Palmesøndag del 186
(Idrissa Ouedraogo, Burkina Faso / Sydafrika
Cannes 1997)
Der står en lakonisk sætning om Idrissa Ouedraogo i Sharon A Russells opslagsværk Guide to African Cinema: ‘Ouedraogo’s work shows the kind of growth possible when a director can find the funds to make several films.’ Det er ikke verdens største ros, men det er sådan set rigtigt. En af de bedste ting ved Idrissa Ouedraogo er, at han var endog overordentlig produktiv. Han formåede at lave hele otte film fra 1987 til 1997, det er da godt gået lige meget hvad! Derefter gik det mere stille, men han arbejdede på tv-serier, og lavede filmen Anger of the Gods i 2003. Og på grund af at han lavede så mange film, så kan man se hvad der går igen, og inddele hans film i grupper. Der er de episke film, som Tilaï og Anger of the Gods, film der ligger i tråd med hvad der ellers skete i frankofon Vestafrikansk film i perioden. Så er der børnefilm som Yaaba, Karim & Sala og Le Cri du Cæur. Og så er der mere socialrealistiske film som Yam Daabo, Afrique mon afrique… (om AIDS) og så den her, Kini & Adams, om to fattige mænd fra det sydlige engelsktalende Afrika, der forsøger at skaffe penge til at fikse en gammel rusten bil, så de kan køre hen til et sted hvor de potentielt kan tjene flere penge. Det er socialrealisme, javist, men der er både humor og sammenhold som var det en børnefilm.
Det bliver dog en del mere tragisk hen ad vejen. Til at starte med er de to venner konstant glade og grinende, og fortæller den ene dårlige joke efter den anden. Bilen de drømmer om at fikse er et kæmpe vrag, og ingen andre end dem selv tror det kan lade sig gøre. Men så kommer der jobmuligheder på en byggeplads i området. Især Kini gør sig godt bemærket, og bliver formandens yndling. Det skaber dog også spændinger mellem de to venner. Som ikke bliver mindre da Adams forelsker sig i en prostitueret, der er ankommet på grund af de mange tilrejsende arbejdere. Og da formandens varme følelser for Kini også begynder at betyde han tager sig af Kinis familie, så bliver Kini jaloux, med tragiske følger. Så mens bilen langsomt begynder at virke, så falder de to mænds venskab fra hinanden, og slutningen er overraskende mørk.
Jeg kan godt lide bilen. Jeg begyndte lidt at se den som en metafor for filmmediet. Idéen om at være i stand til at skabe en film i så fattigt et område som det her, det er endnu mere vanvittigt end at få den her skrotbunke af en bil til at køre igen. Men det lykkes sådan set. Langt hen ad vejen. Der følger dog også problemer med for Ouedraogo. Han var vitterlig fantastisk til at bygge film under problematiske omstændigheder, men det kunne kun ske ved at finde penge i andre lande, i Frankrig først og fremmest, og i Sydafrika for denne film. Det betød at filmene kunne laves på sædvanlig celluloid, men det betød også at de skulle distribueres som filmruller, og der var virkelig ikke mange biografer i Afrika, som i hele kontinentet Afrika, på det her tidspunkt. Så det var svært for folk at komme til at se dem.
Det hele er også sådan nogenlunde basalt. Der er ikke de mest vanvittige filmiske idéer, men til gengæld så kan Ouedraogo gøre meget med lidt. Da der f.eks er et dramatisk højdepunkt, da der skal bruges dynamit til at fjerne klipper fra byggepladsen, og folk er ved at komme voldsomt til skade, så begynder kameraet også at svinge, og til sidst bliver det endda håndholdt! Det er meget dramatisk, også selvom eksplosionerne måske ikke ser ud af så meget. Der er andre ting som er ret basale. Skuespillet, f.eks., der spilles mestendels som om det var en folkekomedie, der foregår ikke ret mange subtile ting. Alle gør det såmænd glimrende, men det bliver lidt tykt her og der. Det gør nogle af plot-tingene også, den onde prostituerede kvinde er f.eks skildret uden ret meget sympati eller nuancering. Der er i det hele taget en del kvinderoller hos Ouedraogo, der ikke er ret nuancerede. Der er i det hele taget ret meget hos Ouedraogo, der ikke er ret nuanceret. Han var en folkelig instruktør, han forsøgte at skabe film til folket. Han udtalte i 1997: ‘I don’t represent my continent as such, but if I win the Palme d’Or, I know that young people in Africa will be proud in the same way that they’re proud of a footballer like George Weah or a musician like Youssou N’Dour.’ Det er paradokset. Han forsøgte virkelig at være en mand af folket, en mand for folket. Men folket kunne ganske enkelt aldrig se hans film.
