeret støj banket ind i rytmik. Når Angelakos synger Let’s go ’til we can’t anymore over denne beskidte støj er det lige dele inspirerende og skræmmende. Det er for meget, for insisterende, man stoler ikke rigtigt på ham. Anden del af omkvædt går over i en stor mundstrøm: Somebody else told me something about / Where you live can cause you suffering / Guess that’s something else that’s wrong with our room / With the walls colliding Det går for stærkt, der er for mange ord, de kommer ude af takt og passer ikke rigtig til linjerne. Det er manisk. Som man kan læse så handler teksten også om at redde et forhold ved at flytte ud i bedre omgivelser, for det er jo ikke personerne i forholdet der kan være noget galt med. Det er undvigelse, forflygtigelse, som sangeren hægter sig fast i ensporet og fanatisk.

Måske er det ikke et godt tegn, at det her musik taler til mig. Teksterne og musikken handler ret så meget om at være syg. Men sygdomsmusik er smart, det er vel ikke anderledes end blå guitarakkorder om at være depri. Det larmer dog nok mere. Det svinger i hvert fald mere, sådan rent dynamisk. Under alle omstændigheder, så er der ikke nogen der laver sange på samme måde som Passion Pit. De har en kerne, en logik, som er anderledes end alt andet. Det er altid værd at lytte til.