Palmesøndag del 45
(Mike Leigh, UK
Cannes 2014, Bedste Skuespiller (Timothy Spall) & Vulcan Award (Dick Pope, Foto))

Jeg havde engang for vane at bytte rundt på Mike Leigh og Ken Loach. Samme generation (7 års aldersforskel), begge arbejdede længe i britisk tv, inden de i 1990 brød bredere igennem med henholdsvis Life is Sweet og Hidden Agenda, og begge dominerede britisk film i halvfemserne med deres ‘kitchen sink’ realisme. Leigh vandt Guldpalmen i 96 for Hemmeligheder & Løgne, mens Loach måtte vente ti år før han fik den i 06 for Vinden der Ryster Kornet. Og mest sammenfaldende af alt: Begges efternavne starter med L! De har nærmest haft fast plads i Cannes de sidste 25 år, i så høj grad at nærmest alle andre britiske instruktører står i skyggen af dem, og hvor mange britiske film der blev plads til i programmet kunne ofte synes afhænge af hvorvidt Leigh og Loach havde nye film parat. Og det havde de begge i 14, så der var to britiske film. Men der kunne lige knap være større forskel på de to film: Loach deltog med Jimmy’s Hall, en melankolsk og lettere middelmådig film om hvor svært det var at gøre en forskel for en aktivist, som ikke blev den store succes, og som instruktøren hævder bliver hans sidste spillefilm. Leigh, derimod, fik med Mr Turner både sit største budget nogensinde, og også hans største succes nogensinde i de britiske biografer. Og Timothy Spall vandt prisen for Bedste Skuespiller, og var tippet en oscar-nominering, som dog glippede. I stedet fik filmen fire tekniske nomineringer, herunder Bedste Cinematografi, men vandt ingen af dem. Alligevel, det må siges at være en ganske stor succes. Den var også blandt kritikernes favoritter til at vinde hovedprisen. Jeg må dog indrømme, at jeg blev efterladt lidt kold af filmen, og jeg var glad for den ikke blandede sig blandt de store vindere. Det er en fin film, fyldt med fantastiske detaljer. Men den siger ikke så vanvittigt meget, og da bestemt ikke så meget overraskende eller originalt, om sit emne, så jeg sad i sidste ende og vidste ikke rigtigt hvad det skulle til for.

Det kunne ellers virke som om min påstand om, at filmen er for tam, bliver modsagt af, at det åbenbart var den film der modtog flest klager i UK 2014. En scene viser Turner have gryntende sex med hans husholderske bagfra, godt nok med bukserne op over numsen, men alligevel ret tydeligt hvad der foregår, hvilket åbenbart var lige groft nok for den lave alders-grænse filmen var tildelt af censuren. Forholdet er for øvrigt også skildret som bestående af seksuelle overgreb fra Turner’s side, og instruktøren siger det var noget de selv fandt på, hvilket vel egentlig også burde have kreeret større kontroverser end det gjorde. I det hele taget er Spalls gryntende spillestil ganske original til en kunstner-biografi. Det er bestemt ikke noget skønmaleri (no pun intended). Men det er omvendt heller ikke noget som jeg føler bliver brugt til specielt meget. En anden ganske kritisk pointe er måden Turner komplet afviser hans to døtre, men det er også noget som blot bliver gentaget, endda på præcis samme måde: Turner bliver spurgt om han har børn, han benægter, og filmen klipper til hans husholderske der rynker øjenbrynene. Mere indgående bliver det ikke.

Et kunstner-portræt skal helst leve på tre niveauer: Kunstneren, hans/hendes kunst, og hans/hendes samtid. 1 og 3 er på sin vis altid nemmest, det er kunst-delen som er svær at overføre til filmsprog. Men her er Mr Turner faktisk også ret suveræn, via Dick Pope’s oscar-nominerede cinematografi. Turner er kendt som lysets kunstner, og filmen bruger lys overalt og over det hele til at vise præcis hvor vigtigt det er. Lyset strømmer ned over landskaberne, eller ind i Turners atelier, eller hans eget personlige galleri, hvor hvidt stof i stedet for loft sørger for et bredt og blødt lys at nyde billederne med. Samtidig er der virkelig skruet op for farverne. En tidlig scene viser Turners far købe nye farver for hans søn, hvor en af farverne siges at stamme helt fra Afghanistan. Det viser også en sammenhæng mellem en historisk periode og måden den ser ud på, i og med det skifter hvilke farver som var tilgængelige og/eller billige. Filmen synes en triumf inden for digital farvelægning, color grading, hvor der virkelig er tænkt over at have et helt specielt farvelagt look. Den røde farve er anderledes end vi ville have den i dag, ditto den grønne. Og Turners malerier synes at passe perfekt ind i denne farveverden.