I Jean-Marie Tenos dokumentar Sacred Places fra 2009 rejser instruktøren til Ouagadougou og snakker med Ouedraogo. De snakker om distribution af afrikanske film, Ouedraogo indrømmer han aldrig har tænkt nok over hvordan et afrikansk publikum skal kunne se hans film. En visning af Yaaba foregår med en ulovlig kopi, men godt det samme, for byens unge ser fodbold i stedet. Til sidst fortæller Ouedraogo, at han har gode forventninger til videomediet. Det er meget sympatisk at Ouedraogo havde det, men også en lille smule sent. Det er først for nylig at fænomenet ‘Nollywood’, de billige digitale film der har gjort Nigeria til en af verdens største filmnationer målt på kvantitet, er blevet kendt i vesten, men det har fundet sted længe. Helt tilbage i 92/93 udgav Kennet Nnebue filmen Living in Bondage i to dele, som blev en gigantsucces. Oprindelig blot på igbo, men den blev dubbet og oversat til utallige sprog, og delt overalt i Afrika, såvel som i diasporaen. Allerede dengang var det tydeligt hvilket potentiale der lå i at bruge video til at distribuere afrikanske film, til at skabe en reel infrastruktur, der kunne få film fra kunstnere og ud til folket.
Den infrastruktur har gigantiske problemer – først og fremmest at den er baseret på piratkopiering, så kunstnerne går glip af kæmpe indtægter, hvilket betyder at filmene aldrig bliver andet end lowbudget – men samtidig, så har det endelig omskabt filmmediet, så det bliver en form der kan bruges til at skabe afrikanske billeder ordenligt. Af afrikanere, til afrikanere, ting som kunstnere gerne vil fortælle, ting som publikum gerne vil se, uden nogen mellemmænd. Det kunne analog film aldrig gøre, lige meget hvor mange penge Ouedraogo formåede at rejse via co-produktioner. Så på én måde ender hans historie en lille smule trist.
Men så alligevel. Så lykkedes det ham trods alt at skabe nogle fantastiske øjeblikke, og jeg elsker ham især når man kan mærke at der lige snydes lidt på vægtskålen. F.eks det bedste billede i Kini & Adams, det kan man i uhørt grad mærke at Ouedraogo godt ved skal malkes. Det er på alle plakaterne. Det er når de to mænd endelig har fået bilen til at virke. De sidder på bilens tag, med en nedgående sol strålende i baggrunden. De slår plat og krone om hvem der skal have lov til at have bilen natten over. Det er så godt at vi vender tilbage til det til sidst, vi ser scenen igen inden rulleteksterne. Men denne gang kaster Kini mønten op i luften en sidste gang, de to mænd kigger i vejret, og billedet fryser. Fanme et godt billede. Og altså, teknisk set, så ‘fryser’ det ikke, vinden fortsætter med at blæse i kornet og i Kinis trøje. De to mænd sidder bare helt stille. Og så kører underteksterne. Det er da fanme sjovt, at instruktøren har vidst billedet var så godt, at han har bedt personerne om at holde posituren i flere minutter? Og så bruger det to gange i filmen! Og altså, man må sige, at han har ret. Det er et bittersødt billede, for det viser de to venner, mens de stadig håber at deres plan kommer til at virke. Det gør den ikke. Det gjorde Ouedraogos plan heller ikke. Men det var smukt så længe det varede!