Hvis ikke det allerede var klart, så foretrækker jeg dokumentar-film som er visuelle, filmiske, som er åbne for fortolkning, snarere end blot rent informative. DOX udmærker sig blandt alle verdens dokumentar-festivaler ved at slå et slag for netop denne form for kunst-dokumentar, og insistere på at kalde det for dokumentar. The Letters var den film fra i år jeg fandt mest abstrakt, jeg fik overhovedet ikke fat i hvad den drejede sig om før til sidst. Der var i konkurrence en dokumentar om en klovn der genfortalte en bøffels liv, og det var sært, men jeg vidste da hvad der foregik. The Letters er et stemningsbillede fra Mexico, en poetisk skildring af et lands problemer. Men det er også tanker om en helt konkret hændelse, og den hændelse gør det hele lidt konkret, lidt for prætentiøst.
Alberto Patishtán Gómez blev dømt for mordet på fire politibetjente, i en retssag uden ret mange konkrete beviser. 13 år sad han fængslet før han blev sat fri. Brevene fra filmens titel er de breve han skrev hjem til sin familie. Der er ting som falder på plads så snart man får den oplysning til sidst i filmen: Det er derfor der ligger døde politibetjente på en vej i en scene, det er sikkert derfor der er så mange børn som render rundt uden forældre. Måske ligger bevægelsen/drømmen fra indespærring til frihed bag det mesterlige tidlige klip, hvor kameraet kører rundt inde i et lille hus og så ud af vinduet mod en mand der står i naturen med ryggen til. Det er bestemt som om filmen giver mening. For meget mening.
Hvis du giver mig en masse billeder og det handler om Mexico, så begynder jeg at tænke på Mexico. Hvis du læser bidder af breve op, så funderer jeg på om det er Mexico som taler, eller en ældre generation, eller den tabte fortid. Hvis du så siger det handler om et enkelt justitsmord og at brevene var fra den indespærrede, så bliver jeg irriteret. Så kan jeg kaste de fleste af de tankerækker jeg har lavet væk. Derudover er der alle de ting som jeg ikke kan få til at passe ind i billedet, især trommeslageren i skoven, som allerede var på grænsen til det musikvideo’ske glat mærkværdige, og som nu bare virker dårligt indpasset. Helt ærligt havde den her film den dårligste slutning af alle film i konkurrencen.
Fantastiske billeder i film med dårlige slutninger, det er egentlig meget godt sådan jeg tænker på ny mexikansk kunstfilm. Det store navn er naturligvis Carlos Reygadas, som The Letters også i lange passager minder om, især billederne af børn der vandrer i landskabet minder om åbningsscenen af Post Tenebras Lux. Scenen med de døde politibetjente synes inspireret af argentinske Lisandro Alonso’s Los Muertos, som i den film kører kameraet rundt og finder pludseligt døde kroppe på jorden. Men her er det så også klart, at instruktør Pablo Chavarria Gutiérrez ikke er Lisandro Alonso, klippet er ganske enkelt ikke helt godt nok. Der er flere andre mindeværdige scener: En plasticbold der flyder ned langs en flod, en kvinde der løber mod en mur, og især et langt klip af børn der vandrer op af uendelige trapper, mens lyden fra et fest-orkester forbliver i baggrunden. Senere finder de noget der bevæger sig i jorden, men det er et ko-kranie.
Der er noget råddent i jorden. Der er noget i vejen med verden. Det er den følelse filmen forsøger at kommunikere, enhver præcis beskrivelse af situationen ville misse det ulogiske, det vilkårlige, som netop gør et justitsmord til en så svær ting at håndtere i en retsstat. Og filmen er helt bestemt blandt de bedre i konkurrencen, i min top fem. Men den er lidt som mexikanske film så ofte er, lidt for mange glans-scener som har mere iøjnefaldende mærkværdighed end poetisk dybde, og som ofte er set andre steder før. Måske burde jeg ikke kunne lide den her film så meget som jeg kan. Det føles ikke som noget storværk, det føles som en instruktør der stadig er i gang med at øve sig på andres idéer før han rigtig begynder at finde på sine egne. Men jeg var heller aldrig rigtig glad for de første Reygadas-film. Under alle omstændigheder er filmen en sjælden oplevelse i de danske biografer, og det har også værdi.