Mest af alt har jeg et problem med samtidsportrættet. Jeg tror filmen går fra 1826 (der nævnes en eksplosion i Ostend, som wikipedia siger var i 1826) til kunstnerens død i 1851, altså en periode på 25 år, men det er ikke noget specielt dybt portræt. Snarere virker det lidt som en perlerække af kendte personer og teknologiske fremskridt træder ind i filmen én efter én, så her har vi en ny jernbane, og her kommer kritikeren John Ruskin, og se et fotografi-apparat, og nøj, her er unge Dronning Victoria. Jeg har haft megen sjov med at google de mange videnskabsmænd og mindre kendte malere som optræder i filmens periferi, men hver gang har jeg egentlig også lidt svært ved at se præcis hvor filmen vil hen. Hvor er politikken? Økonomien? Det tætteste man kommer på, er den konstante snak om Horatio Nelson, hvis triumfer i Napoleons-krigene stadigvæk var nogenlunde kontemporære.

Men mest af alt kan jeg bedst lide den her slags film hvis der på en eller anden måde er sammenhæng mellem de tre dele af portrættet, mellem kunstneren, kunsten og samtiden. Men jeg kan ikke finde nogen. Jeg kan ikke se hvad den gryntende kunstner har med den lysende kunst, har med den diskuterende og teknologisk opfindsomme samtid at gøre. Og af den grund ender filmen med at blive lidt overfladisk i mine øjne. Filmen konstruerer en utroligt smukt og detaljeret verden, men gør ikke så meget ved den. Og jeg forventer helt ærligt lidt mere af sen Leigh. Vera Drake fra 2004 er også et fantastisk tidsportræt fra halvtredsernes London, men fortæller også via sin løse historie om en kvinde der udfører ulovlige aborter subtile pointer når grupper (i det her tilfælde kvinder) ikke får lov til at tale for sig selv. Og Another Year fra 2010 er et lille mesterværk, som skaber et helt absurd charmerende miniunivers, i hjemmet hos det centrale midaldrende ægtepar, og viser så smerten hos de ensomme mennesker i periferien af familien, der ikke helt hører til. Mike Leigh kan subtilt skildre følelser blot ved et blik. Hvilket også er en af grundende til jeg ikke er så voldsomt imponeret af Spall’s gryntende gråd…

Der var to kunstner-portrætter i Cannes 2014. Mr Turner og Bertrand Bonello’s Saint Laurent. Der var bred enighed om, at Mr Turner var den bedste af dem, mens Saint Laurent var forvirrende og overfladisk eksperimenterende. Jeg er uenig. Mr Turner er mere enkel, især fordi den er kronologisk fremskridende, og den er mere simpel i sit filmsprog. Men Saint Laurent har flere pointer i sin stilisme, pointer knyttet til idéer om køn og seksualitet og en ganske monstrøs ‘queerness’, som kom til udtryk i Saint Laurent’s tøj, i hans liv, i hans samtid, og i filmen om ham. Hvis man siger at Mr Turner er bedst fordi Saint Laurent er for tomt stilistisk (en kritik jeg gerne kalder for ‘formalisme’), så undervurderer man for det første pointerne i Bonello’s film, men man undervurderer pudsigt nok også hvor anderledes og originalt billedsproget i Mr Turner egentlig er. Men det ironiske er, at det netop er i Mr Turner at de originale billeder mangler dybde. I sammenligning med Saint Laurent. Men også sammenlignet med Leigh’s egne tidligere film.

Fortjent Pris?

Timothy Spall var gigantisk favorit til prisen hele konkurrencen igennem. Han er klart den der spiller størst. Og han er en karakter-skuespiller som har leveret tonsvis af store præstationer, men aldrig vundet nogen stor pris før. Så ja, det er en fuldt fortjent pris. Selvom jeg synes karakteren ‘Saint Laurent’ har mere dybde end karakteren ‘Mr Turner’.

Og hermed at mine skriverier om Cannes 2014 færdig. Alle 18 film fra hovedkonkurrencen er blevet beskrevet. Links, opstillet efter hvor godt jeg kunne lide dem, kan findes her: http://kronoper.dk/palme-soendag-2014/. Næste søndag skal det handle om 1990 igen, om Guiseppe Tornatore’s Alle Har Det Godt.